Pigespejderne dropper mærker på uniformen

Foto: De grønne pigespejdere/Sanne Vils Axelsen og Thomas Evaldsen

De grønne pigespejdere skal have ny uniform uden duelighedsmærker. Foto: De grønne pigespejdere/Sanne Vils Axelsen og Thomas Evaldsen

26.11.2019

Af Katja Høiriis
De grønne pigespejdere skifter nu uniformsskjorten ud med en mere uformel spejdertrøje, der ikke længere skal prydes med de personlige duelighedsmærker. Mærkerne på skjorten er med til at fremme et billede af spejderne som en lukket klub, hvor det er svært at komme ind, lyder argumentet fra hovedbestyrelsen.

Når en spejder lærer en ny færdighed, får hun et mærke, som hun kan vise frem på sin skjorte. Men nu gør De grønne pigespejdere op med 100 års spejdertraditioner, når de til foråret skifter den grønne uniformsskjorte ud med en mere moderne spejdertrøje – uden duelighedsmærker på ærmerne. Det fortalte hovedbestyrelsen i De grønne pigespejdere på weekendens kursus for frivillige pigespejderledere.

Et frikvarter fra præstationskulturen
Et af argumenterne for beslutningen er, at uniformsskjorten med mærkerne på er med til at fastholde et billede af spejderne som en lukket klub, hvor det er svært for nye at komme ind. Dermed understøtter mærkerne ikke fællesskabet på en god måde, siger formand Cathrine Støvring Preussler til Kristeligt Dagblad:

”Når man starter som ny spejder, kan det virke utrolig ekskluderende. Man har ikke alle de mærker, som alle de andre har på deres uniform, og det kan godt føles som en lukket klub. Man kan føle, at man er bagud, og det er ikke meningen. Det skal ikke være et præstationsræs at gå til spejder, men et frirum.”

Beslutningen om at droppe mærkerne er derfor et forsøg på at åbne fællesskabet for endnu flere piger og give dem en følelse af, at de er en del af fællesskabet fra det første møde.

Ungdomsforsker Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier mener ligeledes, at initiativet er et godt modspil til den herskende præstationskultur:

”Spejder skal være et frikvarter ind i en kultur, hvor man hele tiden skal præstere. Når man fjerner de individuelle præstationer fra tøjet, understreger man også over for pigerne, at det her er et frikvarter,” siger han i en pressemeddelelse fra De grønne pigespejdere.

Blandede reaktioner
De grønne pigespejdere dropper ikke mærkerne helt, selvom de ikke længere skal vises frem på tøjet. Derfor har hovedbestyrelsen inviteret alle pigespejdere til at byde ind med ideer til, hvor mærkerne skal sidde fremover. 

Alligevel har der været blandede reaktioner på udmeldelsen, og på De grønne pigespejderes Facebookside har der været gang i debatten om mærkernes betydning.

Hvor nogle hilser beslutningen velkommen og sætter pris på en mere enkel og moderne uniform, udtrykker flere andre bekymring for, at mærkerne mister deres værdi, hvis man ikke kan vise dem frem. Andre igen kritiserer hovedbestyrelsen for at have taget beslutningen uden en åben drøftelse blandt medlemmerne.

Og kritikken kommer da heller ikke bag på Cathrine Støvring Preussler, som i Kristeligt Dagblad udtaler, at hun godt er klar over, at ”store identitetsbærende beslutninger som den her vil skabe røre”.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.