Vifo Artikel 27.04.2017

Aftenskolernes Pris 2017 er åben for indstillinger

Aftenskolernes Pris uddeles i 2017 for fjerde år i træk, og der er nu mulighed for at indstille kandidater til årets seks priser.

Skrevet af: Katja Høiriis

* Opdateret den 17. maj 2017

Aftenskolernes Pris løber i 2017 af stablen for fjerde gang, og målet igen i år er at hylde aftenskoler, ildsjæle og kommuner, som gennem konkrete aktiviteter er med til at forbedre og forny de folkeoplysende tilbud lokalt.

Årets uddeling finder sted på Johan Borups Højskole i København den 20. september, og der er allerede nu åbent for indstilling af kandidater til årets priser, som er:

  • Demokratiprisen, som gives til en aftenskole, der er engageret i lokalsamfundet og styrker nærdemokratiet og den lokale sammenhængskraft.
  • Sundhedsprisen, som gives til en aftenskole eller underviser, som i særligt grad har været med til at fremme deltagernes sundhed og livskvalitet.
  • Aftenskolens ildsjæl, som gives til en person, der har arbejdet for at gøre aftenskolen levende, nytænkende og berigende.
  • Integrationsprisen, som gives til en aftenskole, der har gjort en særlig indsats for at integrere nye danskere i det danske samfund.
  • Årets aftenskole, som gives til en aftenskole, der står som et fyrtårn på området
  • Årets aftenskolekommune, som gives til en kommune, der har fokus på den folkeoplysende voksenundervisnings værdi og kvaliteter.

Demokratiprisen er med for første gang, mens Handicapprisen, Den debatskabende pris, Partnerskabsprisen, Den innovative pris og Underviserprisen er udgået i år.

I juryen sidder for tredje år i træk Malene Thøgersen, analytiker hos Videncenter for Folkeoplysning. Hun skal sammen med Agnethe Nordentoft, tidligere konsulent i Dansk Folkeoplysnings Samråd, og Flemming Jørgensen, redaktør af Samvirke og medlem af DFS' bestyrelse, finde årets prisvindere blandt de nominerede.

Alle med interesse for området har mulighed for at indstille kandidater til priserne. Sidste frist for indstilling er den 2. juni 2017.

Uddelingen af Aftenskolernes Pris er et samarbejde mellem FO-Aarhus, AOF, DOF, FOF, LOF, Fora og Fritid & Samfund.

Læs mere

 
 Læs mere om Aftenskolernes Pris