Ny undersøgelse: Kommunerne oplever fortsat udfordringer i forvaltningen af folkeoplysningsloven

Kommunerne oplever fortsat udfordringer på folkeoplysningsområdet. Det fremgår af den seneste udgave af undersøgelsen Folkeoplysningen i kommunerne, hvor Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) for tredje gang har undersøgt kommunernes arbejde med folkeoplysningsområdet.  

En af udfordringerne er, at det ser ud til at være svært at få sat alle udviklingsmidlerne på området i spil. Folkeoplysningsloven pålægger kommunerne at afsætte en pulje til udvikling inden for lovens område, som områdets aktører kan søge. Men mange af pengene bliver aldrig brugt: 64 pct. af kommunerne har angivet, at der stod ubrugte midler tilbage i udviklingspuljen i 2023, hvilket ligner billedet i 2018.  

Samlet set var der i 2023 5,7 mio. kr. i overskud i de kommuner, der har angivet størrelsen på det overskydende beløb. Det svarer til cirka 27 pct. af de samlede midler, der var afsat til udvikling. Der ser dermed ud til at være et fortsat potentiale for at sætte udviklingspuljen mere i spil. 

Der er ingen minimumsgrænse for, hvor stor puljen skal være, og undersøgelsen viser, at der i praksis bliver afsat et beløb på mellem 0 og 66 kr. pr. indbygger med et gennemsnit på 6 kr. pr. indbygger. 

Selvorganiserede grupper fylder mere i politikker end i praksis  

Et af formålene med at gøre udviklingspuljen lovpligtig igen i 2011 var at gøre det muligt at støtte selvorganiserede grupper og aktiviteter med et folkeoplysende sigte. 

Undersøgelsen viser, at 61 pct.  af kommunerne giver selvorganiserede grupper mulighed for at søge udviklingspuljen, men i praksis fylder de ikke meget. 13 kommuner skriver i de uddybende svar til undersøgelsen, at de ikke har modtaget nogen ansøgninger fra selvorganiserede grupper, selvom muligheden er til stede.   

Til gengæld omtales selvorganiserede grupper og aktiviteter af langt de fleste kommuner i de kommunale folkeoplysningspolitikker, selv om det mest sker i overordnede vendinger. 

Her lægger kommunerne især vægt på, at selvorganiserede grupper kan noget særligt i forhold til fleksibilitet og andre typer af aktiviteter.  

Folkeoplysningspolitikkerne nævner også, at de selvorganiserede kan støttes ved at udvikle de fysiske rammer (faciliteter, byrum og natur), ligesom de kan få mulighed for at blive involveret i de formelle strukturer og f.eks. få plads i § 35, stk. 2-udvalget. 

I politikkerne er der tegn på, at de selvorganiserede grupper i stigende grad ses som et vigtigt supplement til det organiserede fritidsliv, og at der ses et potentiale i at skabe mere samarbejde på tværs af de organiserede og ikke-organiserede aktører. 

De selvorganiserede grupper fylder dog fortsat ikke meget i de formelle strukturer: Selvom 26 pct. af kommunerne har selvorganiserede grupper repræsenteret i § 35, stk. 2-udvalget, udgør de kun 2 pct. af områderepræsentanterne i udvalgene. Det er den samme andel som i 2018.  

Resultaterne tyder samlet på, at det fortsat kan være svært for kommunerne at indtænke selvorganiserede grupper på et område, hvor foreninger og repræsentative strukturer dominerer, og hvor der derfor kan være modsatrettede logikker i spil. 

Stadig svært at afgrænse folkeoplysende aktiviteter 

Både selvorganiserede grupper og andre nye aktører og aktiviteter på fritidsområdet kan være med til at forklare, hvorfor flere kommuner oplever udfordringer med at afgrænse, hvad der tæller som en folkeoplysende aktivitet.  

Som figur 1 viser, angav 24 pct. af kommunerne i 2018, at det var en udfordring. I 2023 er tallet steget til 45 pct.  

De uddybende svar i undersøgelsen viser, at udfordringerne både handler om at kunne forklare og fortolke, hvad folkeoplysende aktiviteter er, men også om, at der opstår nye typer af aktiviteter og nye måder at deltage på: 

”Udfordringen er at kunne give en forklaring på, hvad folkeoplysende aktiviteter er.” 

” […] Nye aktiviteter som sauna, hjemmepassere og hjemmeundervisere kan give anledning til drøftelser om afgrænsning af den folkeoplysende virksomhed.” 

”Der er stor efterspørgsel og ønske om lokaler, og der opstår nye deltagelsesformer, som nogle gange strækker sig bredt inden for loven.” 

”Fortolkning af, hvad kan være ’folkeoplysende virksomhed’. Definition af, hvornår/hvad er en folkeoplysende aktivitet […].” 

Uddybende svar i spørgeskemaundersøgelsen 

Når stadigt flere kommuner oplever problemer med at afgrænse, hvad der er folkeoplysning, rejser det spørgsmålet om, hvorvidt der er behov for klarere definition af begrebet, eller om essensen af folkeoplysning netop er, at der løbende vil være diskussioner af, hvad folkeoplysning er i en given kontekst. 

Figur 1: Oplevede udfordringer ved administrationen af loven 2018-2023 (pct.) 

En stigende andel af kommunerne også udfordringer med tilskudsreglerne for aftenskoler. Det er interessant, da der ikke er sket ændringer i lovgivningen på det område, siden den seneste undersøgelse blev gennemført.  

Reglerne for tilskud på aftenskoleområdet er dog uden tvivl betydeligt mere komplekse end på foreningsområdet. Det skyldes blandt andet de mange forskellige tilrettelæggelsesformer og den mellemkommunale refusion, som flere kommuner også nævner som en specifik udfordring på området.