Chefanalytiker: Coronakrisen lærte os noget vigtigt om civilsamfundets rolle i beredskabet

Dette debatindlæg blev først bragt i Altinget Idræt 15. juni 2026.

Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) har sammen med Realdania undersøgt, hvordan foreninger og fællesskaber reagerede under coronakrisen.

Her blev det tydeligt, at civilsamfundet rummer en handlekraft, som også kan ses som et lag i samfundets kriseberedskab.

Da Danmark lukkede ned i marts 2020, talte vi om sundhedsberedskab, forsyningssikkerhed og politisk handlekraft. Men overså vi noget afgørende i det beredskab, der fandtes midt iblandt os i foreninger, aftenskoler, lokalsamfund og hverdagsfællesskaber?

Beredskabsugen tilbage i maj mindede os om nødvendigheden af at være klar til næste krise. I dag bør én erfaring stå tydeligere.

Civilsamfundet er ikke blot noget, vi har ved siden af staten. Det er en del af vores evne til at reagere, tilpasse os og holde sammen, når kriser rammer.

Små løsninger på vilde problemer

Under coronakrisen kortlagde Vifo over 260 nye lokale initiativer på tværs af foreninger, kulturinstitutioner og frivillige fællesskaber.

Senere analyserede vi erfaringerne fra 27 projekter, der fik midler til at arbejde videre med initiativer fra perioden.

Fælles for dem var, at de ikke opstod som led i nationale strategier, men som konkrete svar på konkrete problemer: ensomhed, isolation og manglende adgang til fællesskab. Mens samfundet lukkede ned, åbnede dele af civilsamfundet sig.

Coronakrisen var et klassisk "vildt problem". Komplekst, uforudsigeligt og uden én klar løsning.

Alligevel opstod en række små, pragmatiske svar: En ladcykel med kaffe som indsats mod ensomhed. En trailer med udstyr som samlingspunkt for familier. En spejderhytte eller en parkeringsplads som åbent fællesskab.

Det kan lyde banalt. Men netop det er pointen. Selv komplekse kriser kan mødes med enkle, lokale løsninger, hvis vi giver plads til dem. Det kræver tillid, handlefrihed og mennesker, der tør handle.

Erfaringer gik tabt

Noget af det mest markante var ikke kun nye aktiviteter, men nye måder at organisere fællesskaber på.

Foreninger gik fra faste medlemskaber til "kom og vær med". Fra planlagte aktiviteter til mere spontane fællesskaber, hvor det at gøre noget sammen blev vigtigere end formen.

Samtidig rykkede aktiviteter ud i det fri eller online. Digitale løsninger og uderum gjorde det muligt at nå mennesker, som normalt ikke deltager.

Det er små justeringer, men samlet peger de på et skifte i, hvem fællesskaberne er for, og hvordan de fungerer.

Coronatiden viste også, at foreninger og lokale fællesskaber kan fungere som en øvebane for forandring. Krisen blev en katalysator, hvor det blev legitimt at afprøve nye løsninger også uden at vide, om de ville lykkes.

Det er ikke nødvendigvis et generelt kendetegn ved civilsamfundet. Men dele af det viste en evne til at handle hurtigt, justere undervejs og lære i praksis.

Det peger på en handlekraft, som rækker ud over blot at være omstillingsparat.

Problemet er, at erfaringerne hurtigt glemmes. Da krisen slap sit greb, vendte mange tilbage til det velkendte. Nogle initiativer forsvandt, og energien aftog.

Alligevel peger erfaringerne på tre centrale indsigter:

• Fællesskaber kan handle hurtigt, når de får plads.
• Små, lokale løsninger kan have stor effekt.
• Fleksible rammer og begrænset økonomisk støtte kan styrke modet til at afprøve nyt.

Det er relevant langt ud over pandemien, også i mødet med klimaudfordringer, trivsel og lokale beredskaber.

Løsningen er ikke kun systemer og planer

Coronatiden viste, at der sker noget, når rammerne løsnes, og det bliver legitimt at eksperimentere. Handlekraft opstår ikke kun i systemer og planer, men også i menneskers evne til at reagere på det, de ser omkring sig.

Hvis vi tager beredskab alvorligt, bør vi derfor ikke kun fokusere på at beskytte det eksisterende. Vi bør også skabe plads til det, der endnu ikke findes.

Her ligger en vigtig øvebane for både ministerier og de store hovedorganisationer.

I dag er systemet i høj grad præget af inkrementalisme, hvor økonomi og lovgivning understøtter det eksisterende gennem faste aktiviteter og medlemslogikker.

De løsere formater under corona viste imidlertid, at andre måder at organisere fællesskab på kan nå bredere og invitere flere ind.

Det er en erfaring, der kalder på fortsat nysgerrighed, hvis vi ønsker et mere mangfoldigt og robust civilsamfund.

Civilsamfundet er ikke en formel del af det nationale beredskab. Men måske findes noget af det mest robuste beredskab netop her i relationer mellem mennesker og i evnen til sammen at skabe håb for fremtiden i en usikker tid.