Når unge får mulighed for at forme fællesskabet, får de også lyst til at blive

Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Det summer i Aarhus i disse dage. Af liv og forventningsglæde, nervøsitet og usikkerhed. Mødet med ukendt og ny grund, som mange nu skal til at finde fodfæste i, og med nye mennesker, nye relationer og et nyt sted at høre til.

Aarhus er en studieby med ca. 43.000 unge på videregående uddannelser, og hvert år begynder omkring 12.000 nye studerende på byens uddannelser. For mange unge markerer studiestarten et skifte i livet, hvor det ikke kun er studiet, der er nyt, men også byen, boligformen, hverdagen og arbejdet med at finde venner og tilhørsforhold.

Der står allerede hundredvis af fællesskaber klar til at tage imod de nye studerende – fra studenterorganisationer og kulturfællesskaber til frivillige foreninger, kor og idrætsforeninger. Men det at finde “hjem”; at finde et fællesskab, der opleves som ens eget, kan tage tid og for nogle føles som en svær og uoverskuelig proces.

Studiestarten giver os derfor en anledning til som by, kommune, forening(er) og medmennesker at se på os selv med de unges øjne: Hvordan inviterer vi flere ind på en måde, så de faktisk får lyst til at blive og oplever at fællesskabet (også) er deres.

Måske handler det ikke alene om at skabe flere indgange til fællesskaber. Måske handler det i lige så høj grad om at skabe fællesskaber, som flere har lyst til at træde ind i, træde frem i og tage ejerskab over.

At kunne træde ind

Det hele starter ofte med en invitation. Den kan både komme fra et andet menneske –”jeg skal til det her i aften, vil du med?” – fra et opslag på sociale medier eller, fra én selv.

Problemet er ikke nødvendigvis fraværet af fællesskaber, men at det kan være svært at se, hvordan man bliver en del af dem, hvis invitationen udebliver. Indgangen er altså ikke nok i sig selv, man skal også vide, at døren er der – og opleve, at den står åben.

I foreningen Sammenskaber laver vi events, hvor vi forsøger at skabe møder mellem unge og de mange fællesskaber, der findes i Aarhus. I forbindelse med Den Nye By Festival sidste efterår satte vi fokus på ’Fremtidens Fællesskaber’ og spurgte unge fra forskellige foreninger, hvordan deres drømmefællesskab ser ud. Under eventet fortsatte samtalen med et panel og publikum.

Vores materiale er erfaringsbaseret kvalitativt materiale og kan derfor ikke sige noget om alle unge i Aarhus. Men materialet beskriver nogle håb og drømme, der går på tværs, og som vi mener, er værd at tage alvorligt.

En af paneldeltagerne beskrev eksempelvis, at det kan være ”svært at finde fællesskaber, hvis du ikke kender nogen eller bliver introduceret til dem”. Det kalder på, at vi som foreninger overvejer både vores synlighed og vores evne til at skabe ”flere fællesskaber, hvor man kan være helt ny”.

”Vi skal afmystificere. Gør det lidt mindre skræmmende, så det bliver for alle.”

(Udsagn, talk om Fremtidens Fællesskaber)

For der er en særlig usikkerhed forbundet med at komme ind et sted, hvor alle ’de andre’ allerede kender hinanden.

Et fællesskab kan godt eksistere og være åbent, formelt set, uden det nødvendigvis opleves og erfares sådan for den, der netop er trådt ind over dørtærsklen.

Derfor er det værd at rette opmærksomheden mod mange uskrevne regler, koder og forventninger, som er blevet en selvfølge for dem, der allerede er en del af fællesskabet, men som kan være meget reelle barrierer for de(m), der står udenfor.

Debatindlægget ”Adgang er ikke nok: Idrætten må gentænke både fællesskab og kultur, hvis flere skal med” og den tilhørende interviewundersøgelse peger på noget af det samme, som vi ser i vores materiale: De unge efterspørger fællesskaber, hvor de kan genkende sig selv, spejle sig og være legitime deltagere – hvor der ikke er en ’rigtig’ eller en ’forkert’ måde at være med på.

”Mit drømmefællesskab består af nysgerrighed, åbenhed og med plads til bare at være menneske.”

(Ung, Sind Rådgivning)

”Mit drømmefællesskab er et sted, hvor man kan komme, lige som man er. Både når man har en god dag, men også når man har en dårlig dag.”

(Ung, Roundnet Aarhus)

”Mit drømmefællesskab er et, hvor vi vinder og vi taber sammen.”

(Ung, Akademisk Badmintonklub)

Citaterne understreger, at de unge drømmer om et fællesskab, hvor man kan komme som det hele menneske, man er. Vi kommer alle med forskellige baggrunde og erfaringer, der går forud for at træde ind et fællesskab, og det må vi ikke glemme til fordel for fællesskabernes ’plejer’.

Men én ting er at træde ind. Noget andet er at opleve, at man har en plads, hvor man også tør træde frem.

At kunne træde frem

Hvad kræver det at gå fra at være deltager til selv at turde sætte noget i bevægelse? Når vi taler om fremtidens fællesskaber, handler det ofte om at gøre dem mere trygge, fleksible og tilgængelige. Og det er vigtigt. Men de unge, vi talte med, efterspurgte ikke kun tryghed. De efterspurgte også mod.

Fællesskaber skal være lettere at træde ind i, men de skal også give mod til at udfolde sig. Mod skal i den forbindelse forstås relationelt: at det bliver lettere at træde frem, hvis man oplever, at nogen griber én, også hvis idéerne ikke lykkes.

”Jeg tror, mange kan savne det der mod. Lad os nu gøre noget mere ekstremt […] Vi har meget rum for faktisk at kunne udfolde flere eksistenser.”

(Udsagn, talk om Fremtidens Fællesskaber)

Når man først er trådt ind over dørtærsklen, bliver det næste spørgsmål derfor, om der også er plads til, at man kan komme med en idé, tage initiativ, være uperfekt, skille sig ud, eller foreslå noget nyt.

Et modigt fællesskab er ikke nødvendigvis et fællesskab uden risiko. Det er et fællesskab, hvor risikoen ved at prøve ikke bliver for stor.

Vi bruger meget energi på at tale om, hvordan vi får de unge til at engagere sig. Men måske skal vi i lige så høj grad spørge os selv, hvordan vi skaber rammer, som gør det muligt for de unge at træde frem og engagere sig på forskellige måder. Hvor det ikke kun er trygt at træde ind, men hvor det også er trygt at turde ville noget:

”Dem, der sætter sig for at skabe noget, og stikker næsen lidt frem […] Giv dem al den kærlighed, de kan få. For det kan virkelig være hårdt!”

(Udsagn, talk om Fremtidens Fællesskaber)

Hvis vi ønsker unge, der tager initiativ og ejerskab, skal fællesskaber også kunne bære dem, der ”stikker næsen lidt frem”. Også selvom det nogle gange skaber friktion (årets helt store buzzword), saglige uenigheder eller åben dialog om fælles mål eller værdier.

Fra deltagelse til ejerskab

Det kræver også mod fra fællesskaberne selv. Mod til at give slip, gøre noget anderledes, så de kan rumme flere eksistenser.

For den sidste vigtige del af bevægelsen mod tilhør er en bevægelse mod ejerskab.

“Når først der kommer nogen ind og tager ejerskab på det, så tager de en ven med næste gang. Og så kører det ellers bare; spreder sig som ringe i vandet.”

(Udsagn, talk om Fremtidens Fællesskaber)

Vi skal selvfølgelig blive bedre til at invitere unge ind. Vi skal gøre fællesskaberne synlige, forklare hvordan man kommer i gang og være opmærksomme på de uskrevne regler, der kan gøre det svært at være ny.

Men vi skal ikke stoppe ved invitationen.

Vi skal blive bedre til at se unge som potentielle medskabere og turde give dem plads til at være, skabe og til at boltre sig rundt i manegen. Ejerskab opstår ikke nødvendigvis gennem rekruttering, men gennem erfaringen.

Som jeg indledte med, giver studiestarten os en anledning til, at vi som by, kommune, forening(er) og medmennesker må se på os selv udefra, med de unges øjne.

Lad os bruge den til at interessere os for hele bevægelsen: at kunne komme som ny, at deltage, at træde frem, at skabe og udfolde sig – og til sidst opleve fællesskabet som noget, man selv har en del i.

For måske er det netop dér, lysten til at blive opstår.

”Min drøm om et fællesskab har rødder i empati, hvor åbne hjerter tør danse. En stamme af nysgerrighed mod, hvordan en anden mulig verden kan se ud. Og en krone af aktivisme, hvor vi kan blomstre af den ild, verden kalder på i os.”

(Ung, Kaospiloterne)