Vifo Artikel 04.05.2016

Frivillige velfærdstilbud skaber større mangfoldighed og medindflydelse

En ny norsk rapport viser, at frivillige velfærdstilbud i højere grad sikrer mangfoldighed og medindflydelse end kommercielle og offentlige.

Skrevet af: Anna Rex Wittig

De frivillige velfærdstilbud er bedst til at sikre mangfoldighed og give brugerne medindflydelse, når de gør brug af tjenesterne, konkluderer en ny norsk undersøgelse ’Mot en ny skandinavisk velferdsmodell?’.

Undersøgelsen indgår som en del af et større forskningsprojekt på området og har med udgangspunkt i skandinaviske skoler og plejehjem sat fokus på, hvilken betydning det har for brugerne, om velfærdsydelser leveres af offentlige, frivillige eller private udbydere.

Blandt konklusionerne er, at de frivillige tilbud i højere grad formår at tilpasse sig individuelle behov og giver mulighed for demokratisk indflydelse under de rette rammebetingelser.

Rapporten peger på, at det er et paradoks, at politikken på velfærdsområdet ikke i større grad er med til at bakke op om de frivillige organisationers særpræg og udvikling i de skandinaviske lande, hvor mangfoldighed og indfrielse af individuelle behov er vigtige mål for den offentlige finansierede velfærd.

Undersøgelsen er baseret på resultater fra Danmark, Norge og Sverige og bygger på kvalitative casestudier. Institutioner fra de forskellige sektorer er sammenlignet i henholdsvis tre kommuner i Norge samt to i Sverige og Danmark. I alt elleve skoler og otte plejehjem indgår.

Ifølge rapporten handler medindflydelse mere konkret om brugernes valgmuligheder, indflydelse og deltagelse i det lokale demokrati, når de ser på betydningen af, om der er tale om offentlige, frivillige eller kommercielle udbydere. Mangfoldigheden dækker over, hvorvidt velfærdsydelserne passer til og opfylder de forskellige brugeres behov.

Bruger- og forældreråd giver medindflydelse

Det er især de frivillige velfærdstilbud, der giver plads til medindflydelse og mangfoldighed, og på plejehjemmene sker det eksempelvis gennem brugerråd, hvor pårørende kan involvere sig, og i skolerne kan forældrene få indflydelse via forældreråd, viser resultaterne.

Resultaterne fra undersøgelsen viser også, at muligheden for at få medindflydelse især er god i de frie skoler, fordi de er bygget op om et forældredrevet skolestyre og i højere grad har rum til at tilpasse undervisningen elevernes behov og ønsker, hvilket særligt gør sig gældende i Danmark og Norge i lidt mindre grad.

Samtidig viser rapporten udviklingen i andelen af frivillige, kommercielle og offentlige velfærdstilbud i de tre lande. Heraf fremgår det, at fremgangen i kommercielle tilbud er størst.

Rapportens resultater bygger på dokumentanalyser, foreliggende kommunale brugerundersøgelser samt uddybende interviews med kommunerne, ansatte på institutionerne og brugerne.

Det er ifølge undersøgelsens forfattere den første skandinaviske forskning, som sammenligner kvalitets- og effektivitetsindikatorer på velfærdsområdet i Skandinavien.

Rapporten er udgivet af Institutt for samfunnsforskning i Norge og udarbejdet af forskerne Karl Henrik Sivesind, Signe Bock Segaard og Håkon Solbu Trætteberg.