Forskning sætter kroner på frivilligheden

Foto: KFUM-Spejderne - Christian Buhl

Frivilige foreningers bidrag til den danske økonomi bliver undersøgt i nyt forskningsprojekt. Foto: Metodistspejderne/KFUM-Spejderne/Christian Buhl

11.04.2014

Af Katja Høiriis
Nyt forskningsprojekt kortlægger den samfundsøkonomiske betydning af civilsamfundet og den frivillige non-profit sektor.

Mens nationalregnskabet sætter tal på økonomien for erhvervslivet og den offentlige sektor, er der ikke megen viden om civilsamfundet og den frivillige sektors økonomiske bidrag til det danske samfund. Det vil et nyt forskningsprojekt nu lave om på.

Projektet skal kortlægge de økonomiske og beskæftigelsesmæssige forhold inden for sektoren for derved at skabe et separat nationalregnskab for Danmarks store frivillige nonprofit-sektor.

Regnskabet vil skabe bedre indsigt i sektoren i forhold til størrelse, sammensætning og betydning for den danske økonomi. Samtidig vil det blive muligt at se nærmere på, hvordan civilsamfundet bidrager til den danske velfærdsudvikling, og bedre sammenligne sektoren med andre lande.

Forskningsprojektet, der er finansieret af Realdania Fonden og ledes af Thomas P. Boje fra Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, omfatter hele den frivillige nonprofit-sektor fra foreninger til selvejende institutioner og almennyttige fonde. Derudover undersøger projektet også erhvervsdrivende fondes støtte til den civile sektor.

Samtidig sigter projektet på at skabe et statistikmodul for sektoren, som det også findes i andre nordiske lande. Dette delprojekt varetages af Netværk for forskning i civilsamfund og frivillighed (CiFri).

”Det er velbeskrevet i både tal og ord, hvordan erhvervslivet og den offentlige sektor hænger sammen økonomisk, men det samme gælder ikke for civilsamfundet. Ikke blot ved vi mindre om tallene, men vi ved også mindre om, hvad civilsamfundet udfører og indeholder. Det skal denne analyse være med til at rette op på,” siger professor Thomas P. Boje på Realdanias hjemmeside.

Projektet gik i gang den 1. januar 2014 og vil løbe indtil medio 2017.

Anvendelse af cookies

www.vifo.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.