Daghøjskolernes rolle og situation anno 2026
Daghøjskoleforeningen og Videncenter for Folkeoplysning gennemfører i 2026 en ny undersøgelse af daghøjskolerne, der skal give et aktuelt blik på kursisterne og de aktuelle rammer og muligheder i at drive daghøjskole.
Daghøjskolerne har i mange år været en del af det danske folkeoplysende landskab og har løbende forandret sig i takt med ændringer i målgrupper, kommunale prioriteringer og det samfund, som skolerne er en del af.
Den historiske udvikling er velbeskrevet, men hvordan ser daghøjskoleområdet egentlig ud i dag? Hvem er daghøjskolerne til for, hvilke aktiviteter og tilbud har de, og hvilke rammer arbejder de under?
Det ser Vifo nærmere på i en ny undersøgelse, der skal skabe et samlet og aktuelt vidensgrundlag om daghøjskolerne.
Kursisternes oplevelse af daghøjskolerne
Undersøgelsen består af to spørgeskemaundersøgelser. Den ene spørgeskemaundersøgelse giver daghøjskolekursisterne mulighed for at give os indblik i deres egne oplevelser med et daghøjskoleforløb. Her skal undersøgelsen blandt andet svare på, hvad kursisterne får ud af at deltage på en daghøjskole, og hvilken betydning aktiviteterne og skolemiljøet har for dem.
Daghøjskoler set fra forstandernes perspektiv
Den anden undersøgelse går ud til daghøjskolernes forstandere med spørgsmål om deres perspektiver på skolernes aktiviteter, målgrupper, rammevilkår og samarbejde med kommunerne.
Denne del af undersøgelsen skal blandt andet belyse daghøjskolernes juridiske og økonomiske vilkår, deres aktiviteter og målgrupper, men også hvordan kommunerne bruger daghøjskolernes tilbud.
Her indgår både relevante dokumenter fra daghøjskolerne, offentligt tilgængeligt materiale og kommunale registre, politikker og øvrige relevante kilder.
Samlet set bidrager undersøgelsen med viden om:
Kursisternes oplevede udbytte af at deltage i daghøjskolernes tilbud
Daghøjskolernes aktiviteter, tilbud og målgrupper
Daghøjskolernes statslige og/eller kommunale juridiske og økonomiske rammer
Kommunernes anvendelse af daghøjskolernes tilbud gennem desk research
Formålet med undersøgelsen er at skabe et opdateret billede af den rolle, daghøjskolernes spiller i 2026, som også kan bidrage til det videre udviklingsarbejde på området, som er et centralt fokuspunkt i Daghøjskoleforeningen.
Undersøgelsen går i gang i september 2026 og forventes afsluttet i begyndelsen af 2027.
