Webinar: Frivillighed på skoleskemaet
Vifo har fulgt pilotprojektet 'Frivillighedsalliancen', hvor målet er at styrke børn og unges frivillige engagement og trivsel. På dette webinar præsenterer vi hovedresultaterne fra følgeforskningen.
Med støtte fra Samfonden har Efterskolerne og Friskolerne sat frivillighed på skoleskemaet for at styrke børn og unges frivillige engagement. 30 skoler har været en del af pilotprojektet, der snart er ved vejs ende.
Nu samler Vifo op på erfaringer og præsenterer dem på et webinar 20. oktober kl. 10.30-11.30, og du kan lytte med - helt gratis!
Tilmelding kan ske her
Vifo har lavet følgeforskning med fokus på de unges perspektiver og har gennem spørgeskemaer, interviews, observationer og fokusgruppeinterviews undersøgt, hvordan de unge allerede engagerer sig, hvilke erfaringer de allerede har med frivillighed, og hvad de synes om skolernes initiativer.
Vifo har konkret kigget på:
- hvordan unge oplever, forstår og forholder sig til frivilligt engagement
- hvordan skolernes indsatser støtter elevers aktive frivillige engagement i fællesskaber
- hvad indsatsen og engagementet betyder for de unge
Du kan også blive klogere på, hvad eleverne har lært, og om elevernes lyst til at engagere sig er steget, for eksempel fordi det er blevet lettere for dem at engagere sig i egne eller andres initiativer efter de forskellige indsatser på skolerne.
Følgeforskningen dokumenterer også, hvordan skolerne har grebet det an i praksis, og hvilke pædagogiske greb der er blevet brugt. Vifo vil derfor også præsentere, hvordan skolerne har samarbejdet med civilsamfundet, og hvordan de er lykkedes med at bygge bro til det, der sker ’uden for skolen’.