Vifo Artikel 23.04.2018

Vifo inviterer til ’Folkeoplysning i forandring III’ i Aarhus

Den 11.-12. september 2018 inviterer Videncenter for Folkeoplysning den brede folkeoplysende sektor til konferencen ’Folkeoplysning i forandring III’. Efter forårets udsættelser er et ambitiøst program under udarbejdelse.

Skrevet af: Redaktionen

For tredje gang åbner Videncenter for Folkeoplysning dørene for den brede folkeoplysende sektor, når konferencen ’Folkeoplysning i forandring III’ den 11.-12. september bliver afholdt på Helnan Marselis Hotel ved Aarhus.

Konferencen skulle oprindeligt være afholdt i foråret og var senest programsat til den 14.-15 maj. Men konferencen måtte i to omgange udsættes, blandt andet som følge af regeringens beslutning om at udflytte Idrættens Analyseinstitut/Videncenter for Folkeoplysning fra København til Aarhus og den truende storkonflikt.

Men til september står Vifo klar til at præsentere en række nye udgivelser med ny viden om både aftenskole- og højskoleområdet, som vil danne grundlag for spændende debatter. Herunder vil konferencen sætte fokus på aftenskolerne og højskolernes karakteristika, roller og vilkår i dag.

Derudover vil de mange oplægsholdere se nærmere på en række emner, der går på tværs af folkeoplysningen som fx de kommunale rammer for folkeoplysningen, folkeoplysningens mødesteder, nye aktører på tværs af folkeoplysningen, handicappede og unge i folkeoplysningen med mere.

Det endelige program forventes at ligge klar inden sommerferien, hvor vi også vil åbne for tilmelding til konferencen.

Følg med på konferencens temaside ’Folkeoplysning i forandring III’, hvor du løbende vil kunne finde artikler, nyheder og praktiske oplysninger om konferencen.

Læs mere

 
 
Læs mere om konferencen på temasiden for Folkeoplysning i forandring IIILæs også artiklen 'Vifo-konferencen udskydes til efteråret'