Vifo Idan Artikel 30.09.2026

Unge og kortuddannede får mest ud af at være medlemmer af en forening

Medlemmer på 15-29 år og medlemmer med kortere uddannelse oplever et større udbytte af at være med i en forening end ældre medlemmer. Det samme gør de medlemmer, der udfører frivilligt arbejde og kommer ofte, fremgår det af en undersøgelse af foreningslivet på Fyn, Langeland og Ærø.

En undersøgelse blandt 2.363 medlemmer i 84 foreninger på Fyn, Langeland og Ærø viser, at medlemmerne oplever mange fordele ved at være med i en forening. Udbyttet spænder fra at få nye venner og opleve fællesskab til personlig udvikling, succesoplevelser og øget viden om og engagement i samfundsmæssige forhold.

Figur 1. Andelen af medlemmerne, som i høj eller meget høj grad oplever følgende udbytte af at være medlem af en forening

Når medlemmerne selv vurderer udbyttet af være med i en forening, er det især fællesskabet, der træder frem. Hele 60 pct. af medlemmerne oplever i høj eller meget høj grad, at de er blevet en del af et fællesskab gennem deres forening, og 46 pct. af medlemmerne oplever i høj eller meget høj grad at have fået nye venner.

For mange medlemmer er foreningen også et sted, hvor de prøver kræfter med nye aktiviteter og får succesoplevelser. Knap halvdelen af medlemmerne, 49 pct., oplever således i høj eller meget høj grad, at de har haft succesoplevelser med nye aktiviteter eller emner gennem deres forening.

Blandt de mindre udbredte former for udbytte er personlig udvikling, som 32 pct. i høj eller meget høj grad angiver at have fået gennem at være med i foreningen. Dernæst følger udvikling i relation til sociale kompetencer. 28 pct. oplever således i høj eller meget høj grad, at de er blevet bedre til at forstå mennesker, der ikke ligner dem selv, mens 27 pct. i høj eller meget høj grad oplever, at de er blevet bedre til at indgå i samarbejdsrelationer som følge af deres medlemskab.

Nederst på listen over de mulige former for udbytte af foreningsdeltagelsen er samfundsmæssigt engagement og viden. Således angiver kun 21 pct. af medlemmerne, at de i høj eller meget høj grad har opnået en større viden om samfundsmæssige forhold gennem foreningsdeltagelsen. Lidt flere – 28 pct. – oplever dog i høj eller meget høj grad at have fået en øget viden om samfundsforhold gennem deres tilknytning til foreningen.

Unge oplever et større udbytte end ældre

Et af undersøgelsens mest markante resultater er forskellen mellem aldersgrupper (se figur 2), hvor de unge medlemmer på 15-29 år oplever et langt større udbytte af at være medlem af en forening end midaldrende og ældre medlemmer.

Det gælder både i forhold til at opleve fællesskab og opnå sociale kompetencer, personlig udvikling og succesoplevelser og i forhold til samfundsmæssig viden og engagement.

Figur 2. Medlemmer, der i høj eller meget høj grad, oplever de forskellige former for udbytte, fordelt på alder.

Resultatet peger på, at foreningerne kan spille en særlig vigtig rolle for unge. Unge er ofte i en livsfase, hvor de møder nye mennesker, sammenhænge og opgaver, og foreningslivet kan derfor være en arena for både social og personlig udvikling.

Kortere uddannelse hænger også sammen med større udbytte

Det er ikke kun alder, som gør en forskel. Medlemmer med kortere uddannelse oplever generelt også et større udbytte af at være medlem af en forening end medlemmer med længere uddannelse. Forskellen gælder på alle de områder, der er spurgt ind til i undersøgelsen, med undtagelse af succesoplevelser med nye aktiviteter eller emner (se figur 3).

Figur 3. Medlemmer, der i høj eller meget høj grad oplever et udbytte, fordelt på uddannelsesniveau

En mulig forklaring er, at medlemmer med længere uddannelse i forvejen har tilegnet sig mere viden om for eksempel samfundsmæssige forhold gennem deres uddannelse. Foreningslivet kan derfor have et særligt stort udviklings- og læringsmæssigt potentiale for personer med kortere uddannelser.

Aktiv deltagelse giver mere udbytte

Undersøgelsen peger også på, at det ikke alene er det at være medlem, der har betydning. Medlemmer, der udfører frivilligt arbejde i foreningen, oplever generelt et større udbytte end medlemmer, der ikke arbejder frivilligt. Det gælder blandt andet i forhold til at være en del af et fællesskab, få nye venner og at have succesoplevelser med nye aktiviteter og emner.

Det samme gælder medlemmernes fremmøde. Jo oftere medlemmerne kommer i foreningen, desto større udbytte oplever de. Det gælder både i forhold til samfundsmæssige forhold, sociale relationer, fællesskab, succesoplevelser og personlig udvikling.

Foreningernes værdi ser dermed ikke alene ud til at ligge i selve medlemskabet. Det ser også ud til at være vigtigt, hvad medlemmerne faktisk deltager i, og hvordan de engagerer sig i foreningen.

Store foreninger giver mindre oplevelse af fællesskab

Der er også forskel på medlemmernes udbytte afhængigt af foreningens størrelse. Medlemmer i store foreninger oplever i mindre grad end medlemmer i små foreninger, at de er blevet en del af et fællesskab og har fået nye venner.

Det kan være et udtryk for, at det er vanskeligere at skabe tætte relationer i store foreninger, hvor afstanden mellem det enkelte medlem og foreningen kan være større.

Resultatet peger derfor på en udfordring for store foreninger: Hvordan skaber man et stærkt fællesskab og gode muligheder for personlig udvikling, når medlemsskaren vokser? Her kan fællesskaber i mindre grupper i forbindelse med foreningernes aktiviteter og mindre, konkrete opgaver måske spille en vigtig rolle.

Om undersøgelsen

Projektet ’Foreningslivets udvikling og betydning i Danmark’ undersøger, hvordan foreningslivet på Fyn, Langeland og Ærø har udviklet sig fra 2004 til 2024, herunder hvor engagerede medlemmerne er i deres respektive foreninger, hvordan befolkningen er aktiv i foreninger, og hvilke barrierer der er for foreningsdeltagelse.

Projektet bliver gennemført af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) på SDU og Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) med støtte fra TrygFonden.

Denne artikel bygger på svar fra projektets medlemsundersøgelse, som blev gennemført i efteråret 2025 blandt 2.363 medlemmer i 84 udvalgte foreninger på Fyn, Langeland og Ærø.

Undersøgelsens svarprocent var 28 pct., hvilket betyder, at vi sandsynligvis har fået flere svar fra de mest deltagende og engagerede medlemmer, og at tallene for udbytte dermed formentlig er højere, end vi ville finde blandt alle medlemmer i foreninger.

Læs mere om undersøgelsen og projektet ’Foreningers udvikling og betydning i Danmark’ på SDU's hjemmeside eller Vifos hjemmeside.

Download undersøgelsen

Folk der cykler
Andre Vifo Udgivelse september 2026

Kort fortalt: Medlemmernes udbytte af foreningstilknytning