Vifo

Vifo evaluerer nye former for engagerende folkeoplysning

I samarbejde med Grundtvigsk Forum skal Vifo evaluere, hvordan man med nye foredragsformater kan skabe engagerende folkeoplysning.

Undersøgelsen er afsluttet

Hvordan laver man engagerende folkeoplysning? Det har Grundtvigsk Forum sat sig for at finde ud af. Med udgangspunkt i foredraget ’Tirsdag med Grundtvig’ vil de udvikle og afprøve tre nye formater for engagerende folkeoplysning, der skal fungere som inspiration for andre folkeoplysende foreninger.

Grundtvigsk Forum har et ønske om at gentænke det typiske foredrag, der ofte foregår som envejskommunikation, og i stedet skabe et inddragende foredrag, der får publikum til at deltage. Det kommer til at foregå som tre eksperimenterende foredrag og ét klassisk foredrag, hvor Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) er med på sidelinjen.

Det første forsøg foregår digitalt, mens de to andre forsøg foregår i samarbejde med en teatergruppe. I det ene eksperiment sammen med teatergruppen er der fokus på, hvordan man kan arbejde med rummet som en del af foredraget, og hvordan lyd, stemning og opsætning kan bruges, så det giver deltagerne lyst til at byde ind. Det andet eksperiment handler om, hvordan man kan lave et foredrag, der særligt giver børn lyst til at deltage og engagere sig i hinanden og omverdenen.

Ud fra en antropologisk tilgang skal Vifo være med til at observere de forskellige forsøg og desuden indsamle erfaringer fra forsøgene gennem kvalitative interviews med deltagere og foredragsholdere.

Derudfra skal der laves en evaluering af, hvordan de forskellige formater fungerer og lever op til formålet om at vække deltagernes nysgerrighed og engagement. Der bliver vurderet ud fra:

  • Lyst til at dele viden eller begejstring med andre
  • Lyst til at diskutere videre med andre
  • Lyst til at være en bedre borger
  • Lyst til at engagere sig i nye projekter

Resultaterne skal efterfølgende formidles på et seminar tirsdag 22. november 2022, hvor Grundtvigsk Forums 66 medlemsforeninger og organisationer inden for folkeoplysning og kultur bliver inviteret.

Download notatet

Børn til foredrag
Vifo Udgivelse januar 2023
Folkeoplysning i nye formidlingsformater. Erfaringer fra Grundtvigsk Forums eksperimenter med engagerende folkeoplysning

Læs mere om projektet

Grundtvigsk Forum.
Vifo Artikel 20.06.2022
Grundtvigsk Forum eksperimenterer med folkeoplysning, der kan engagere de unge
Foredrag i Grundtvigsk Forum
Vifo Artikel 11.01.2023
Notat fra Vifo beskriver erfaringer med at give nyt liv til det klassiske foredrag