Folkestyrets rugekasser: En rejse gennem det danske foreningsliv

På trods af den stigende politiske fokus på den frivillige sektors rolle, er det stadig begrænset, hvor mange bøger der ser bredt på frivillighedens og foreningslivets samfundsmæssige betydning. Antologien ’Folkestyrets rugekasse’, der udkom i forbindelse med en inspirationsdag på Aarhus Universitet den 22. maj med fokus på netop forenings-Danmark og den folkelige oplysnings betydning, er derfor et velkomment bidrag til debatten.

Bogen sætter fokus på foreningslivets betydning for demokrati og social tillid. Med mange af områdets interesseorganisationer repræsenteret på forfatterlisten er der ikke overraskende stort fokus på organisationernes egne begrundelser for foreningslivets samfundsmæssige betydning.

Bogen omfatter dog også interessante beskrivelser af historiske udviklingstræk, foreningslivets rolle og fremtidige udfordringer samt nedslag i den nyeste forskning på området.

Foreningslivet i et historisk perspektiv

I bogens første del giver Johannes Nørgaard Frandsen og Ove Korsgaard et interessant og læseværdigt indblik i den historiske udvikling, der ligger til grund for foreningslivets udvikling i Danmark.

Førstnævnte tager udgangspunkt i ’den lokale fortælling’ og kombinerer egne barndomserindringer med ’den store fortælling’ om andelstiden og den særlige landbokultur, som var dominerende fra cirka 1880 til 1960. Forfatteren ser denne landbokultur som udgangspunktet for udviklingen af folkestyret og det folkelige engagement. Bidraget bærer dog præg af et til tider måske lidt for nostalgisk savn af svundne tiders fortræffeligheder: ”Det levende land er blevet mindesteder,” som forfatteren skriver.

Ove Korsgaard går endnu længere tilbage i tiden og giver et interessant indblik i den rolle, de patriotiske selskaber og de gudelige forsamlinger havde for det civile samfunds opståen og Danmarks udvikling som foreningsland. Derudover beskriver han, hvordan relationen mellem stat, marked og civilsamfund langt fra er en statisk størrelse. F.eks. er afhængigheden mellem staten og foreningslivet i dag langt større end tidligere, hvor der kun var få og spinkle økonomiske relationer mellem stat og civilsamfund.

Foreningslivets samfundsmæssige betydning

I bogens anden del har hver af de økonomiske bidragsydere fået spalteplads til at give deres version af foreningslivets betydning for den enkelte og for samfundet som helhed.

Bidragene spænder lige fra den personlige beretning om udviklingen fra spejder til aktiv medborger over DUF’s sammenligninger af ungdomsorganisationers medlemmer med den resterende del af befolkningen til DGI’s refleksion over folkeoplysningsbegrebet i dagens Danmark og organisationens tilpasning til dette.

Forfriskende er det dog, at der også er givet plads til de organisationer, som ofte ikke får så stor opmærksomhed i debatten, nemlig de folkeoplysende skoleformer og foreninger samt folkehøjskolernes forening. Flere bidrag har fokus på, hvordan organisationerne kan bidrage i forhold til øget samarbejde med det offentlige, og hvilke problemstillinger der knytter sig til dette, hvilket også er i fokus i KL’s bidrag om fremtidens velfærdsalliancer. 

Samlet set omfatter bogens anden del en række levende beskrivelser af foreningslivet, som dog har det tilfælles, at den kritiske refleksion over egne organisationers formåen er til at overse.

Foreningslivets samspil med det offentlige

Samspillet mellem det offentlige og det frivillige er også temaet for flere af bidragene i bogens tredje del, der består af artikler baseret på den nyeste forskning på området.

Således indleder Lars Torpe med at sætte spørgsmålstegn ved, om et stærkt foreningsliv pr. automatik bidrager til god demokratisk styring af samfundet. Analysen, som bygger på data fra den Europæiske Værdiundersøgelse, tyder på, at demokratiet fungerer bedre, når et stærkt foreningsliv kombineres med et tæt samspil med det offentlige. Dette kan forklare, at de skandinaviske lande ligger i top i forhold til både tillid og effektiv demokratisk styring.

Skal de kritiske briller på, kunne det dog anfægtes, at Torpes tese ikke kan forklare, hvorfor Danmark placerer sig bedre end Sverige, på trods af at den svenske tradition for korporatisme og inddragelse af foreninger og organisationer i de demokratiske beslutningsstrukturer er væsentligt stærkere end i Danmark.

Bjarne Ibsens bidrag sætter fokus på de øgede forventninger til den frivillige sektors rolle i velfærdssamfundet. Bidraget indledes med et empirisk indblik i tendenserne i foreningernes samspil med det offentlige, der viser et stigende samarbejde på en række områder, men også at foreningerne er skeptiske over for involveringen i kommunal opgaveløsning.

Bjarne Ibsen slutter sit bidrag med en præsentation af to mulige scenarier for en styrkelse af den frivillige sektors rolle i velfærdssamfundet: På den ene side kan der ske en ’samproduktion’, hvor det offentlige og civilsamfundet styrker det netværksbaseret samarbejde om opgaver på tværs af de to sektorer. På den anden side kan man betone det demokratiske selvstyre, som det fx findes på folkeoplysningsområdet og hos mange selvejende institutioner i dag, men som ofte overses på grund af ønskerne om øget samarbejde mellem sektorerne. Ibsen lægger ikke skjul på, at han selv mener, at det sidstnævnte scenarie ville være den mest frugtbare vej frem.

Udviklingen i det frivillige arbejde

Gert Tinggaard Svendsen og Gunnar Lind Haase Svendsen belyser med udgangspunkt i tal fra Land-By-Barometeret fra 2011-2012 forskellen mellem land og by i forhold til frivilligt engagement og social tillid.

Resultaterne – der dog ikke er kontrolleret for social baggrund – viser, at det frivillige engagement er større på landet end i de større byer. Svendsen forklarer forskellene ud fra rationel teori: Det er vanskeligere at køre på frihjul i små samfund, hvor alle kender alle, end i større bysamfund.

Den rationelle forklaring på forskellene er et spændende perspektiv, der dog ikke afdækkes empirisk. Derudover er det interessant, at forskellene mellem land og by langt fra er så entydige, når der ses på andre undersøgelser på området. Dette kan dog muligvis forklares ved, at Svendsens undersøgelse kun omfatter frivilligt arbejde i foreningsregi og ikke frivilligt arbejde generelt, og at baggrundvariable ikke er medtaget i analysen. Ikke desto mindre er der tilsyneladende behov for et mere nuanceret blik på forskellene mellem land og by, og hvad disse forskelle dækker over.

Med udgangspunkt i identiske undersøgelser i 2004 og 2012 præsenterer Torben Fridberg, Lars Skov Henriksen og Thomas Boje en analyse af udviklingstendenserne i danskernes frivillige arbejde. Den væsentligste pointe er, at andelen af danskere der arbejder frivilligt ikke har ændret sig mellem de to undersøgelser. På trods af den store opmærksomhed på området ligger andelen, der arbejder frivilligt, stabilt på 35 pct., og også på tværs af samfundsområder er forskydningerne minimale.

Alligevel er der en række interessante udviklingstræk. Blandt andet er der sket et fald i medlemsfrivilligheden, hvilket vil sige, at der i dag er færre af de frivillige, som er medlemmer af den forening, de arbejder frivilligt for. I lyset af den stigende fokus på kommunal frivillighed er det også interessant, at andelen der arbejder frivilligt i offentligt regi ikke er steget i perioden.

På baggrund af data fra samme undersøgelse fra 2012 afslutter Hans Peter Qvist bogen med et tankevækkende bidrag om ikke-vestlige indvandreres deltagelse i frivilligt arbejde.

Ikke-vestlige indvandrere deltager i langt lavere grad i frivilligt arbejde end befolkningen som helhed. Resultaterne viser imidlertid, at det i højere grad er personlige og sociale ressourcer end indvandrerspecifikke forhold (statsborgerskab og antallet af år i Danmark), der har betydning for det frivillige engagement. Dermed er der de samme mønstre i frivilligheden blandt ikke-vestlige indvandrere som blandt befolkningen i øvrigt: At det er højtuddannede, raske borgere med et stort socialt netværk, som i størst grad udfører frivilligt arbejde.

Brug for mere objektiv viden

Samlet set leverer bogen et læseværdigt indblik i det mangfoldige danske foreningsliv ud fra både historiske, personlige, organisatoriske og forskningsmæssige vinkler.

På den ene side er bogen dermed et interessant resultat af et utraditionelt partnerskab mellem forskningsverdenen og interesseorganisationerne på området. På den anden side er der samtidig tale om et resultat, som med al tydelighed viser vigtigheden af at kunne adskille interesseorganisationernes ønske om legitimering med objektiv viden på området.

På trods af de både relevante og interessante forskningsmæssige bidrag er det samtidig tydeligt, at foreningslivets reelle samfundsbetydning er et område, hvor der fortsat er behov for mere viden. Det lyder måske som en kliché, men ikke mindst når det gælder mere dybdegående sammenligninger af de enkelte forenings- og organisationsområders karakteristika og betydningen af de offentlige rammebetingelser, er behovet for mere viden stadig stort.

Bogen, der er redigeret af Michael Böss, lektor ved Aarhus Universitet, præsenterer bidrag af Michael Böss, Johs. Nørregaard Frandsen, Ove Korsgaard, Michael Aagaard Seeberg, Bente Ryberg, Anne Hansen, Søren Møller, Niels Nygaard, Morten Flørnæss Kerrn-Jespersen, Agnethe Nordentoft, Rasmus Kolby Rahbek, Erik Nielsen, Lars Torpe, Gert Tinggaard Svendsen, Gunnar Lind Haase Svendsen, Bjarne Ibsen, Torben Fridberg, Lars Skov Henriksen, Thomas P. Boje og Hans-Peter Qvist.