30 pct. flere spejdere i hovedstaden over seks år

Foto: KFUM-Spejderne/Christian Bloch Hansen

Foto: Christian Bloch Hansen

08.03.2016

Af journalist Jonna Toft
Flere børn og unge er spejdere i Københavns Kommune. En årsag er, at lederne har moderniseret spejderarbejdet og bruger ny teknologi, lyder det fra kommunens samråd af spejderkorps. Tendensen er dog ikke landsdækkende.

(Opdateret 14. marts 2016)

Selv om det er svært at finde spejderhytter og egnede naturområder til spejderaktiviteter i Københavns Kommune, er flere og flere børn, unge og voksne spejdere.

En optælling, som ’Samrådet i Københavns Kommune’ har foretaget, viser, at over seks år, fra 2009 til 2014, skete der en stigning på 30 pct. blandt medlemmer på under 25 år. Medlemstallet er steget fra 2.936 til 3.832 ungdomsmedlemmer i samrådsorganisationerne, som tæller spejderkorpsene samt FDF, KFUM og KFUK og DUI Leg og Virke.

Desuden er der kommet flere voksne medlemmer til, fortæller Per Vandrup, der er formand for samrådet og KFUM-Spejdernes repræsentant. Han står bag samrådets årsrapport.

”Forklaringen bag stigningen er dels, at det er blevet moderne at være spejder og lave friluftsaktiviteter, og dels at vores ledere har været gode til at modernisere aktiviteterne,” fortæller Per Vandrup.

”Nu bruger lederne i langt højere grad moderne teknik i arbejdet. Børn vil gerne bruge teknologien og er vant til det fra deres hverdag, og så kan det ikke hjælpe noget, at vi holder fast i, at det er vigtigt at lære at morse. Alle har jo mobiltelefoner, så vi bruger de muligheder, det giver, i stedet.”

Fællesskab trækker medlemmer til
Et andet vigtigt element er ifølge Per Vandrup, at spejderne prioriterer fællesskab og kammeratskab højt. Her lærer børn og unge at tage ansvar og gebærde sig i en social sammenhæng, hvor det ikke handler om at være hurtigst eller bedst, men om at prøve sine kræfter og muligheder af, skabe noget sammen og lære af sine fejl.

”Det myldrer ind med børn. I min lokale KFUM-enhed Lundehus Gruppen får vi 2-3 nye børn ind om ugen,” fortæller han og tilføjer, at situationen er den samme mange andre steder. Det giver udfordringer med at finde passende lokaler og frivillige ledere nok.

I løbet af de næste to år er der planer om to nye KFUM-Spejdergrupper i kommunen.

Stabile medlemstal hos de store spejderkorps
Den store stigning i København er ikke udtryk for en landsdækkende tendens.

Ser man i Dansk Ungdoms Fællesråds opgørelser over medlemsorganisationernes støtteberettigede medlemmer på under 30 år, fremgår det, at de to store spejderkorps (Det Danske Spejderkorps og KFUM-Spejderne) har haft et nogenlunde stabilt antal børn og unge som medlemmer, i hvert fald de seneste fire år.

KFUM-spejderne har dog oplevet et fald i medlemstallet, hvis vi kigger helt tilbage til 2009. Dengang havde organisationen 19.184 medlemmer ifølge DUF’s opgørelse, mens den i 2015 havde 17.242.

Også ungdomsorganisationen FDF (Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund) har oplevet en tilbagegang. Her er antallet af ungdomsmedlemmer faldet jævnt fra 16.145 medlemmer i 2009 til 12.850 i 2015. Altså et fald på ca. 20 pct.

Samrådet i Københavns Kommune 

 
 

Organisationerne i ’Samrådet i Københavns Kommune’ er:

    • KFUM-Spejderne
    • Det Danske Spejderkorps
    • De grønne pigespejdere
    • Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund (FDF)
    • KFUM og KFUK 
    • DUI Leg og Virke.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.