Noah Kallesø: "Er jeg så mærkelig, at der ikke er et sted, jeg kan være?"
På Vifos folkeoplysningskonference 2026 holdt Noah Kallesø en brandtale om, hvordan han er gået fra skolevægring til et fællesskab i Coding Pirates, hvor han tør at prøve og eksperimentere uden at vide, om det lykkes.
På Vifos folkeoplysningskonference 2026 deltog 21-årige Noah Kallesø i en session om digital dannelse. Her holdt han en brandtale om, hvordan han er blevet en del af foreningen Coding Pirates, som er en forening, der laver fritidsaktiviteter for børn og unge, hvor man f.eks. lærer at kode sit eget spil samt udforske og lege med en masse forskellige teknologier.
"Jeg hedder Noah, og jeg står i dag som underviser i vores onlineklub Coding Pirates for børn, der har ufrivilligt skolefravær. Jeg har været medlem af Coding Pirates, siden jeg var 11 år, og jeg er i dag 21 år.
I de år har jeg været rundt mange steder i Danmark for at undervise i forskellige emner, jeg har været både i lokalbestyrelsen i Silkeborg og hovedbestyrelsen for Coding Pirates. Jeg har prøvet at starte min egen forening.
Og ikke alting er lykkedes helt fantastisk. Men jeg har prøvet en hel masse ting, og jeg har mod til at prøve igen og igen.
Men det har jeg ikke altid haft.
For i dag underviser jeg børn, der har skolefravær, og det er noget, som er tæt på mig, for jeg har selv været der. Før jeg kom i gang med alt det her, havde jeg en lang periode, hvor jeg ikke kunne komme i skole.
Efter mange år hvor jeg var i mistrivsel, fordi jeg blev presset ind i skolen. Efter en skolerokering var det endt med, at jeg ikke havde nogen venner. Og ensomheden blev hverdag, hvor jeg følte, at tiden bare løb, og hvor evnen til at kommunikere med andre og modet til at prøve noget nyt, lige så stille kollapsede.
Noget af det, der har brændt sig fast i min hukommelse fra dengang er, at jeg havde et håb om, at der var en skole, jeg kunne komme på, som måske kunne være der, jeg kunne få et venskab, og som ville være et miljø, jeg kunne være i. Men et halvt år inden, i et forløb, hvor jeg prøvede at flytte derover, havde jeg fået afslag.
De mente, jeg var for mærkelig til at kunne være der.
Og så kom tanken. Er jeg så mærkelig, at der ikke er et sted, jeg kan være? Er jeg virkelig helt derude, at der ikke er noget miljø, hvor jeg er noget værd.
Men der var et sted, hvor jeg stadigvæk var, og hvor jeg kunne føle mig nogenlunde tilpas, og det var en gang om ugen, når jeg kom til den lokale Coding Pirates klub, hvor der ikke på samme måde var et pres til at lave noget. Man skulle bare prøve.
Jeg blev givet en loddekolbe og noget loddetin, og så blev jeg bare fortalt, at jeg kunne prøve at lege med det. Det fejlede. Lysene virkede ikke. Jeg havde ikke lært, hvordan man loddede, men jeg havde prøvet. Så fik jeg prøvet at lave en hjemmeside, som blev en succes, men andre ting fejlede.
Men det handlede faktisk ikke længere om at fejle eller være succesfuld. Det handlede bare om at prøve.
På et tidspunkt da jeg var til en generalforsamling, der manglede de en i bestyrelsen. Og så var der en af de her fantastiske pirater og frivillige, der nævnte, at børn også må være med, og så valgte jeg at række hånden op, og så kom jeg med.
Og siden da har jeg været med i så mange ting og har fået fantastiske oplevelser. Jeg har både været med til at arrangere sommercamps, været på Bornholm til Folkemødet, været med i projekter, der endte med at blive debatteret på Christiansborg. Og nu er jeg altså her og prøver at holde en tale om, hvor fantastisk det er at have prøvet."
