Folkeoplysning – kun for dem, der har overskud?

Foto: DUF/Peter Jarvad

Signe Bo, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, mener at organisationerne ofte har svært ved beskrive, hvad det egentlig er for en værdi, man skaber. Foto: Peter Jarvad

10.03.2014

Af journalist Jonna Toft
Det er svært for ungdomsorganisationerne at skabe initiativer, der engagerer samfundets nederste grupper. Der sker en usund polarisering, lyder det fra flere centrale aktører. Læs om ungdomsarbejdets væsentligste udfordringer.

Den gruppe, som folkeoplysningen historisk har haft stort fokus på, nemlig de dårligst stillede, udgør i dag en udfordring for det idébestemte børne- og ungdomsarbejde. Mens organisationerne bredt set oplever fremgang, står mange af dem samtidig famlende over for, hvordan man engagerer og fastholder børn og unge fra samfundets nederste grupper.

”En stor gruppe mennesker møder slet ikke de folkeoplysende tilbud,” siger Bjarke Friis, leder af KFUM og KFUK’s ungdomsforening i Esbjerg.

”De kommer ikke i foreninger og aftenskoler, de stemmer ikke ved valg, og de har en oplevelse af, at samfundsdebatten ikke angår dem. Den stigende fattigdom danner subkulturer og polarisering. Samtidig er det folkeoplysende arbejde på tværs af samfundsgrupper ved at forsvinde, kun få tilbud appellerer bredt. Det er svært at lave aktiviteter, der går på tværs af bydele og sociale skel. Der er en tendens til, at vi kun vil møde nogen som os selv.”

Svært at skabe interesse for politik
I Dansk Socialdemokratisk Ungdom kan næstformand Alexander Grandt Petersen genkende billedet:

”Vi har mange medlemmer fra gymnasier og højere læreanstalter, men ikke så mange fra kortere uddannelser og erhvervsuddannelser. Nogle af dem har en opfattelse af, at politik slet ikke vedrører dem. Demokratiets styrke er netop, at alle er en del af det – så det er vigtigt, at vi diskuterer politik med de unge og skaber et engagement i samfundet. Det er vi for dårlige til, og selv om vi prøver på flere måder, har vi ikke fundet en løsning.”

Signe Bo, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, der er paraply for 70 ikke-idrætslige børne- og ungdomsorganisationer, påpeger, at billedet er mere nuanceret. Nogle organisationer laver aktiviteter, der favner bredt over sociale skel, andre har sværere ved at få de socialt dårligere stillede målgrupper med.

”Det bliver en hovedopgave at styrke den demokratiske dannelse fremover. En underliggende debat i samfundet går på, om man er bruger eller borger. Hvad kan man forvente af samfundet? Indsatsen for aktivt medborgerskab skal styrkes, så unge fra alle sociale lag også fremover oplever, at de har handlemuligheder, og at deres mening tæller. Hvis vi tror på den danske model med et udbredt foreningsliv, så skal vi bredt set være bedre til at organisere de unge,” siger hun.

For meget puljestyring
KFUM og KFUK’s eftermiddagsklub i Esbjerg er fast mødested for nogle af de socialt belastede unge. Det er nemlig gratis, og her er ansatte medarbejdere tre dage om ugen. En teenklub og et børnedisco er andre tiltag.

”Her kan man møde personer med anden baggrund og opleve, at verden er større end egen ligusterhæk. Det er oplysning til borgerne om samfundet, OBS!” smiler Bjarke Friis. ”Det kirkelige arbejde rækker ind over det sociale område hos os. Men vi har udfordringer med økonomien, for der er alt for meget puljestyring. Det er for svært at lave langsigtet planlægning.”

En anden udfordring er frivillige. Ganske vist vil mange gerne hjælpe, men kun med de kortsigtede opgaver. Det lange seje træk, som også er nødvendigt, er det svært at finde folk til.

Frivilligt arbejde bør anerkendes
”Der bør sættes mere fokus på den samfundsgavnlige effekt af frivilligt arbejde,” mener Bjarke Friis. ”Nogle steder åbner kommuner genbrugsbutikker, selv om frivillige organisationer har en god indtægt og skaber vigtige mødesteder via genbrugsbutikker. Kommunerne skal huske, at alt ikke kan være i et regneark. Nogle opgaver løses bedre af civilsamfundet end af det offentlige.”

I organisationerne har man dog ofte svært ved beskrive, hvad det egentlig er for en værdi, man skaber, påpeger DUF-formand Signe Bo:

”Vi har et samfund, hvor meget gøres op i kroner og ører, og dét måleforhold giver ikke rigtig mening i forhold til frivilligt engagement. Der skal tælles meget mere med – sammenhængskraft, tillid til hinanden, normdannelse, kompetencedannelse mv. Vi mangler et sprog, der kan italesætte det på en relevant måde i forhold til det, samfundet efterspørger,” påpeger hun.

”Folk ved ikke, hvilken ’folkeoplysende’ oplevelse de senest har haft. Begrebet bruges ikke, og da slet ikke blandt unge – men det er alligevel en stor del af vores formål og arv. Det gør, at vores selvbillede bliver lidt uklart, for hvad er det egentlig, vi kommer med?” uddyber hun.

Skal forklare meningen bag
Én ting er at forklare potentielle deltagere om selve aktiviteterne. Noget helt andet er at sætte ord på, hvorfor aktiviteterne er der. Spejderchef David Hansen, Det Danske Spejderkorps, fortæller:

”Vi er gode til at vise, at vi rapeller, sover i telt, laver bål mv., men vi skal blive bedre til at fortælle hvorfor. Hvad skal det blive til? Det er ikke tilfældigt, at vi lader børnene brænde bålmaden på tre gange i træk. De skal selv finde ud af: Hvordan forhindrer vi, at det sker igen? Hvem har ansvaret? Den pædagogiske metode bygger på relationen med andre over et længere forløb, og det skal vi kunne forklare. Ellers lukker vi os om os selv. Vi skal gøre os mere umage for at invitere nye grupper ind i fællesskabet,” siger han.

Selv om DDS har mange frivillige, ca. 7.000 i en organisation med 28.000 medlemmer, efterlyser David Hansen metoder til at få fat i nye. Altså nogle, der ikke nødvendigvis har en gammel spejderuniform på loftet.

”Vi kunne skabe et nationalt initiativ på tværs af organisationer for at blive bedre til at invitere nye frivillige indenfor. Hvordan formidler vi opgaverne? Hvordan afgrænser vi dem? Hvordan kan vi samarbejde med nye målgrupper, fx seniorer?” foreslår han.

Holdningsforskrækkelse
I de politiske ungdomsorganisationer er det andre udfordringer, der fylder. Unge er generelt blevet mere blufærdige og tøver med at bekende politisk kulør ved at melde sig ind i et parti.

”Vi oplever en udbredt holdningsforskrækkelse. På de højere uddannelser er de studerende bange for, at et partimedlemskab er et stempel, som forringer deres jobmuligheder. Men det kunne jo også være en kvalifikation, at man kender de politiske processer,” siger Alexander Grandt Petersen fra Dansk Socialdemokratisk Ungdom.

DUF og ungdomsuddannelsernes organisationer har lavet et fælles kodeks for deres samarbejde ud fra et ønske om, at bl.a. de politiske ungdomsorganisationer bruges mere til at skabe debat om samfundsforhold.

”Danske unge er blandt dem, der ved mest om demokrati og de demokratiske processer, men samtidig har de svært ved at tage del i det, fx at stemme. Det kræver, at man ved, hvad man mener. Vi har en opgave i at politisere de unge, altså diskutere og hjælpe dem med at blive klar over deres holdninger. Politik skal gøres relevant igen,” siger Alexander Grandt Hansen.

Men nogle unge har svært ved at diskutere uden at blive uvenner. Det burde man gøre mere ud af at lære dem i skolen, mener han.

”Måske spiller mediebilledet ind. Politik vises altid som konflikter, og jeg tror, det afskrækker mange,” siger han. ”Folk er så bange for, at vi vil indoktrinere. Men vi gør meget ud af, at man skal finde sin egen holdning. Som medlem hos os køber man ikke hele pakken, man behøver ikke være enig med S på Christiansborg. Det, man køber, er muligheden for at påvirke politikken fremadrettet,” siger han og tilføjer, at DSU’s interne uddannelser prioriterer dannelse frem for skoling.

Imageproblemet sættes i relief, når man sammenligner DSU med søsterorganisationen i Norge, AUF. Selv om befolkningen er mindre, har AUF 13.800 medlemmer, mens DSU har ca. 2.500. Tilsammen havde de politiske ungdomsorganisationer i 2012 knap 10.000 medlemmer.

En fælles tilgang til børn og unge
Selvom organisationerne i DUF spænder vidt, fra baptister til elevorganisationer, fra skoleskak til spejdere, og fra landboungdom til politiske ungdomsorganisationer, så er der et fællesskab, fortæller formand Signe Bo:

”Der er en fælles høj bevidsthed om, at vi er de første fællesskaber og dannelsesinstitutioner, som børn og unge møder. Det er fra vores unge og ledere, børn første gang hører, at der er et samfund, som man skal tage vare på,” siger hun og fortsætter:

”Vi lægger vægt på fællesskaber, for dér skal børn og unge lære noget, som de skal bruge resten af livet. Forventningerne til, hvordan børn og unge skal agere, er forandrede, og vores fællesskaber ændrer sig også – men man skal lære af den samlede oplevelse. Ikke af noget, der står i en bog, eller som en klog mand har sagt. Det gør den folkelige oplysning fleksibel og moderne, selv om den er over 100 år gammel.”

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.