Ny profil skal modernisere FDF udadtil

FDF's skjorter og logo beskrives som traditionelle og gammeldags. Nu igangsætter hovedbestyrelsen arbejdet med at skabe en mere moderne profil. Foto: FDF/Niels Busch

06.07.2017

Af Redaktionen
66 pct. af danskerne forbinder umiddelbart FDF med spejdere, og både logo og skjorte beskrives som gammeldags. Det viser en undersøgelse, som FDF har fået foretaget i foråret. Nu igangsætter hovedbestyrelsen arbejde med en ny profil og et nyt udtryk.

Danskerne har svært ved at adskille FDF fra spejderne. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af FDF’s hovedbestyrelse. Undersøgelsen skulle afdække, hvordan FDF blev opfattet blandt voksne danskere med børn.

Undersøgelsen viste, at 66 pct. af danskerne umiddelbart opfatter FDF som spejdere, 72 pct. mener, at deres uniformsskjorter er spejderagtige, og samlet set er der 57 pct., der mener, at der er lille eller ingen forskel på FDF og spejderne.

Blandt respondenterne er det derudover ord som ’gammeldags’, ’traditionel’ og ’nationalistisk’, som vækker størst genklang, når de skal beskrive FDF’s visuelle udtryk med skjorter og logo.

Det resultat ærgrer FDF’s formand, Jonas Kolby Laub Kristiansen:

”Det primære formål med den her indsats er at skabe sammenhæng. Undersøgelsen viser, at andre ikke opfatter os i tråd med vores værdier og vores syn på os selv,” siger han på FDF’s hjemmeside.

Hovedbestyrelsen har derfor igangsat arbejdet med at modernisere organisationens profil, så den bedre afspejler de værdier og den selvopfattelse, som organisationen har. Ikke for at få noget nyt, forklarer Jonas Kolby Laub Kristiansen på FDF’s hjemmeside, men for at få et udtryk, der matcher FDF, og som lettere kan afkodes af andre.

For at skabe et moderne udtryk, der adskiller sig fra spejdernes, skal arbejdsgrupper udarbejde forslag til supplerende beklædning samt gennemarbejde mærkebeskrivelserne og klassenavnene frem mod landsmødet i 2018, hvor de endelige forslag skal vedtages.

Anvendelse af cookies

www.vifo.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.