Spejderbevægelsens rolle i samfundet i det 21. århundrede

”Spejderbevægelsen er verdens største lederuddannelse!”

”Det er da verdens største fredsbevægelse!”   

”Spejderne er eksperter i friluftsliv og verdens største miljøbevægelse.”

”Spejdere er sådan nogle dukse, der hjælper folk og gør gode gerninger.”

Spejderne er et af de mest kendte brands i Danmark, og holdningerne til spejderbevægelsen er positive. Når voksne bliver adspurgt, kan næsten alle genkende spejderlogoet og spejdernes tørklæde. Mere end 75 pct. har et positivt indtryk af spejderne, og kun få procent har et negativt indtryk.

Spejderbevægelsens store udfordring er, at der er langt fra kendskab til forståelse. Hvem er de egentligt, de der spejdere? De indledende sætninger passer faktisk alle sammen. Der er over 40 millioner spejdere i verden, og bevægelsen har både været indstillet til Nobels fredspris og bliver årligt inviteret til COP-møderne for at bidrage til den globale klimadagsorden. Og så har spejdere faktisk aflagt et løfte om at gøre en god gerning hver dag for at hjælpe andre.

Imidlertid er alle disse meritter i mine øjne blot bivirkninger ved spejdernes formål, og vores udfordring som bevægelse er at blive bedre til at fortælle, hvorfor vi gør som vi gør. For selv om tiden har forandret sig, siden bevægelsen blev startet for hundrede år siden, så er formålet mere relevant end nogensinde: At børn og unge udvikler sig til selvstændige og værdibaserede mennesker, der tager ansvar for eget liv og tager initiativ til at bygge et bedre samfund omkring sig.

Hvad er egentligt kernen i spejderarbejdet?

Vores aktiviteter er lette at illustrere. Vi har ikoniske spejderaktiviteter som mad over bål, overnatning i orange telte på lysegrønne marker, store raftekonstruktioner, kort og kompas i skoven, og actionfyldte adventure-races i teams. Men det, der gør, at disse aktiviteter bidrager til formålet, er ikke aktiviteterne i sig selv, men den helt bestemte metode vi anvender: Spejdermetoden.

Spejdermetoden bliver brugt i alle aldersgrupper, helt fra børnene som 6-8-årige første gang tager en spejderuniform på ved den lokale spejderhytte. Et centralt element ved metoden er team-baseret læring i et forpligtende fællesskab – patruljesystemet – der betyder, at børnene over en længere tidsperiode lærer at samarbejde og tage ansvar for hinanden i teamet og ’at spille hinanden gode’. Dette element står i modsætning til sportens eliteideal om frasortering, hvorimod patruljesystemet handler om at gøre alle til aktive bidragydere ud fra deres egne præmisser og styrker.

Et andet helt centralt element af spejdermetoden er learning-by-doing, der betyder, at spejderne får lov til at prøve sig frem, lave fejl og lære at rette op, så de opnår succes på trods af udfordringer. Denne metode skaber robusthed og tolerance over for de uundgåelige frustrationer alle møder i livet, og sammen med patruljesystemet lærer spejderne at bruge hinanden som støtte, når livet er svært, og at bruge hinanden, når de har overskud i livet og de får ambitioner om at skabe exceptionelle resultater. Learning-by-doing stiller krav til de voksne vejledere, da deres rolle kræver en hårfin balance mellem styring, facilitering og det at give plads til, at spejderne laver fejl og selv lærer af dem.

Så når spejderne løber rundt med kort og kompas i en skov, laver mad over bål eller skal forme deres eget samfundsprojekt, så handler det altid om at skabe læringssituationer, hvor spejderne bliver udfordret som team og lærer at tage initiativ og ansvar for at udvikle sig selv, udvikle hinanden og skabe et bedre samfund omkring sig.

Hvordan er spejdernes arbejde folkeoplysende?

Spejdernes metode giver børn og unge plads til at udvikle sig som individer i fællesskabets trygge rammer. Fordi spejderarbejdet baserer sig på frivilligt lederskab, så knyttes der venskaber på tværs af aldersskel. Det giver børn og unge støtte fra ældre venner til deres livsdannelse. Jeg husker min unge spejdertid som et trygt sted at lytte til og diskutere holdninger og værdier, fordi jeg vidste, at de andre ville respektere mig, uanset om de var enige med mig eller ej. Det var et sted, hvor folk tog ansvar for mig, passede på mig og hjalp mig med at udvikle mig ud fra mine egne præmisser.

Begrebet folkeoplysning er egentligt for snævert til spejderbevægelsen. Den er nemlig langt mere end oplysende, den er livsdannende. Ja, aktiviteterne hos spejderne er oplysende og giver børn og unge viden om andre mennesker, samfundet og andre landes kulturer. Men foruden at være oplysende, så skaber spejderbevægelsen rammerne for, at den enkelte kan lære at tage sig selv alvorligt og tage ansvar for egen udvikling. Samtidig lærer spejderne at tage ansvar for og vare på fællesskabet.

Gennem mange års aktiviteter og personlig dannelsesrejse, er formålet at skabe overskudsmennesker, der tager initiativ omkring sig for at bidrage, hvor der er brug for det. Spørg fx i skolens elevråd, og du vil højst sandsynligt finde flere spejdere. Spørg iblandt arbejdspladsens frivillige, i skolebestyrelsen eller på ledelsesposter, og igen vil du finde en overrepræsentation af spejdere.

Det vil du, fordi spejdernes værdigrundlag er gennemsyret af fællesskab og skaberkraft. Værdierne bliver allerede formidlet til børn gennem Spejderløftet, hvor spejderne blandt andet lover at være gode kammerater og at tage medansvar i familien og samfundet. Og værdierne bliver forstærket gennem aktiviteter i årevis, hvor de unge i deres patruljer udfordres til at tage initiativ til projekter for at bidrage i samfundet eller gøre noget for de yngre i spejdergruppen.

Spejderarbejdet er mere end folkeoplysende; det er livsdannende og præger med værdier om ansvar for egen udvikling, fællesskabet og skaberkraft. Spejdere bliver beredte og får færdigheder til at leve et godt liv.

Hvordan kan spejderbevægelsen bidrage til samfundets udfordringer?

Som samfund står vi over for helt centrale udfordringer i de kommende årtier. Global konkurrence og forandret demografi gør, at vi har brug for højere produktivitet og innovationskraft. Disse behov gælder både for vores arbejdsstyrke, men også for frivillige i samfundet. Spejderne får som individer færdigheder til innovationskraft ved at lære at samarbejde i teams med diversitet og lærer at udvikle nyt gennem learning-by-doing, og de får modstandsdygtighed, så de ikke lader sig slå ud af udfordringer – i modsætning til tidens curlingbørn. Dermed er spejdere eftertragtede samfundsressourcer.

Som organisation har vi også mulighed for at bidrage til samfundets udfordringer. Vi kan bringe vores viden ind i folkeskolen og bidrage til bredere dannelse, vi kan skabe aktiviteter, hvor flere kan komme i naturen og bruge kroppen for at styrke folkesundhed, og vi kan skabe flere forpligtende og omsorgsfulde fællesskaber der bidrager til færre ensomme unge. Men jeg ser stadig disse indsatser som underordnede effekter i forhold til det største bidrag, spejderbevægelsen kan tilbyde.

I mine øjne har samfundet en endnu dybere udfordring, som spejderbevægelsen kan bidrage til. Samfundet har tabt fokus på, hvad der egentligt er værdifuldt og giver livskvalitet. Vi farer fortravlet rundt med vores smartphones og lader os fylde med ligegyldig information, kører livet på autopilot, og får ikke stoppet op for at mærke vores egne værdier og derved at prioritere, hvad der egentligt betyder noget for os. Spejderarbejdet skaber en platform for, at unge kan finde ud af, hvad der er vigtigt for dem og bliver i stand til at tage ansvar og ejerskab for positive forandringer omkring dem.

Spejderbevægelsens største bidrag til det 21. århundrede er dermed at udvikle den særlige kobling mellem evnen til at mærke egne værdier, som kan formuleres til en drøm om en bedre verden, og evnen til at føre drømmen ud i livet gennem samarbejde og innovationskraft. Hvis vi hvert år udvikler tusinder af unge menneskers evne til at lede positive forandringer i eget liv og samfundet omkring sig, så udlever vi som bevægelse vores formål om samfundsudvikling.

Hvad er så spejderbevægelsens vigtigste udfordringer i dagens Danmark?

Når vores formål er så nyttigt for samfundet og den enkeltes liv, hvorfor har vi så kun få procent af børn og unge som medlemmer? I Det Danske Spejderkorps oplever vi stille og rolig medlemsvækst, men vi har i mine øjne et produkt, som ti gange så mange fortjener at blive en del af.

Vi bliver holdt tilbage af, at vores formål er så svært at formidle. Selv vores unge, der har været spejdere i 5-10 år, har svært ved at fortælle vennerne i skolen, hvorfor det er så fedt at bruge weekenden i en skov i regnvejr med spejderkammeraterne. Det er let at fortælle om en sejr i en fodboldkamp, mens det er svært at formidle den fantastiske glæde ved, at ens to år yngre teammedlem endelig har fået mod til at navigere teamet med kort og kompas til næste post på spejderløbet. Vores formål er langsigtet – spejderne er ofte medlemmer i langt over 10 år – men gode fortællinger handler oftest om et øjebliks oplevelser.

Derudover kæmper vi med gamle organisationsformer, der gør det svært for udenforstående at blive en del af spejderbevægelsen. Vi vil gerne have flere voksne hjælpere, så vi kan tage flere børn og unge ind. Men vi er ikke gode nok til at gøre det let for nye at blive en del af kulturen.

Vi har alt for mange gamle traditioner, der skaber barrierer fordi de er svære at forklare betydningen af. Hvorfor har vi uniform på? Hvorfor hejser vi flag om morgenen? Hvorfor synger vi sange om lejrbålet? Hvorfor iscenesætter vi spejderoplevelser med fantasirammer? Hvorfor har vi ritualer, der markerer aldersskiftet fra barn til ung?

Alle disse mærkværdige traditioner har pædagogiske formål, som styrker personlig udvikling og samfundsengagement, hvis de bliver brugt hensigtsmæssigt. Men hvis vi gerne vil have flere voksne frivillige og gøre det lettere tilgængeligt for nye børn og unge at melde sig ind i bevægelsen, så bliver vi i mine øjne nødt til løse to udfordringer. Nemlig at blive bedre til at kommunikere, hvorfor vi gør, som vi gør, og at sænke traditionsbarriererne, så det bliver lettere for nye at blive en del af fællesskabet.