Vifo Artikel 22.07.2019

Konference ser på frivilligheden og samspil med kommunerne

Socialstyrelsen, Center for Frivilligt Socialt Arbejde, KL og COK inviterer til national frivillighedskonference med fokus på samspillet mellem frivillige og kommunerne den 23. september.

Nøgleord: Frivillighed Kommuner

På konferencen ’Frivillighed 2019’ bliver udviklingen af frivilligheden som en vigtig del af velfærdssamfundet sat til debat. Omdrejningspunktet for konferencen er samspillet mellem frivilligheden og ’det offentlige’.

På programmet er både oplæg fra forskere samt en lang række sessioner med gode praksiseksempler.

Her vil deltagerne blandt andet kunne høre Jacob Storch fra JointAction fortælle om relationel kapacitet som en brugbar metode i samspillet mellem kommuner og de frivillige organisationer og Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet, der vil se nærmere på sociale skel i foreningslivet og det frivillige engagement.

Bjarne Ibsen fra SDU og Morten Frederiksen fra Aalborg Universitet vil ligeledes byde ind med deres viden om samspillet mellem frivillige og den kommunale sektor.

Blandt dagens formidlere af praktiske eksempler er Socialstyrelsen, som ser på inklusion af sårbare borgere i de frivillige fællesskaber, Frivilligcentre & Selvhjælp, der ser på styrkelsen af de lokale fællesskaber, og Center for Frivilligt Socialt Arbejde, der vil fortælle mere om potentialer og dilemmaer ved peerstøtte.   

Konferencen er arrangeret af Socialstyrelsen, Center for Frivilligt Socialt Arbejde, KL og COK, og finder sted den 23. september 2019 i Roskilde Kongrescenter.

Prisen for konferencen er 1.900 kr. ekskl. moms, og sidste frist for tilmelding er den 20. august.

Læs mere