Vifo Idan Artikel 17.11.2022

Ny rapport fra Vifo giver indblik i danskernes fritidsvaner

I en ny rapport ser Videncenter for Folkeoplysning nærmere på de dele af fritidslivet, der ikke er idræt. Den viser, at særligt de voksne dyrker kreative aktiviteter i deres fritid, mens børnenes foretrukne aktivitet er musik og sang. Rapporten viser desuden, at de fleste danskere kombinerer idræts- og fritidsaktiviteter.

Nøgleord: Foreningsliv Unge Fritid

Danskernes deltagelse i sport og motion er løbende blevet belyst af Idrættens Analyseinstitut. Men der er mange andre aktiviteter, der fylder i danskernes fritidsliv. Det viser en ny rapport fra Videncenter for Folkeoplysning, der har set nærmere på de dele af fritidslivet, som ikke er idræt.

Rapporten ’Danskernes fritidsvaner 2020’, som bygger på data fra ’Danskernes motions- og sportsvaner 2020’, der også spørger ind til fritidsvaner, viser, at henholdsvis 44 pct. af børnene (7-15 år) og 53 pct. af de voksne (16 år+) har dyrket mindst én fritidsaktivitet det seneste år.

Danskernes fritidsliv består dog ofte både af idræts- og fritidsaktiviteter. 42 pct. af børn og unge kombinerer således idræt med andre former for fritidsaktiviteter, mens det gælder for 51 pct. af de voksne. Til gengæld er der kun 1 pct. af børnene og 2 pct. af de voksne, der udelukkende dyrker fritidsaktiviteter, som ikke er idræt.

Sang og musik er populært blandt børn og unge

Kigger man nærmere på, hvilke aktiviteter der hitter blandt børn og unge, viser figur 1, at sang og musik – som for eksempel kor og instrumentalundervisning – er den mest populære fritidsaktivitet. 19 pct. har således dyrket denne aktivitet i løbet af det seneste år. Derudover har 16 pct. af børn og unge gået til eller dyrket kreative aktiviteter som f.eks. tegning, maling eller keramik, mens 12 pct. har gået til spejder eller FDF.

Figur 1: Sang og musik er den mest populære fritidsaktivitet blandt børn og unge (pct.)

Figur 1: sang og musik er den mest populære fritidsaktivitet blandt børn og unge

Figuren viser andelen, der dyrker forskellige fritidsaktiviteter – totalt og fordelt på køn (n=4.379). Børn og unge er blevet præsenteret for en liste med forskellige fritidsaktiviteter og er i den forbindelse blevet bedt om at svare på, hvilke aktiviteter de har dyrket inden for det seneste år. Det har været muligt at angive flere aktiviteter.

Som det fremgår af figuren, er der nogle forskelle på tværs af køn. Eksempelvis tiltrækker spejder og FDF både piger og drenge, fiskeri dyrkes primært af drenge, mens pigerne især er aktive inden for sang og musik og kreative aktiviteter.

Især voksne kvinder dyrker kreative aktiviteter

For voksne er kreative aktiviteter den mest udbredte aktivitet. Som figur 2 viser, har næsten en fjerdedel af alle voksne (24 pct.) dyrket kreative aktiviteter inden for det seneste år, og det er særligt kvinderne, som er aktive inden for denne aktivitetstype. Der er desuden kønsforskelle ved sang og musik og ’øvrige kulturelle aktiviteter’ (f.eks. kunst, kultur og historie), der primært dyrkes af kvinder, samt ved jagt, fiskeri og tankesport, der især er populært blandt mænd.

Figur 2: Kreative aktiviteter er den mest udbredte fritidsaktivitet blandt voksne (pct.)

Figur 2: Kreative aktiviteter er den mest udbredte fritidsaktivitet blandt voksne (pct.)

Figuren viser andelen af voksne, der dyrker forskellige fritidsaktiviteter – totalt og fordelt på køn (n=6.917).

Børns deltagelse falder i teenageårene

På tværs af aldersgrupper viser figur 3, at der med alderen sker et fald i andelen af børn og unge, der har dyrket mindst én af de nævnte fritidsaktiviteter i løbet af det seneste år. Mens 51 pct. af de 7-9-årige er aktive med en fritidsaktivitet, er det kun 36 pct. af de 13-15-årige.

Den samme alderstendens gør sig gældende for de børn og unge, der kombinerer idræts- og fritidsaktiviteter. Her falder andelen, der både dyrker idræts- og fritidsaktiviteter, i takt med, at børnene bliver ældre. Til gengæld stiger andelen, der udelukkende dyrker idræt (ikke vist i figuren). Det tyder altså på, at børnene med alderen har en større tilbøjelighed til at tilvælge idrætten og fravælge de øvrige fritidsaktiviteter, hvis de skal prioritere det ene frem for det andet. Det gælder i særlig høj grad blandt teenagerne.

Derudover er der en klar tendens til, at betydeligt flere piger (50 pct.) end drenge (38 pct) er tilbøjelige til at dyrke mindst én fritidsaktivitet.

Figur 3: Andelen af børn, som dyrker mindst én fritidsaktivitet - fordelt på køn og alder (pct.)

Figur 3: Andelen af børn, som dyrker mindst én fritidsaktivitet - fordelt på køn og alder (pct.)

Figuren viser andelen, der har dyrket minimum én fritidsaktivitet inden for det seneste år. Totalt og fordelt på køn og alder (n=4.379). De respondenter, som har angivet en anden selvangiven aktivitet, er ikke medtaget i tabellen, da de åbne svar også omfatter aktiviteter, der ikke kan kategoriseres som fritidsaktiviteter.

Voksnes deltagelse varierer på tværs af livsfaser

Også voksnes deltagelse varierer på tværs af aldersgrupper. Som figur 4 viser, følger deltagelsen i nogen grad en u-kurve, hvor deltagelsen er højest blandt de yngre aldersgrupper, hvorefter den falder for de midterste aldersgrupper og derefter stiger igen. Denne såkaldte ’hængekøje’ ses også på idrætsområdet, hvor de 30-39-årige er mindre idrætsaktive end den øvrige befolkning. På fritidsområdet er det dog de 40-49-årige, der har den laveste deltagelse (46 pct.).

Figur 4: Andelen af voksne, som dyrker mindst én fritidsaktivitet - fordelt på køn og alder

Figur 4: Andelen af voksne, som dyrker mindst én fritidsaktivitet - fordelt på køn og alder

Figuren viser andelen af voksne, der har dyrket minimum én fritidsaktivitet inden for det seneste år. Totalt og fordelt på køn og alder (n=6.917).

Børn og unge dyrker primært deres aktiviteter på egen hånd og i forening

Når der ses på, hvor børn og unge organiserer deres aktiviteter, er det mest udbredt at dyrke aktiviteterne på egen hånd (19 pct.) eller i foreningsregi (18 pct.). Der er dog store forskelle i organiseringsformen på tværs af de enkelte typer af fritidsaktiviteter.

Figur 5 viser, at kreative aktiviteter, kulturelle aktiviteter og fiskeri fortrinsvis dyrkes på egen hånd, mens spejder og FDF, rollespil samt sang og musik især finder sted i organiserede sammenhænge (forening, privat og/eller SFO/fritidsklub). Særligt inden for sang og musik har mange svaret, at de dyrker det i ’anden sammenhæng’, hvilket blandt andet kan være musikskoler og forskellige typer af kor (f.eks. skolekor eller kirkekor).

Figur 5: Børn og unges organisering af fritidsaktiviteter (pct.)

Figur 5: Børn og unges organisering af fritidsaktiviteter (pct.)

Figuren viser, hvilken organiseringsform børn og unge anvender inden for hver aktivitet (fiskeri: n=286, spejder/FDF: n=526, rollespil*: n=93, sang og musik: n=805, kreative aktiviteter: n=676, øvrige kulturelle aktiviteter: n=170). *Der gøres opmærksom på, at antallet af respondenter er relativt lavt, og derfor bør fordelingen læses med dette forbehold (n=4.379).

Voksne organiserer primært deres aktiviteter på egen hånd

Blandt voksne er der også en klar tendens til at dyrke aktiviteterne på egen hånd. På tværs af alle fritidsaktiviteter organiserer næsten halvdelen deres aktiviteter på egen hånd (45 pct.), mens langt færre går til fritidsaktiviteter i foreningsregi (9 pct.).

Selvorganisering er særlig udbredt for aktiviteter som jagt, fiskeri og kreative aktiviteter, mens sang og musik, sprog og kommunikation samt rollespil organiseres i flere forskellige regi (tabel 1).

Tabel 1: Voksne dyrker primært deres fritidsaktiviteter på egen hånd (pct.)

  Forening Privat Arbejde/
uddannelse
Aftenskole På egen hånd Anden sammenhæng
Jagt 12 4 1 1 87 0
Fiskeri 5 4 1 1 90 1
Spejder/FDF 87 7 0 0 8 2
Rollespil 20 21 23 3 46 0
Tankesport 10 5 5 1 82 2
Sang og musik 23 11 11 6 51 10
Kreative aktiviteter 4 4 7 4 87 4
Madlavning og gastronomi 5 6 8 4 81 4
Sprog og kommunikation 6 9 35 16 40 9
Øvrige kulturelle
aktiviteter
11 7 6 3 79 9

Tabellen viser, hvilken organiseringsform voksne anvender inden for hver aktivitet. Fordelingen bør tages med forbehold for, at antallet af respondenter er relativt lavt. (n= jagt: 258, fiskeri: 604, spejder/FDF:87, rollespil: 25, tankesport: 484, sang og musik: 711, kreative aktiviteter: 1.711, madlavning og gastronomi: 536, sprog og kommunikation: 489, øvrige kulturelle aktiviteter: 1.373).

Om undersøgelsen

’Danskernes fritidsvaner 2020’ bygger på data fra undersøgelsen af ’Danskernes motions- og sportsvaner 2020’. Undersøgelsen er gennemført i partnerskab med DIF, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund samt Lokale og Anlægsfonden.

Dataindsamlingen er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse af Rambøll på vegne af Idan. Spørgeskemaet blev besvaret i perioden 29. oktober-18. december 2020 og resulterede i 4.379 besvarelse for børn (7-15 år) og 6.917 besvarelser for voksne (16 år+) svarende til svarprocenter på henholdsvis 49 pct. og 34 pct. Procentfordelingerne fra spørgeskemaundersøgelsen er vægtet for at tage højde for skævheder i repræsentativiteten.

Download rapporten

Børn Synger
Vifo Udgivelse november 2022

Danskernes fritidsvaner 2020

Se også temasiden om fritidslivet i Danmark

Kvinde laver kreative aktiviteter
Vifo Tema

Fritidslivet i Danmark