Højskolens pædagogik udfordrer præstationssamfundet

Kunst og kreative fag på Vallekilde Højskole. Foto: Højskolerne/Flickr

Undervisningen på højskolen er på mange måder anderledes, end den man møder på andre uddannelsesinstitutioner og ifølge Rasmus Kolby Rahbek, der har skrevet ph.d. om højskolens pædagogik, står den i kontrast til præstationssamfundet.

Karakterræs, perfekthedskultur og 12-talspiger. Det vil mange forbinde med nutidens såkaldte præstationssamfund. I direkte opposition hertil står højskolen, hvor pensum er skrottet og higen efter 12-taller skiftet ud med undervisning, hvor det er velanset at eksperimentere.

Men højskolen som modpol til tidens tendenser er som sådan ikke en ny tendens, forklarer Rasmus Kolby Rahbek, der som den første har undersøgt højskolens pædagogiske praksis videnskabeligt. Resultaterne er udgivet først som en ph.d-afhandling med titlen 'Stedets pædagogik – en fortolkende beskrivelse af højskolepædagogik i et dannelsesperspektiv' og senere i bogen 'Stedets pædagogik – om højskolens opgave og praksis'.

”Højskolen har på mange måder altid været en form for modpol. I 1800-tallet handlede det bare i højere grad om, at almuen fik tilgang til viden, som de ellers ikke ville have adgang til. Dengang havde man syv års skolegang, så på højskolen var mange af fagene boglige, og der blev f.eks. undervist i dansk grammatik. Det ville ikke være meningsfuldt på samme måde i dag, hvor de fleste elever kommer med mindst 13 års uddannelse i rygsækken. I dag må højskolen derfor være modpol til de mange år på skolebænken,” siger Rasmus Kolby Rahbek, nyansat senioranalytiker i Videncenter for Folkeoplysning.

Det at dygtiggøre sig fagligt er da også kun en del af det at gå på højskole. I hvert fald hvis man kigger på højskolens hovedsigte om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.

Højskolen (ud)danner eleverne
Det betyder ikke, at man ikke kan tilegne sig vigtig viden på højskolen. Rasmus Kolby Rahbek understreger, at det faglige niveau på højskolen er og skal være højt, og at der bestemt er mulighed for faglig dannelse. Det er bare ikke den eneste form for dannelse.

”Man kan ikke tage fagene ud, for så ville det ikke længere være en højskole. Man underviser altid i og med fag, men der ligger hele tiden et hovedsigte mod livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse. Og fagene er en mulighed for at komme derhen,” forklarer han.

Selvom begreber som dannelse og livsoplysning ikke er nogen, som eleverne får direkte undervisning i, så tyder måden, de taler om højskolen og dens betydning på, at de alligevel har fået det ind under huden, siger Rasmus Kolby Rahbek:

”Eleverne bruger ikke nødvendigvis selv ordet dannelse, men når de taler om værdien af højskolen, så gør de det i lyset af de her begreber, og det, de selv lægger vægt på, rimer meget godt på, hvad højskolens opgave er.”

Frihed, fællesskab og anderledeshed
I forbindelse med sin forskning har Rasmus Kolby Rahbek interviewet en række elever om deres højskoleoplevelser. Fælles for eleverne er, at de peger på højskolens fællesskab, frihed og anderledeshed, når de selv skal beskrive den.

”Fællesskabet er noget, man indgår i, men på højskolen bliver fællesskabet også et pædagogisk middel for dannelsen. Friheden kommer af, at der ingen eksamen eller pensum er, og at eleverne kan eksperimentere og udfolde sig på en anden måde end f.eks. i gymnasiet. Eleverne oplever også højskolen som radikalt anderledes end deres tidligere skolegang, ofte i sådan et omfang, at de slet ikke ser højskolen som en skole,” forklarer Rasmus Kolby Rahbek.

Den eksperimenterende undervisning kan dog godt være en udfordring for eleverne, fortæller Rasmus Kolby Rahbek, der også har fokus på højskolelærere i sit forskningsprojekt.

”Flere af lærerne oplever, at eleverne er meget strategiske, så som undervisere må de ofte i gang med at aflære eleverne det, som de har lært i gymnasiet, hvor de er trænet i at gøre og sige det, som lærerne gerne vil høre,” siger Rasmus Kolby Rahbek og fortsætter:

”Men på højskolen er der ikke nogen rigtige og forkerte svar, der kan aflægges til en eksamen.”

Selvom det for nogle elever kan være udfordrende, at selve det at tilegne sig en bestemt viden ikke er det primære, så er det samtidig en positiv oplevelse. Følgende citat stammer fra en elev, som Rasmus Kolby Rahbek har interviewet i forbindelse med sin ph.d.-afhandling:

”Vi er frie til at eksperimentere. Man er fri til at bryde rammerne, hvis der er et formål med det. Du skal selvfølgelig kunne argumentere for det, men når man har gjort det, er der næsten intet, der ikke kan lade sig gøre i kraft af sammenholdet på skolen. Ud over det at være sammen, er det det at være fri og kunne eksperimentere, der er det vigtigste på skolen.”

Andre uddannelsesinstitutioner kan lære noget af højskolen
Selv om den faglige dygtiggørelse ikke står alene som et mål for det at gå på højskole, så er der flere af eleverne, som bruger højskolen som et forberedende kursus til den optagelsesprøve, som de skal til på f.eks. journalisthøjskolen eller arkitektskolen.

”De får helt klart nogle fordele med sig, fordi eleverne er sammen med andre mennesker, der har den samme interesse, i mange timer i døgnet. Her har de mulighed for at både at arbejde med og snakke om deres faglighed på en måde, der udvider deres horisont. Det gælder også i forhold til at være kritisk overfor det fag, man arbejder med. Det giver en indsigt, som det kan være svært at opnå alene gennem almindelig undervisning,” siger Rasmus Kolby Rahbek.

Den faglige indsigt er en konsekvens af, at højskolen som sted danner ramme om højskolens pædagogiske praksis, hvor undervisning og samvær flyder sammen.

”Eleverne oplever højskolen som ramme for en nærmest uendelig række sammenhænge, der gør, at man hele tiden er i en atmosfære af engagement, deltagelse og leg. Eleverne bliver selv en del af højskolens pædagogiske praksis, og det bliver afgørende for højskolens dannelsesopgave,” siger Rasmus Kolby Rahbek.

Men hvorfor bruger man så ikke denne form for undervisning andre steder i uddannelsessystemet? Ifølge Rasmus Kolby Rahbek ville andre uddannelsesinstitutioner med fordel kunne kigge mod højskolerne i forhold til en mindre instrumentel og målstyret undervisning, men det betyder ikke, at højskolens tilgang kan overføres direkte. En konklusion som eleverne ifølge Rasmus Kolby Rahbek er enige i:

”Eleverne synes på mange måder, at gymnasiet kunne lære noget af højskolen, men hvis gymnasiet hele tiden var som højskolen, ville det ifølge eleverne også være ulideligt,” siger Rasmus Kolby Rahbek.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.