Højskolernes værdigrundlag viser stor mangfoldighed

Højskolernes mulighed for at eksperimentere med metoder og selv vælge undervisningsindhold gør skolerne til en af de frieste skoleformer i landet. Denne frihed kommer i høj grad til udtryk i skolernes lovpligtige værdigrundlag.

Det viser et nyt notat fra Vifo baseret på en analyse af 68 højskolers skriftlige værdigrundlag.

Selvom værdigrundlagene ikke giver et fuldt dækkende billede af højskolernes værdimæssige praksis, giver de god indsigt i de grundlæggende værdier og tankesæt, som højskolerne bygger på og derfor må forventes at arbejde ud fra.

Helt siden de første højskoler blev etableret i midten af 1800-tallet, og hvor Grundtvigs tanker var en stærk inspirationskilde, har skoleformen haft en stærk værdimæssig forankring. Kravet om et selvvalgt værdigrundlag blev dog først indskrevet i formålsparagraffen ved en lovændring i 2000 – netop ud fra et ønske om at tydeliggøre skoleformens idébårne grundlag.

Indholdsmæssigt går spændvidden i dag fra det klassiske grundtvigske grundlag, over særlige spirituelle eller religiøse omdrejningspunkter til kunsten eller idrætten som indgangsvinkel.

Grundtvig hitter stadig

Halvdelen af de 68 højskoler definerer sig i deres vedtægter som grundtvigske højskoler eller skriver, at de er inspireret af Grundtvigs tanker og idéer. Det gælder i særlig grad mange inden for kategorien ’almene og grundtvigske højskoler’, men også halvdelen af de fagspecialiserede højskoler nævner den grundtvigske tradition eksplicit i deres værdigrundlag.

Den grundtvigske tradition er dermed fortsat udbredt i højskoleverdenen. Interessant er det dog, at højskolerne lægger vægt på mange forskellige aspekter af ’det grundtvigske’.

Nogle højskoler nævner den grundtvigske tradition i sammenhæng med almendannelse, oplysning og aktiv deltagelse i demokratiet, andre lægger vægt på den historiske-poetiske dimension, mens andre igen kobler det grundtvigske til en helhedsopfattelse af mennesket.

Med mennesket i centrum

På trods af forskellighederne finder analysen nogle fællestræk, som går på tværs af mange højskoler. Det mest iøjnefaldende er, at mennesket i høj grad sættes i centrum i højskolernes værdigrundlag.

Selvom relativt få højskoler eksplicit definerer sig ud fra et humanistisk grundlag, har rigtig mange højskoler på forskellig vis fokus på mennesket.

Det gælder både i deres overordnede idémæssige grundlag og i deres beskrivelser af højskolelivet og metoder i undervisningen, hvor mange højskoler understreger betydningen af at arbejde med det hele menneske og kombinationen af hoved, krop og ånd. På et mere overordnet plan nævner over halvdelen af højskolerne eksplicit ’den enkelte’ i deres værdigrundlag.

Betoningen af ’den enkelte’ i værdigrundlagene sker dog ofte i sammenhæng med beskrivelser af relationen mellem den enkelte og fællesskabet. Værdigrundlagene har altså typisk ikke kun et snævert individuelt fokus, men er også opmærksomme på den enkeltes bidrag til fællesskabet.

Højskolerne i samfundet

Værdigrundlagene forholder sig ikke kun til det interne liv på højskolen, men lægger også vægt på højskolernes relationer til det omgivende samfund. Det gælder ikke mindst gennem de udsagn, der vedrører konkrete samfundsmæssige opgaver og udfordringer, højskolerne gerne vil bidrage til.

Mange værdigrundlag fokuserer her på oplysning, dannelse og aktiv samfundsdeltagelse i bred forstand. Men der er mange forskellige perspektiver på og forståelser af sådanne begreber. Det er derudover interessant, at ti skoler specifikt angiver, at de vil arbejde for bæredygtighed.

Højskolernes rolle i samfundet kommer også til udtryk ved de mange værdigrundlag, der omtaler enten det lokale, det nationale eller globale og internationale perspektiver.

Eksempelvis er nogle højskoler særligt optagede af at agere kulturelt mødested i lokalsamfundet, mens andre fokuserer på at gøre eleverne til ’verdensborgere’ i et globalt samfund. Samlet vidner analysen om, at højskolerne værdimæssigt forholder sig til det omkringliggende samfund på mange forskellige måder.

Mellem tradition og fornyelse

I mange værdigrundlag er der som nævnt en tydelig tråd til højskolernes historiske ophav. Det gælder dels gennem den grundtvigske inspiration, men også gennem referencer til den danske kulturarv og det nationale perspektiv, som også spillede en stor rolle tidligt i højskolernes historie.

Samtidig kan der spores en vekselvirkning mellem disse historiske traditioner og inspirationskilder til nyere perspektiver, tanker og værdisæt, som forholder sig til aktuelle samfundsmæssige udfordringer. Det gælder eksempelvis de værdigrundlag, der har fokus på bæredygtighed, globalisering, individualiseringens konsekvenser, folkesundhed og andre samfundsudfordringer.

Selvom en vis tilstræbt ’tidløshed’ ofte er et kendetegn ved organisationers værdimæssige forankring, tyder analysen dermed på, at der også i værdigrundlagene sker en løbende tilpasning til den aktuelle samfundsmæssige kontekst, hvilket netop afspejler sig i variationen i de værdimæssige omdrejningspunkter, som kommer til udtryk i analysen.

Et interessant spørgsmål er i den forbindelse, hvorvidt denne forskellighed er en styrke eller en udfordring for skoleformen som helhed. Det kan være en udfordring, at der ikke længere – som det i højere grad var tilfældet tidligere i skoleformens historie – er et fælles værdimæssigt udgangspunkt.

På den anden side kan forskelligheden betyde, at højskolerne som samlet ’enhed’ kan rumme og tiltrække mange forskellige typer af elever med vidt forskellige ønsker og behov og dermed nå bredere ud i samfundet.