Landkirken som fremtidens forsamlingshus?

I midten af 1800-tallet, da folkeoplysning primært var oplysning fra staten til folket, spillede kirken en central rolle for at komme ud til alle landsognene. Præsten var den lærde, der samtidigt tog sig af en del administrative opgaver i sognet. Kirken sørgede for at få statens love ud lokalt.

Folkekirkens rolle har skiftet meget siden da og er på mange måder mere perifer eller privat, end den er en del af det centrale offentlige liv. Men med affolkningen af landet er kirken i mange af de såkaldte ’funktionstømte’ landsbyer et af de sidste steder med aktiviteter og liv.

Denne nye rolle var til debat i ’Folkekirken på landet’ på Folkemødet på Bornholm. Grundtvigs Forum stod bag arrangementet, hvor Biskop Peter Fischer-Møller samt landsformand i Kirkens Korshær og sognepræst Birgit Friis var i samtale om, hvordan kirken på landet i fremtiden ser ud.

Med over 1.000 sogne med under 1.000 beboere er det i følge de to debattører aktuelt for kirken at finde metoder, der bedst når ud til de sognebørn, der er på landet, at finde nye aktivitetsformer, og at samarbejde både kirkerne imellem og med andre lokale aktører.

Birgit Friis understregede at kirkedørens tærskel skal være så lav, at det er nemt for folk at komme ind i kirken, men det skal også være nemt for kirken at komme ud. Hendes bud på en aktiv landkirke indebærer en kirke, der viser sig tydeligt i sognet. Det kan være gennem etablering af genbrugsbutikker, caféer eller andre aktiviteter.

Peter Fischer-Møller ser fremtidens sogn som der, hvor man samles. Både om det kirkelige, men også om andre aktiviteter. For at holde kvalitet og bredde i tilbuddene må man imidlertid begynde at tænke sit eget sogn som en del af en større enhed, hvor der er samarbejde på kryds og tværs. Så kan en kirke have babysalmesang, en anden have foredragsrækker og så videre. For Fischer-Møller var det vigtigt, at sognene supplerer hinanden og ikke konkurrerer.

Kirkens mange aktiviteter inddrages ofte ikke, når man snakker om folkeoplysende aktiviteter, fordi de ikke er under folkeoplysningsloven. Men det betyder ikke, at den ikke kan have en folkeoplysende rolle, hvis den kan gøre sig relevant for landsbyernes borgere med lokale, meningsfyldte aktiviteter.