Vifo Artikel 06.10.2014

Har du et vigtigt budskab om folkeoplysning eller idræt?

Hold oplæg på 'Åbent spor’ eller køb en stand eller en ’kaffepause’ på dobbeltkonferencen ’Idrættens største udfordringer IV’ og ’Folkeoplysning i forandring’.

Skrevet af: Redaktionen
Nøgleord: Vifo

Videncenter for Folkeoplysning/Idrættens Analyseinstitut forventer 300-400 deltagere på dobbeltkonferencen ’Folkeoplysning i forandring’ og ’Idrættens største udfordringer IV’  i Vejen Idrætscenter den 24.-26. november.

Vi sammensætter et særdeles omfattende program til lejligheden med over 100 oplægsholdere og paneldeltagere, men måske er der spændende temaer eller spændende viden, som vi ikke er opmærksomme på? Derfor vil vi gerne give alle fuldt betalende deltagere på konferencen muligheden for at få ordet på ’Åbent spor’ på konferencen.

Uafhængighed af aktørerne og et forsøg på at rejse en alsidig debat om de største aktuelle udfordringer i sektoren altid det bærende princip for programlægningen, når Idrættens Analyseinstitut/Videncenter for Folkeoplysning sammensætter programmet for sine konferencer. Men trods dette princip kan der være spændende budskaber, problemstillinger eller kommerciel produktinformation, som ligeledes kan have stor relevans for deltagerne.  Derfor har vi for andet år i træk besluttet at give alle konferencedeltagere mulighed for at komme til orde på ’Åbent spor’ efter den gode modtagelse sidste år. Idan stiller et separat konferencelokale og AV-udstyr til rådighed for oplæg fra de betalende deltagere på konferencen à max. 15 minutters varighed.  Åbent spor kører redaktionelt uafhængigt af det officielle konferenceprogram, og reglerne for oplæg og oplægsholdere er relativt simple: 

  • Idan/Vifo offentliggør og koordinerer tidsskemaet for Åbent spor sammen med det officielle konferenceprogram og forsøger at pulje relevante temaer, så de passer med det øvrige konferenceprogram. 
  • Kun betalende deltagere eller udstillere kan få ordet på Åbent spor. 
  • Der vil ikke være mulighed for taletid på Åbent spor for oplægsholdere eller debattører, som i forvejen er inviteret til det officielle konferenceprogram 
  • Idan/Vifo styrer stopuret og stopper nådesløst oplæggene, når den tildelte tid er udløbet. 
  • Oplægsholderne kan frit invitere deltagere til deres oplæg, men det er en betingelse, at alle tilhørere er tilmeldt hovedkonferencen på almindelige vilkår. Idan/Vifo garanterer ikke for antallet af tilhørere. 
  • Programmets tidsslots fordeles af Idan/Vifo efter en kombination af ’først til mølle’ og ’samling af sammenfaldende temaer i klynger’. 
  • Forskere, leverandører, kommuner, organisationer m.v. er alle velkomne til at foreslå oplæg på Åbent spor. Idan forbeholder sig dog ret til at reducere i antal oplæg fra samme afsenderorganisation, hvis der mangler plads i programmet. 

Hvordan får man plads på Åbent spor?

  • Tilmeld dig konferencen som almindelig deltager
  • Send senest den 1. november en e-mail mærket Åbent spor til konferencemanager Maria Suurballe (maria@playthegame.org) med følgende obligatoriske indhold:
    • Navn og titel på oplægsholder (kun én oplægsholder)
    • Organisation, institution eller virksomhed, som oplægsholderen repræsenterer
    • Overskrift på oplægget på max. 70 tegn inkl. mellemrum 
    • Introtekst til oplægget på max. 500 tegn inkl. mellemrum
  • Bliver du optaget på Åbent spors program, får du besked om det praktiske ca. to uger før konferencen.

Køb en stand i Vejen Idrætscenter

Som de foregående år bliver der mulighed for et begrænset antal udstillerstande i Vejen Idrætscenter under konferencen ’Idrættens største udfordringer IV’ og ’Folkeoplysning i forandring’ den 24.-26. november.

I år får max. otte udstillere mulighed for at købe en stand på den centrale plads i Vejen Idrætscenters aula. Standene på 2 x 3 meter opstilles af Messebyg. Der er desuden mulighed for at bestille (og afregne) ekstra inventar til standen (bord, lys, tidsskriftholder m.m.) direkte hos Messebyg. Prisen for stand, som udstillerne selv er ansvarlige for at bemande og overvåge efter behov, vil være 6.000 kr. ekskl. moms (for to eller tre dage efter eget valg). Desuden skal man tilmelde mindst én delegeret til konferencen til den gældende, fulde konferencepris for de to eller tre konferencedage. Ønsker udstillerne derudover at tilmelde en ekstra deltager til udelukkende at bemande standen, vil prisen inkl. adgang til bespisning og konferencemiddag for den ekstra person være kr. 2.000 for alle konferencedage.

Henvendelse vedr. en stand på konferencen til konferencemanager Maria Suurballe, maria@playthegame.org, tlf. 2020 6838. Standene sælges efter ’først til mølle’ princippet.

’Giv kaffen’ til konferencedeltagerne

Med over 100 inviterede oplægsholdere/paneldeltagere og bespisning/transport af 300-400 deltagere har Vifo/Idans konference efterhånden nået et betydeligt økonomisk volumen. I forsøget på at dække omkostningerne bedst muligt har vi i år besluttet at give mulighed for, at kommercielle leverandører til sektoren eller non-profit organisationer kan ’give kaffen’ og derved bidrage til at reducere Idan/Vifos omkostninger som arrangør.

Prisen for at ’give kaffen’ i en kaffepause er 10.000 kr. eks. moms.

Som sponsor for en kaffepause får man mulighed for at omdele reklamemateriale med konferencematerialet, man bliver eksponeret i konferenceprogrammet som sponsor for kaffepausen, og man får naturligvis mulighed for på afbalanceret vis at fremlægge eventuelt materiale på kaffebordene i den pågældende kaffepause. Kun sponsorer med et relevant budskab for konferencedeltagerne får dog mulighed for at ’give kaffen’. 

Ønsker du at købe en kaffepause, bedes du snarest muligt henvende dig til konferencemanager Maria Suurballe, maria@playthegame.org, tlf. 2020 6838 for at aftale det praktiske.