Vifo Kommentar 29.08.2014

Gi’ os mere forskellighed!

Fremfor at være utrygge ved den stigende mangfoldighed i det danske samfund og møde forskellighed med en politisk korrekt neutralitet, bør vi se forskelligheder som et gode, der holder samfundet sammen og leder udviklingen videre, skriver Jørgen Kvist, generalsekretær i KFUM og KFUK, i denne kommentar.

Skrevet af: Jørgen Kvist

Kulturelt har der i Danmark i 1000 år været en stor homogenitet i befolkningen. Vi har lignet hinanden. Talt det samme sprog. Boet i det samme land. Troet på det samme. Tænkt det samme. Vi har i høj grad kunnet betragtes som en stamme. Og det blev ikke mindre efter 1864, hvor vi blev en småstat.

I 1956 modtog Danmark ca. 1.000 ungarske flygtninge, men det var først sidst i 60’erne, at Danmark for alvor fik rykket ved sin homogenitet. Vi inviterede gæstearbejdere fra Tyrkiet og Balkan til Danmark for at støtte vores igangværende økonomiske vækst og udfylde pladserne på vores arbejdsmarked – primært som ufaglærte arbejdere.

De seneste fyrre år er Danmark så gradvist blevet mere multikulturelt, i takt med at flygtninge og indvandrere er kommet til Danmark og blevet danske. Disse nydanskere, den kulturelle pluralisme og globaliseringen generelt har dermed afgørende ændret på ensheden i Danmark.

Spornoseksuelle, anarkister, økofreaks, twerkers

Så det multikulturelle samfund er her allerede. Det faktum gør nogle bekymrede, mens andre jubler. Men hvad er det multikulturelle samfund anno 2014 egentlig for noget? At nogle spiser flæskesteg, andre pizza, nudler, speltboller eller sushi? At nogle er ateister, andre kristne, jøder, muslimer eller hinduer? At nogle er hipsters, andre rockabillies, øboere, spornoseksuelle, anarkister, økofreaks, twerkers – eller en blanding af alt muligt andet farverigt og forskelligt?

Ja – multikulturalismen er det hele i dag. Og uanset, hvad vi kalder os eller hinanden, har vi en mangfoldighed. Men hvad skal vi gøre med denne mangfoldighed, og hvad med sammenhængskraften, når ”vort gamle Danmark skal bestå”? Og, ikke mindst, hvordan skal vi forstå det multikulturelle?

Laveste fællesnævner eller klare synspunkter?

For mig at se er der to veje at gå: Vi kan være utrygge ved mangfoldigheden og, i bedste politisk korrekthedsstil, være bange for at have klare holdninger i det multikulturelle møde for ikke at træde nogen over tæerne. Jeg vil kalde det en neutraliseringsstrategi i sproget og i vores møde med forskelligheden, hvor vi tilstræber neutrale udtryksformer, som ikke støder nogen. Udtryksformer, som går efter laveste fællesnævner. Vi undgår at udfordre børn og unge på, hvad de mener og tror – i angst for at pådutte nogen noget eller komme til at missionere. Så kan alle jo være her.

Det bedste er altså at være rund, konsensus-agtig, skrive politisk korrekte debatindlæg til Politiken, at holde igen med tro og holdninger og tilstræbe ikke at sige mere, end der er enighed om. Som i Frankrig, hvor bl.a. religiøse symboler er forbudte i det offentlige rum, eller som i Sverige, der på mange områder, bl.a. med kønnene, tilstræber en neutralisering af forskelle.

Den anden vej, vi kan gå, vil jeg kalde en forskelligheds-strategi: et multikulturelt samfund, hvor alle kommer på banen med al deres forskellighed baseret på en erkendelse af, at danskere ikke bare er en ensartet gruppe, men har forskellige økonomiske, sociale og kulturelle livsvilkår. Hvor vi lever i forskellige kulturer og tænker og tror forskelligt, og hvor vi tør udfordre hinanden på holdninger, tro, livsformer osv.

Så vil vi have laveste fællesnævner eller klare synspunkter, vi tør udfordre?

Jeg står på mål for forskellighedsstrategien. Vi skal have forskelligheden frem, for den er et gode. Samfundet holdes sammen, ved at det offentlige rum fyldes af klare holdninger, der debatteres og befrugter hinanden og samfundets videre udvikling. Og vi skal måle multikulturalismen på, at alle holdninger, kulturer, udtryk, ideologier og trosretninger er til stede i det offentlige rum. Og at de er til stede i respekt for hinanden og for anderledes tænkende.

I 1850 skrev H.C. Andersen ”I Danmark er jeg født”, og for mig at se har det såkaldte danske parti (mis)brugt og misforstået linjen ”derfra min verden går”. For H.C. Andersens pointe var netop ikke, at vi skal lukke os om os selv og en forestillet enshed, men at vi skal sige ja, her er mit standpunkt, til synspunkt på verden – jeg vil møde dit, diskutere det, udfordre det … og også selv turde blive udfordret og flyttet.

Walk the talk

Jeg ser faktisk tegn i retning af en forskelligheds-praksis i Danmark anno 2014. Efter 30 års berøringsangst og en folkeskole, hvor lærerne blev bange for at fremstå som holdningsbærende personer, løsner folkeskolereformen nu op for, at børn og unge kan møde det omgivende samfund og foreningsliv og dermed møde den forskellighed, som også vi som kirkelig ungdomsorganisation er en del af. Nu gælder det om, at fx folkeskolen har modet til at invitere alle mulige forskellige trossamfund og politiske organisationer ind i skolen, så børn og unge kan møde holdninger og tro og blive dannet ind i det multikulturelle og mangfoldige samfund.

Pointen er, at alle vi holdnings- og trosbaserede organisationer sådan set ikke skal ændre på dem, vi er, og det, vi står for, men vi skal turde walk the talk. Vi vil gerne blande os i den multikulturelle mangfoldighed af stemmer og lade flere børn og unge møde holdninger og tro i handling. Ikke, ved at pådutte dem en bestemt tro, men ved at inspirere dem til at tage stilling, give dem et sprog for tro og ved at lade dem møde voksne frivillige, som lytter, og som tør at bringe sig selv i spil. Det stiller en fordring om, at vi skal være bedre til at være der, hvor børn og unge er. Vi vil være ’lokalt relevante’, som vi siger på KFUM og KFUK-sprog, og samtidig vil vi åbne verden op for unge og lade dem vide, at verden er større end den, de møder igennem deres formelle uddannelsesforløb.

For mange karriereplaner, for få kupplaner

Situationen anno 2014 stiller en ny grundopgave an for folkeoplysningen. Mens dens mål tidligere i høj grad har været at tilvejebringe en enhedsforståelse, er dens opgave i dag at udfolde forskelligheden og danne os til meninger, holdninger og handlinger i respekt for demokratiets spilleregler. Tro og holdninger forbindes af nogle med krig og konflikt. Folkeoplysningens opgave er i dag at udfolde, at tro og klare holdninger også kan binde sammen og udvikle samfund.

En ny grundopgave, der også udfordrer et nyt forsøg på ensretning, som jeg ser ramme unge i dag: Mit postulat er, at unge i dag er og tænker alt for ens. Gennem deres barndom har de været styret af handleplaner og tests, og som unge laver de mange flere karriereplaner end kupplaner mod samfundssystemer, der med økonomiske gulerødder sender dem i samme retning. 95 % skal have en ungdomsuddannelse, fjumreåret skal droppes, ret ind, bliv en god skatteborger og forbruger, ellers vakler vores alles velfærdssamfund. Vi guides i høj grad til at følge de samme hovedlinjer.

Vi vil gerne inspirere unge anno 2014 til at gå nye veje – sammen. Og forskellighedsstrategien er den eneste rigtige, hvis vi – Danmark – vil være en del af verden. I verdens øjne findes der 5 mio. ens tænkende danskere. Lad os bruge al den forskellighed, vi kan finde i Danmark til at øve os på at blive bedre til at møde en verden med enorme forskelligheder. Og som verdens største ungdomsorganisation vil vi gerne gøre vores til at hjælpe de unge på vej.