Hvad skal folkeoplysningen kæmpe for i fremtiden?
Et helt centralt tema på årets folkeoplysningskonference handlede om at udforske, hvordan folkeoplysningen kan bidrage til at løse tidens store samfundsudfordringer og kriser. Vi spurgte en række deltagere, hvad de mener, det er vigtigt at kæmpe for fremover, og hvad de konkret vil gøre for at løse udfordringerne.
DUF vil gerne styrke unges demokratiske selvtillid
Erik Korup Pedersen er næstforperson i DUF, og han peger på, at det er en stor udfordring, at mange unge oplever lav demokratisk selvtillid. Forståelse for demokratiet opstår ikke bare af sig selv, og derfor ser DUF en vigtig opgave i at stille rammer til rådighed, hvor de unge kan træne og øve deres demokratiske engagement og bruge deres stemme.
Kulturværftet vil understøtte foreningernes arbejde med at engagere unge medlemmer
Søs Krogh Vikkelsøe er leder af Kulturværftet i Helsingør, og hun ser et behov for at hjælpe med at få unge og nye ildsjæle engageret i foreningslivet. Derfor har de et stort ønske om at være med til at understøtte hele det foreningsliv, der er omkring kulturhusene, og hjælpe dem med at åbne sig op og gøre det attraktivt at blive en del af foreningen for de unge.
Aftenskolerne skal følge med udviklingen
Benedikte Kaalund er sekretariatsleder i FOF og understreger, at det vigtige for aftenskolerne er at følge med fremtidens behov. Deltagerne og deres ønsker og behov udvikler sig, og det er derfor vigtigt ikke bare at holde fast i traditionerne, men også selv at udvikle sig og tænke aftenskolen ind i fremtiden.