Konference om folkeoplysningens demokratiske værdi

Foto: Mads Danquah/Flickr

Foto: Mads Danquah/Flickr

13.04.2015

Af Katja Høiriis
På hvilken måde påvirker deltagelse i folkeoplysende aktiviteter demokratiet? Det har forskere brugt det seneste år på at undersøge, og til maj bliver resultaterne offentliggjort på konferencen ’Folkeoplysningens demokratiske værdi’.

Bliver man bliver en demokratisk medborger ved at deltage i frivilligt arbejde eller tage kurser på aftenskolen? Og gør det en forskel for, hvorvidt man deltager i valghandlinger og i øvrigt søger demokratisk indflydelse?

Det vil en gruppe forskere give deres bud på, når de på en konference den 13. maj løfter sløret for resultaterne af undersøgelsen ’Foreningsdeltagelse og ikke-formel lærings betydning for demokratisk deltagelse’.

Undersøgelsen, som har forsøgt at tage temperaturen på folkeoplysningens indflydelse på demokratiet, er gennemført af en forskergruppe fra Netværk for forskning i civilsamfund og frivillighed (CIFRI) i samarbejde med Syddansk Universitet på oplæg af Dansk Folkeoplysnings Samråd.

 Undersøgelsen omfatter ansatte, deltagere og frivillige i DFS’ medlemsorganisationer, som består af de folkeoplysende skoler og foreninger for unge og voksne.

På programmet er der oplæg fra forskerne bag undersøgelsen, hvorefter repræsentanter fra de folkeoplysende skoler og foreninger vil supplere med de overvejelser, undersøgelsen får dem til at gøre sig i forhold til deres aktiviteter og organisering. Afsluttende vil konferencen forsøge at binde undersøgelsens resultater sammen med anden forskningsmæssig viden på området. 

Konferencen ’Folkeoplysningens demokratiske værdi’ finder sted onsdag den 13. maj på Syddansk Universitet. Konferencen er gratis og åben for alle interesserede ved tilmelding.

Anvendelse af cookies

www.vifo.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.