Konference: Plads til fritidslivet i fremtidens byer – en tværfaglig opgave i kommunen
Videncenter for Folkeoplysning, Idrættens Analyseinstitut og Dansk Byplanlaboratorium har undersøgt, hvordan kommunerne arbejder på tværs af forvaltninger med at skabe attraktive byer med plads til fritidsliv, foreningsliv og folkeoplysning. Resultaterne bliver sat til debat på en gratis konference i Nyborg.
Dato: Torsdag 26. november 2026
Tid: Kl. 10.00-15.00
Sted: Hos Lokale og Anlægsfonden, Holmens Boulevard 13, Nyborg
Tilmelding: Åbner snart
Fritidslivet er vigtigt for danskerne og en vigtig del af en levende by. Det er kommunens opgave at sikre, at der er plads til fritidslivet, når byerne forandrer sig, og det fylder ofte meget i visionerne for fremtiden. I praksis kan det dog være svært at balancere mellem de mange forskellige hensyn, der skal tages i byudvikling, og derfor er det vigtigt at interessere sig for, hvordan kommunernes afdelinger og forvaltninger arbejder med at skabe fremtidens byer.
Det er udgangspunktet for den konference om fritidslivets plads i byudviklingen, som Videncenter for Folkeoplysning, Idrættens Analyseinstitut og Dansk Byplanslaboratorium indbyder til torsdag 26. november 2026.
Konferencen foregår fra kl. 10.00-15.00 hos Lokale og Anlægsfonden på Holmens Boulevard 13 i Nyborg, og den henvender sig til medarbejdere og ledere i kommuner, politikere, byplanlæggere, kultur- og fritidsforvaltninger, foreninger, fonde, rådgivere og alle andre, der arbejder med eller interesserer sig for udviklingen af fremtidens byer.
Omdrejningspunktet for konferencen bliver en helt ny undersøgelse, som Vifo, Idan og Dansk Byplanslaboratorium har lavet om, hvordan kommunerne i dag arbejder på tværs af forvaltninger for at skabe attraktive byer og bydele, hvor fritidsliv, foreningsliv og folkeoplysning indgår som en central del af byudviklingen.
Undersøgelsen er gennemført med støtte fra Lokale og Anlægsfonden og Realdania.
Konferencen vil debattere:
Hvordan fritidslivet bliver prioriteret i kommunernes byudvikling
Hvad der fremmer og udfordrer arbejdet med byudvikling på tværs af kommunens forvaltninger
Hvordan frivillige, foreninger og lokale aktører kan inddrages i processen med byudvikling
Hvordan man kan fastholde visioner om levende og aktive byer fra de første planer til det færdige byggeri
Konferencen er tilrettelagt, så hver kommune kan sende deltagere fra forskellige forvaltninger. Det er gratis at deltage, og pladserne på konferencen fyldes op efter først-til-mølle-princippet.