Amatørkulturen oplever stigende tilslutning

Foto: Colourbox

Photo: Colourbox

05.11.2015

Af Søren Bang
Den organiserede amatørkultur er i vækst med flere medlemmer og et øget aktivitetsniveau, viser de nyeste tal i ’Amatørkulturens tal 2015’.

Både målt på medlemmer og aktivitetsniveau oplever amatørkulturen i Danmark fremgang, viser en ny opgørelse ’Amatørkulturens tal 2015’, der er udarbejdet af de to hovedorganisationer på området, Amatørernes Kunst og Kultur Samråd (AKKS) samt DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed.

De to organisationer, hvis medlemmer organiserer en bred vifte af kulturaktiviteter fra korsang til amatørteater og amatørorkestre, organiserede i 2014 i alt små 133.000 medlemmer efter at have ligget konstant på cirka 114.000 medlemmer i 2004 og 2007. En væsentlig del af stigningen skyldes dog, at AKKS-medlemsorganisationen Musik & Ungdom i 2011 gik over til at have kollektive medlemskaber via musikskolerne frem for individuelle medlemskaber.

To tredjedele af medlemmerne, 89.000 medlemmer, er i øvrigt børn, unge og yngre voksne under 29 år, og gruppen er voksende, mens den organiserede amatørkultur øjensynligt oplever faldende tilslutning blandt voksne over 29 år.

Der er også fremgang i det samlede antal kor, orkestre, scener, grupper og foreninger under medlemsorganisationerne. Mens den organiserede amatørkultur omfattede 2.033 foreninger, grupperinger og institutioner i 2004 steg antallet til 2.333 i 2014.

Dertil kommer en vækst i det samlede antal offentlige tilgængelige arrangementer, som organisationerne står for, fra 7.515 i 2004 til 13.331 i 2014. Ifølge opgørelsen er der er tale om konservativt skønnede tal. Et mere løst skøn over antallet af tilskuere til de offentlige arrangementer når frem til, at cirka 950.000 overværede dem.

Mindre statslige tilskud
Aktivitetsfremgangen er sket trods faldende statslige tilskud til området. Fra 2004-2013 er de samlede statslige tilskud faldet fra 17.480.247 til 15.164.466 kr., hvilket bl.a. skyldes, at der er færre midler til ungdomsorganisationernes arbejde gennem DUF, og at Kulturministeriets udviklingspulje til amatørkultur er nedlagt.

Nedgangen modsvares dog af stigning i deltagerbetalingen til bl.a. stævner og kurser og andre tilskud/indtægter, som dækker over så forskellige indtægtskilder som f.eks. tilskud fra private fonde og sponsorer, organisationernes salg til medlemmer og renteindtægter.

Samlet er den organiserede amatørkulturs indtægter derfor steget fra cirka 23,5 mio. kr. i 2004 til 28,6 mio. kr. 2013.

Læs mere

 
 
Læs om og download ’Amatørkulturens tal 2015’ på AKKS' hjemmeside.
Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.