Folkeoplysningens udvikling
Folkeoplysningen har, siden oplysningstankerne kom til Danmark i slutningen af 1700-tallet, været en væsentlig faktor i det danske samfund.
Folkeoplysningsbegrebet er i konstant udvikling i forhold til, hvad det indeholder, og i forhold til hvem der sætter dagsordenen, men ser man på den historiske udvikling, kan man møde mange af de betydninger, som ordet ’folkeoplysning’ har haft gennem tiden, den dag i dag.
I en undersøgelse foretaget af COOP Analyse i 2013 svarer 4 ud af 5 adspurgte danskere, at de kender til begrebet folkeoplysning. Undersøgelsen peger på, at folkeoplysning er et begreb, som danskerne hver især har forskellige opfattelser af, om end de ord, der oftest bliver knyttet til begrebet, er demokrati, aktivt medborgerskab og samfundsdebat.
En mere pragmatisk måde at definere, hvad der er folkeoplysning, er at se på, hvilke krav foreninger skal leve op til for at få støtte under folkeoplysningsloven. En central betingelse for at få tilskud til folkeoplysende arbejde under den nuværende folkeoplysningslov er således, at det skal ske gennem en ikke-kommerciel, demokratisk styret forening. Til gengæld er der meget vide rammer for, hvad disse foreninger kan beskæftige sig med. Loven spænder over aktiviteter lige fra voksenundervisning til spejderliv og idræt eller andet arbejde med børn og unge. Læs mere om folkeoplysningsloven.
Folkeoplysningen som historisk begreb
I ’Kampen om lyset’ (1997) sætter Ove Korsgaard folkeoplysningen ind i en historisk kontekst ved at pege på dets folkelige rødder.
Korsgaard peger på, at en af de måder, man kan forstå begrebets historiske placering, er at se på, hvor ’lyset’ kommer fra. Hvem er det, der oplyser – og hvem skal oplyses? Han beskriver tre hovedtendenser:
Kirkeoplysning: ’Lyset’ kommer fra Gud og menigheden skal oplyses (ca. 1550-1700-tallet)
Statsoplysning: ’Lyset’ kommer fra staten og borgeren skal oplyses (ca. 1700- 1800-tallet)
Folkeoplysning: ’Lyset’ kommer fra folket og til folket (ca. 1800 - ?)
Flertallet af danskere tænker nok folkeoplysning, der er fra folket og til folket, som særligt dansk. Med Grundtvig og højskolebevægelsen blev ikke mindst forståelsen af folkets historie central. Gennem fortællingen om danskerne selv skulle folket (som her mest var tænkt som bønderne) udvikle sig til selvstændige oplyste borgere i det nye demokrati. Det var således en folkeoplysning, der havde fokus på nationen som helhed og det danske. Fra folket og til folket.
Folkehøjskolerne var en del af den store folkelige bevægelse, hvor voksne blev videreuddannet, og det var også i denne periode, at de første foreninger blev stiftet. Siden har foreningerne spillet en central rolle i det civile samfund som en organiseringsform, der var til rådighed for alle. Foreningerne har været ’folkets’ måde at gå sammen om aktiviteter, holdninger og idéer, ligesom de mange gange har fået en rolle som ’folkets stemme’ i forhold til staten. ’Folkeoplysning’ var frihed til at organisere sig efter lyst og interesse.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev arbejderbevægelsen en klar stemme i debatten om, hvad folkeoplysning er. Her var målet arbejderklassens frigørelse, og viden til arbejderen var vejen frem. I 1924 etableredes Arbejdernes Oplysnings Forbund som Danmarks første oplysningsforbund. Her kunne arbejderne få viden med de rette holdninger. Her var folkeoplysning altså holdningspræget.
Under 2. verdenskrig blev sammenhængen mellem folkeoplysning og demokrati særligt fremhævet. Med tyskernes besættelse af Danmark frygtede mange, at det frie og demokratiske skulle forsvinde fra foreningerne. Man stiftede derfor to paraplyorganisationer, der begge havde fokus på folkeoplysning som noget frit og uafhængigt, og som stadig spiller en central rolle: Dansk Ungdoms Fællesråd med fokus på det idébestemte eller religiøse børne- og ungdomsarbejde og Dansk Folkeoplysnings Samråd, der organiserer aftenskolerne.
Denne korte historiske skitse giver et indblik i, hvordan ’folkeoplysning’ har været et begreb til stadig diskussion. Både i forhold til, hvad indholdet er, og i forhold til, hvem der sætter dagsordenen. Samtidig viser COOP Analyses undersøgelse fra 2013, at mange af de betydninger, ordet har haft gennem tiden, stadig er centrale i folks forståelse af folkeoplysning.
Man kan være sikker på, at folkeoplysning er et bredt begreb, der dækker over mange ting, at der hele tiden er nogle, der har interesse i at definere, hvad folkeoplysning er, at betydningen skifter, og at der er mange om at bestemme, hvad folkeoplysning er og skal være.