Kommentar

De folkeoplysende organisationer må øve sig i selvkritik

Foto: THomas Søndergaard/Vifo

Foto: Vifo/Thomas Søndergaard

05.05.2014

Kommentar af Henrik H. Brandt
Kommentar: Tør folkeoplysningens og foreningslivets mange statsstøttede landsorganisationer tage opfordringen op fra professor Lars Bo Kaspersen og kigge selvkritisk på organisationsformer, aktiviteter og ressourcer som led i Kulturministerens igangværende arbejde for en national vision for folkeoplysningen?

Foreningslivet, voksenundervisningen, højskolerne og resten af den folkeoplysende sektor i Danmark fremhæves ofte med rette for deres vigtige rolle gennem årtier i dannelsen af det tillidsfulde, demokratiske og engagerede samfund, som de fleste danskere føler sig hjemme i og er ganske stolte over, målt med den store globale målestok.

Men måske er de traditionelle landsorganisationer og aktører efterhånden så meget hjemme i hele organiseringen af det traditionsbundne folkeoplysende område, at de forsømmer at tænke ud af boksen som organisationer og foretage en tilstrækkelig tilbundsgående omverdensvurdering?

Spørgsmålet trænger sig på i det visionsarbejde for fremtidens folkeoplysning, som Kulturminister Marianne Jelved (R) personligt lægger stor vægt på og i samme anledning holdt konference om i København, den 25. april.

Konferencen indgik i en længerevarende proces om udarbejdelsen af en vision for folkeoplysningen. På vegne af ministeren og som opfølgning på et forudgående seminar om emnet havde institutleder og professor Lars Bo Kaspersen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet sammenfattet den forudgående debat i et ’foreløbigt grundlag for en drøftelse af en vision for folkeoplysningen i Danmark’. Lars Bo Kaspersen fik på konferencen i opdrag at arbejde videre med næste udgave af visionspapiret som opfølgning på debatten.

Folkeoplysningens udfordringer
Lars Bo Kaspersens interessante arbejdspapir lagde kort fortalt vægt på ’værdikamp’, hvor mennesker både individuelt og i fællesskab sikres retten til at definere de samfundsmæssige værdier, de kæmper for.

Papiret lagde samtidig vægt på begreber som mindretalsbeskyttelse, oprustning af borgerne til at styrke og deltage i demokratiet i samfundets hastige forandringsproces og på aktivt medborgerskab. Det sidste anså Lars Bo Kaspersen ikke mindst som væsentligt i de egne af landet, der i disse år oplever store udfordringer fra en tiltagende centralisering af offentlige funktioner og fraflytning af arbejdspladser og borgere.

Arbejdspapiret beskrev desuden en generel samfundsudvikling med konkurrencestatens og dermed nyttebegrebets fremmarch, tiltagende politisk konsensus og deraf stigende ’holdningsforskrækkelse’ og svagere politisk samtale samt en tiltagende afkobling af civilsamfundet i forhold til demokratiske beslutninger.

Endelig beskrev Lars Bo Kaspersen udfordringen for de traditionelle operatører på folkeoplysningsområdet fra teknologiens og digitaliseringens fremmarch samt udfordringen med Danmarks rolle i forhold til Europa.

Selvkritik på feltet
De fleste konferencedeltagere var enige i, at Lars Bo Kaspersen havde fanget mange af udfordringerne på kornet, men måske havde professoren gemt et af de allermest afgørende punkter for de tilstedeværende interesse- og landsorganisationer lidt for langt væk blandt nogle af de sekundære punkter i arbejdspapirets udkast til kerneværdier for fremtidens folkeoplysning som modsvar til samfundstendenserne?

Forslaget lød således:

”Folkeoplysningsfeltet forpligter sig på at igangsætte og fastholde en diskussion om, hvorvidt de eksisterende aktiviteter alle tjener og videreudvikler folkeoplysningens sag. Med andre ord forpligter også folkeoplysningens udøvere sig på selvkritisk at vurdere, om organisationsformer, aktiviteter og ressourcer anvendes mest hensigtsmæssigt og i folkeoplysningens ånd.”

Når dette forslag bør vies særlig opmærksomhed, skyldes det, at det retter sig mod folkeoplysningens aktører mere end mod folkeoplysningen som begreb.

Flere af de stærke landsorganisationer såvel på folkeoplysningsområdet, ungdomsområdet som på idrætsområdet har på det seneste i påfaldende grad begivet sig ud i selvlegitimerende analyser og argumentation, så måske har de allerede set den komme? Rapporterne formelig hober sig op:

Værdien af det frivillige arbejde, sundhedsværdien af foreningsidrætten, betydningen af foreningsidrætten for demokratisk medborgerskab, ungdomsorganisationerne værdi for unges trivsel og kompetencer og for samfundet som helhed osv.

Men ærlig talt begynder den centrale legitimeringsiver blandt flere af de organisationer, der ideelt set netop arbejder for det demokratiske medborgerskab og for værdien af det frie folkeoplysende foreningsarbejde at blive en kende trættende.

Har staten opslugt folkeoplysningen?
En efterhånden udbredt tendens til at sætte lighedstegn mellem foreningsorganisering, folkeoplysningens nuværende organisationsbillede og den ’ægte’ folkeoplysning slog endnu engang igennem blandt organisationernes repræsentanter i debatten på Kulturministerens konference.

Men holder den?

Er sagen måske snarere, at folkeoplysningen har sejret så meget, at den næsten er blevet opslugt af velfærdssamfundet, som derved er blevet den største udfordring for folkeoplysningens traditionelle aktører i den frivillige sektor, foreningerne, ungdomsorganisationerne, aftenskolerne osv.?

Læs folkeskolens formålsparagraf, læs gymnasieskolens formålsparagraf, læs ungdomsskolernes formålsparagraf, ja læs selv erhvervsskolernes formålsparagraf. Samtlige disse formelle uddannelsesinstitutioner har blandt deres ædle formål at styrke elevernes demokratiske medleven, aktive medborgerskab, fantasi, tillid, kreativitet, kritiske sans og alt, hvad man nu kan finde på af folkeoplysende kerneværdier.

Det samme gælder public service flagskibet DR, som ifølge public service-aftalen med Kulturministeriet ligeledes skal stimulere deltagelse i den offentlige debat og demokratiske proces, skabe fællesskaber, formidle kulturarv, stimulere viden osv. osv.

Kombinerer man disse udtrykte forventninger og officielle formål med det forhold, at den kommende folkeskolereform trækker folkeoplysningsfeltets aktører endnu tættere ind under de formelle partnerskabers hat, samtidig med at medieudviklingen og digitaliseringen i disse år buldrer af sted med en hast så billeder, tekst, foredrag, dialog, viden, social interaktion osv. i dag er tilgængelig for næsten hvem som helst blot med et tast på mobilen eller computeren, må det stå klart, at varelageret hos folkeoplysningens traditionelle aktører risikerer at falde i værdi.

Hvad skal vi med spejdere, hvis ungdomsklubben har et flottere og sjovere lejrbål?

Hvad skal vi med foreningsidræt, hvis folkeskolen har mere mangfoldige og pædagogisk bedre idrætstilbud?

Hvad skal vi med det lokale foredrag i aftenskolen, hvis internettet har mere korrekt, bedre formidlet og mere tilgængelig viden?

Hvad skal vi med den politiske ungdomsorganisation, hvis debatten og idéudviklingen er skarpere og mere nærværende på sociale medier?

Usmidig støtte
Selvfølgelig går vigtigheden af det mellemmenneskelige møde og den enkelte ildsjæls engagement i en sag aldrig af mode.

Overordnet meldes det lokale foreningsliv da heller ikke i krise, men det kan jo være, at visse aftenskoler, visse spejderkorps, visse foreninger og organisationer er i krise, fordi deres måde at tilrettelægge og formidle tilbuddene på ikke længere er nødvendig eller tidssvarende?

Her må man i forbindelse med visionsarbejdet nødvendigvis spørge, om især den statslige støtte på folkeoplysningsområdet er lige så smidig som den lokale?

Lever landsorganisationer og centrale led en beskyttet tilværelse, som holder nye aktører ude og derfor ikke fremmer innovation og selvkritik på feltet? Er prisen for den beskyttede tilværelse, at de mest privilegerede organisationer i lidt for høj grad gør sig til ét med velfærdssamfundet?

Blockbustereffekten
Formanden for folkeoplysningsudvalget i Hillerød Kommune, Christine Høi Skovdahl, sagde det måske meget godt på Kulturministeriets konference, da hun advarede folkeoplysningsfeltet om ’Blockbustereffekten’ med henvisning til den længe kriseramte videoudlejningskæde, der i stigende grad må se sig overhalet af digitale streamingtjenester på filmudlejningsmarkedet.

Man kan ikke dy sig for tankeeksperimentet, at Blockbuster i stedet havde været et landsdækkende folkeoplysende ’Videofolkeoplysningsforbund’. Så havde Videofolkeoplysningsforbundets generalsekretær sikkert siddet i salen på Kulturministerens konference og advaret mod den kommercielle ’netflixningsformidlingsbølge’, der så fatalt truede videofolkeoplysningen.

Generalsekretæren havde helt sikkert haft en frisk rapport med under armen, som kunne dokumentere videofolkeoplysningskulturens særlige tag på eksempelvis ældre eller borgere med korterevarende uddannelser. Formidlingen til disse grupper ville være truet, hvis netflixningsbølgen ikke fik bedre modspil. Således kunne balsameringen af videoformidlingsforbundet med statslige midler sikkert få lov at fortsætte lidt endnu, alt imens forbundets lokale videoformidlingsforeninger lige så stille gik til grunde af mangel på nødvendighed og engagement fra lokale kræfter.

Var der andre i salen på Kulturministerens visionskonference, som kunne genkende sig selv eller dele af sig selv i billedet?

Vi lader svaret blæse i vinden.

Men der er ingen tvivl om, at fremtidens folkeoplysning ikke blot skal hjælpe borgerne til at holde fast i rødder og identitet og samtidig være tilpasningsdygtige i forhold til samfundsudviklingen. De formelle folkeoplysende strukturer må underkaste sig selv den samme øvelse. Selvkritik må afløse selvlegitimering.

Man må erkende, at selv det bedste budskab og de smukkeste værdier må pakkes fornuftigt ind og leveres på tilgængelig og vedkommende vis. Ellers risikerer de toneangivende organisationer på folkeoplysningsfeltet at komme til at skygge for snarere end at styrke de værdier og formål, som alle er enige i, at folkeoplysningen også i fremtiden skal yde et bidrage til.

Læs også reportagen fra Kulturministeriets folkeoplysningskonference

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.