Vifo Artikel 08.01.2018

37 kandidater stiller op til Frivilligrådet

Foreninger og organisationer i den frivillige sektor har opstillet hele 37 kandidater til otte pladser i Frivilligrådet. Valget afsluttes fredag 12. januar 2018.

Skrevet af: Jonna Toft
Nøgleord: Frivillighed

110 organisationer og foreninger fra den frivillige sektor kan i denne uge stemme på to kandidater til Frivilligrådet. De må stemme på én fra en lille forening eller organisation og én fra en stor.

I alt stiller 37 kandidater op til valget, 21 fra små foreninger og organisationer og 16 fra store. Valget afsluttes fredag 12. januar kl. 15.

Se stemmeseddel med kandidaterne

Frivilligrådet rådgiver regeringen og Folketinget om den frivillige sektors rolle og indsats i forhold til sociale udfordringer. Som et led i strategien for et stærkere civilsamfund ændrede børne- og socialminister Mai Mercado struktur for rådet, hvilket betyder, at de otte medlemmer vælges ved direkte valg blandt organisationer og foreninger.

Kommunernes Landsforening og FriSe (Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark) indstiller et medlem hver, og formanden samt et medlem udpeges af ministeren. Tidligere udpegede ministeren hele rådet.

Det nye Frivilligråd tiltræder 1. februar 2018.

Læs mere