Vifo Artikel 08.02.2024

Fra journalisthøjskole til kulturhus: Nyt projekt skal puste liv i ’Bunkeren’

Kulturhus Bunkeren i Aarhus skal renoveres, og brugere og borgere bliver nu inddraget i udviklingsprojektet, der skal skabe endnu mere liv i huset. Videncenter for Folkeoplysning har fået til opgave at følge og evaluere den inddragende proces.

I Skejby i Aarhus ligger den gamle journalisthøjskole, som de studerende i sin tid gav øgenavnet ’Bunkeren’. I dag er bygningen omdannet til et kulturhus, som rummer en bred vifte af aktiviteter lige fra loppemarkeder til fællessang. Derudover huser det blandt andet Museum Ovartaci, en café, et auditorie, lokaler til møder, musik og keramik samt open space for folk, der gerne vil lave deres egne opfindelser.

Men Kulturhus Bunkeren står overfor en gennemgribende renovering, og i et nyt projekt vil man nu forene den nødvendige renovering med at skabe endnu bedre rammer for kulturhusets mange aktiviteter. Det skal ske med hjælp fra både nuværende og potentielle brugere samt borgere i lokalområdet. 

Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) har fået til opgave at evaluere, hvordan brugere og borgere bliver inddraget i skabelsen af ’det nye kulturhus’.

Bygningen på Olof Palmes Allé blev bygget i 1973 og opfylder i dag ikke de moderne krav til el, vand, varme og udluftning. Det fortæller Torben Dreier, som er projektdirektør ved Fonden Ryesgade 7, der er projektets bygherre.

”Udviklingsprojektet handler både om at gøre bygningen tidssvarende på bæredygtighed og om at skabe en god fornemmelse af at være her. Det er en gammel, historisk bygning, som skal transformeres for at kunne rumme alle mulige fede aktiviteter for nærområdet, for byen og for hele landet,” siger Torben Dreier.

Projektet har modtaget 37 mio. kr. gennem Aarhus Kommune fra en EU-pulje. Heraf er de 17 mio. dedikeret til renovering af bygningen, mens resten dedikeres til at skabe inkluderende fællesskaber under overskriften ’Imperfect City’. Nordea-fonden har med 5 mio. kr. støttet projektets første fase, hvor borgere og brugere skal være med til at forme husets kommende aktiviteter og funktioner.

Der snakkes frit fra leveren

Projektets første fase er skudt i gang i starten af 2024 med en række fokusgruppemøder. Fokusgrupperne spænder over en bredt vifte af brugere og borgere, som er inviteret indenfor for at give deres besyv med. Det er beboere i nabolagets boligforeninger, Business Park Skejby, erhvervsvirksomheder omkring Olof Palmes Allé, uddannelsesinstitutioner og de faste lejere som Museum Ovartaci, samt de lejere, som laver events i huset. 

”Det er naturligt, at vi tager de grupper, der bruger, eller har interesse i at bruge huset, med på råd. Det handler om at skabe rammer for det liv, vi ønsker os i huset, og derfor skal de drømme, som vi arbejder videre med, udspringe af brugernes ønsker” siger Torben Dreier. 

Han fortæller, at brugerne indtil videre har snakket på livet løs til disse møder, og at idéer er blevet skudt afsted frit fra leveren. Noget af det, der har været oppe indtil nu, handler om forbedring af akustikken i vandrehallen, så det kan blive muligt af have flere arrangementer kørende i rummet samtidigt.

”Til møderne skriver vi alle idéer og udsagn ned. De bliver registreret i en form for database, som vi i samarbejde med Rambøll, der er proceskonsulent, og arkitektfirmaet AART så arbejder videre med og forholder os til,” fortæller Torben Dreier. 

Udover de grupper, som allerede er involverede i Kulturhus Bunkeren, ønsker projektet også at række ud til nye, potentielle brugere. Det sker gennem fire åbne workshops, som alle er velkomne til at deltage i.

Brugerinddragelse skal evalueres

Vifo har været involveret fra start for at dokumentere processen og skal blandt andet evaluere på, hvordan der bliver arbejdet med brugernes inputs, og hvordan disse kommer til at indgå i det endelige renoveringsprojekt.

”Vi samler alt feedbackmateriale, konkrete forslag og pointer ind, imens vi følger processen. Senere i forløbet vil vi interviewe nogle af de involverede om deres oplevelse af at blive inddraget, og om der er noget, de kan genkende i det endelige skitseforslag,” fortæller Line Bilberg, som er analytiker ved Vifo.

Generelt fremhæver hun, at inddragelse kan være svært, og der kan være faldgruber både i processen og omkring produktet. For eksempel hvis brugerne føler, de var der, men ikke rigtig blev hørt, eller at de kom med en masse idéer, men ikke kan genkende sig selv i det endelige design. 

Omvendt understreger Line Bilberg, at en succesfuld brugerinddragelse kan være med til at skabe liv og ejerskab, fordi brugerne føler, de selv har været med til at sætte deres aftryk på stedet. Det kan bidrage til at brugerne i højere grad passer på huset, tager initiativ til aktiviteter og dermed få endnu flere med ind i huset. 

”Med ambitionen om at skabe et levende bydelshus i Skejby, hvor folk føler ejerskab, bruger huset og tager deres venner med, så er det en god investering i projektet at inddrage borgerne allerede nu, og lade dem drømme med,” siger Line Bilberg.

Tiden må vise, hvordan Kulturhus Bunkeren tegnes med hjælp fra borgere og brugere af stedet, men med de forskelligartede fokusgrupper, som allerede har spillet ind med deres idéer, peger det på både organiserede aktiviteter såvel som et sted for uformelle møder for eksempel studiegrupper og fædre-/mødregrupper.

”Kulturhus Bunkeren er interesseret i at lave reel brugerinddragelse, fordi det allerede nu genererer liv i huset, og uden at vide, hvordan det lykkes endnu, så har inddragelsen potentiale til at understøtte det ejerskab i huset, som kan give det liv fremover,” siger Line Bilberg.

Læs mere om projektet

Kulturhus Bunkeren hovedindgang
Vifo
Kulturhus Bunkeren

Læs lignende nyheder

Unge mennesker på kunstlinjen
Vifo Artikel 22.04.2024
Byhøjskolen i Aarhus tiltrækker kreative unge, som udvikler kulturen i kommunen
Mand på bibliotek
Idan Vifo Artikel 29.02.2024
Idan undersøger borgernes tilfredshed med idrætsanlæg og kulturfaciliteter i Gentofte Kommune
Venner der løber
Idan Vifo Artikel 12.05.2023
Instituttet bidrager til ny kulturpolitisk redegørelse
Grundtvigsk Forum.
Vifo Artikel 20.06.2022
Grundtvigsk Forum eksperimenterer med folkeoplysning, der kan engagere de unge
Christianborg
Vifo Idan Artikel 07.12.2021
Penge til Kulturens Analyseinstitut, Folkeuniversitetet og esport på ny finanslov
Unge mennesker til sang
Vifo Artikel 04.12.2020
Ny rapport kortlægger for første gang kulturhusene i Danmark
Vifo Artikel 27.11.2019
Inspirationsdag: Få flere unge med i foreningsledelsen
Vifo Artikel 22.10.2019
Ny organisation skal samle amatørmusikken