Store kommunale forskelle i udbredelsen af folkeoplysende foreninger

Der er store forskelle blandt kommunerne, når det gælder foreningslivets udbredelse og de kommunale rammer på folkeoplysningsområdet.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt landets kommuner, der danner grundlag for Vifos nye rapport ’Folkeoplysningen i kommunerne’, som har fokus på økonomi, aktiviteter og procedurer på folkeoplysningsområdet.

Ud fra kommunernes indberetninger kan det estimeres, at der på landsplan findes mere end 16.000 godkendte folkeoplysende foreninger. Folkeoplysningsområdet omfatter mange forskellige foreningstyper, men langt de fleste kan kategoriseres inden for de to hovedtyper: Idrætsforeninger og foreninger for idébestemt og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde.

Figur 1 viser sammensætningen af det folkeoplysende foreningsliv.

Figur 1: Fordelingen af godkendte folkeoplysende foreninger

Figuren viser fordelingen af godkendte folkeoplysende foreninger. n = 82 kommuner, 14.390 foreninger.

Som det fremgår, fylder idrætsforeningerne mest i det samlede billede. Hele 64 pct. af de folkeoplysende foreninger er idrætsforeninger.

19 pct. er foreninger for idébestemt og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde (her børne- og ungeforeninger), der blandt andet omfatter spejdere, politiske og religiøse ungdomsforeninger samt øvrige foreninger for børn og unge.

De resterende 17 pct. tilhører kategorien ’andre foreninger’. Denne relativt store andel skyldes givetvis, at alle godkendte folkeoplysende foreninger indgår i fordelingen. Dermed kan der også være foreninger, som ikke har aktiviteter for børn og unge – eksempelvis etniske foreninger, kulturelle foreninger mv., som måske udelukkende får stillet lokaler til rådighed.

Medlemmernes fordeling

Hvor antallet af foreninger kan ses som et udtryk for bredden i foreningslivet kan antallet af medlemmer ses som et udtryk for aktivitetsniveauet.

Figur 2 viser, hvordan antallet af foreningsmedlemmer under 25 år fordeler sig på tværs af idrætsforeninger, børne- og ungeforeninger og andre typer af foreninger.

Figur 2: Medlemmer under 25 år – fordelt på foreningstyper (andel i pct.)

Figuren viser fordelingen af medlemmer under 25 år baseret på kommunernes indberetninger. Ikke alle kommuner har angivet medlemstallet fordelt på foreningstyper: n = 68 kommuner, 892.703 medlemmer under 25 år.

Som det fremgår, står idrætsforeningerne for langt den største andel af det samlede medlemstal under 25 år (86 pct.). Børne- og ungeforeningerne omfatter 10 pct. af medlemmerne og ’andre foreninger’ de resterende 4 pct.

Idrætsforeningerne dominerer også, når det gælder fordelingen af medlemmer over 25 år, mens børne- og ungeforeningerne ikke overraskende fylder mindre i denne aldersgruppe.

Kommunale tilskud til de folkeoplysende foreninger

Det kommunale tilskud til det folkeoplysende foreningsliv består i praksis af to dele: Direkte støtte til aktiviteter samt støtte der vedrører lokaler og faciliteter.

Kommunerne er lovmæssigt forpligtet til at støtte aktiviteter for børn og unge under 25 år og kan støtte aktiviteter for personer over 25 år.  I praksis er det dog få kommuner, som giver aktivitetsstøtte til medlemmer over 25 år.

I forhold til lokaler har kommunerne pligt til at stille offentlige lokaler gratis til rådighed eller at give lokaletilskud til foreningernes egne og lejede lokaler.

Når det gælder aktivitetsstøtten, som er i fokus i denne artikel, er der ikke nogen lovmæssige bestemmelser for tilskudsniveauet, og der er mange forskellige tilskudsmodeller på tværs af kommunerne.

Figur 3 viser, hvordan tilskuddet fordeler sig på tværs af foreningstyper. Ikke overraskende er det igen idrætsforeningerne, der får den største andel af det samlede tilskud. Andelene svarer til de enkelte foreningstypers andel af medlemmer under 25 år, som blev vist ovenfor.

Figur 3: Tilskuddets fordeling på foreningstyper

Figuren viser medlems- og aktivitetstilskuddets fordeling på foreningstyper. Ikke alle kommuner har indberettet beløbet fordelt på foreningstyper: n = 65 kommuner. En enkelt kommune har uddybet, at de religiøse foreninger indgår i kategorien ’andre foreninger’.

Foreningslivets udbredelse på tværs af kommuner

Undersøgelsen viser, at der er store variationer på tværs af kommunerne, når det gælder udbredelsen af foreninger og foreningernes aktivitetsniveau. Som det fremgår af tabel 1, er der nogle mønstre i denne variation på tværs af forskellige typer af kommuner.

Foreningstætheden målt på antallet af indbyggere pr. forening er betydeligt lavere i bykommunerne end i yder- og landkommunerne. Dermed er der relativt flere foreninger i landets yderområder end i bykommuner set i forhold til kommunernes indbyggertal.

Tendensen er ikke helt så klar, når det gælder medlemstætheden målt på antallet af indbyggere pr. foreningsmedlem. Både når det gælder medlemmer over og under 25 år, er medlemstætheden dog lavest i bykommunerne. Gennemsnitligt er aktivitetsniveauet dermed lidt lavere i bykommunerne end i de øvrige kommuner.

Tabel 1: Foreningstæthed og medlemstæthed – fordelt på kommunetyper

Mønstrene på tværs af kommunerne skal ses i lyset af variationer i det øvrige deltagelsesmønster på fritidsområdet. Eksempelvis viser tal fra ’Danskernes motions- og sportsvaner 2016’, at idrætsdeltagelsen generelt er højere i byerne end på landet. Resultaterne kan dermed ikke ses som et udtryk for et generelt lavere aktivitetsniveau i byerne. Derimod kan der være store kommunale forskelle på, i hvilket regi fritidsaktiviteterne dyrkes i.

Ingen sammenhænge mellem tilskudsniveau og aktivitetsniveau

Også når det gælder det kommunale tilskudsniveau, er der store kommunale variationer. Som tabel 2 viser, er det gennemsnitlige tilskudsniveau pr. foreningsmedlem større i bykommunerne end i de øvrige kommuner. Hvor det gennemsnitlige tilskud pr. foreningsmedlem under 25 år er på 287 kr. på tværs af alle kommuner, er det på hele 357 kr. i bykommunerne.

Samme klare mønster gør sig gældende for det gennemsnitlige tilskud pr. indbygger – uanset om der ses på kommunernes indberettede udgifter til medlems- og aktivitetstilskud eller på de samlede udgifter på området i de kommunale regnskaber.

Tabel 2: Gennemsnitligt tilskud – fordelt på kommunetyper

Tabellen viser det gennemsnitlige tilskudsniveau på tværs af kommunetyper. I forhold til tilskudsniveauet omfatter de indberettede tal i spørgeskemaet helt overvejende det beløb kommunerne anvender til direkte medlems- og aktivitetstilskud baseret på foreningernes medlemstal, mens oplysningerne fra de kommunale regnskaber omfatter den samlede ramme på området (konto 3.38.73).

Undersøgelsens resultater tyder dermed ikke på, at et højt tilskudsniveau pr. automatik medfører et højt aktivitetsniveau på foreningsområdet.

Uanset om der ses på tilskuddet pr. foreningsmedlem under 25 år eller tilskuddet pr. indbygger, er både udbredelsen af foreninger og aktivitetsniveauet lavest i de kommuner, der giver det højeste tilskud. Dermed ikke sagt, at tilskudsniveauet ikke kan have betydning for de enkelte foreninger, men på kommunalt niveau er der ingen sammenhænge at finde.

Det tyder på, at forklaringen på variationen i foreningernes udbredelse og aktivitetsniveau skal findes andre steder. Dels kan andre faktorer i de kommunale rammebetingelser, som ikke indgår i denne analyse, spille ind. Eksempelvis kan udbredelsen af forskellige typer af faciliteter have betydning. Derudover tyder analysen på, at kommunens strukturelle og befolkningsmæssige karakteristika kan spille ind.

Udbredelsen af foreninger er størst i tyndt befolkede områder. Det kan skyldes, at der i kommuner med få indbyggere pr. km² er behov for relativt flere foreninger for at kunne opfylde borgernes behov for forskellige typer af aktiviteter i nærområderne.

Også medlemstætheden er størst i kommuner med en lav befolkningstæthed og en lav urbaniseringsgrad. Derudover er der en positiv sammenhæng mellem andelen af borgere i aldersgruppen 0-17 år og medlemstætheden. Det kan tyde på, at den høje foreningsaktivitet blandt børn og unge også afspejler sig på kommunalt plan.

Undersøgelsen peger samlet på, at det folkeoplysende foreningsliv står stærkt i landets yderområder. Som nævnt er det dog ikke ensbetydende med, at borgerne er mindre aktive i deres fritid i de kommuner, der scorer lavt på forenings- og medlemstæthed. Det er snarere et udtryk for, at der er forskellige mønstre i, hvilke regi fritidsaktiviteterne dyrkes i.