Vifo

Vifo undersøger aftenskolernes tilstand anno 2025

Videncenter for Folkeoplysning sætter gang i en ny landsdækkende undersøgelse af aftenskolernes tilstand, der følger op på 2018-udgaven. Undersøgelsen bygger på aftenskoleledernes egne vurderinger af, hvordan det går – og hvordan aftenskolelandskabet har udviklet sig de seneste år.

Det er syv år siden, at Vifo udgav den seneste landsdækkende undersøgelse af aftenskolerne i Danmark. Siden 2018 har den været et pejlemærke, når kommuner og aktører har søgt viden om aftenskoleområdet. 

Der sker imidlertid meget på aftenskoleområdet, og derfor gennemfører Vifo en ny undersøgelse af området, der skal opdatere den eksisterende viden og vise den udvikling, der er sket siden 2018 samt belyse, hvordan det er at drive aftenskole anno 2025.

Arbejdet med undersøgelsen sættes i gang november 2025, hvor der sendes et spørgeskema til alle landets aftenskoler.  

Den sætter fokus på aftenskolerne som institution og deres indbyrdes forskelle og ligheder i forhold til størrelse, antal kursister og deres selvvurderede tilstand og forsøger at besvare spørgsmål som:

  • Hvilke faktorer skaber en succesfuld aftenskole?
  • Hvad betyder rammerne, samarbejdspartnere og antallet af frivillige for skolernes tilstand og muligheder?
  • Hvilke typer af aftenskoler er mest fremherskende?

Undersøgelsen er desuden bygget op, så der er gode muligheder for at sammenligne med 2018-undersøgelsen. Den stiller således skarpt på fire centrale spørgsmål, der også var fokus på i den seneste undersøgelse:

  • Aftenskolernes økonomi og tilfredshed: Er aftenskolerne tilfredse med deres økonomiske situation og muligheder? I hvilken grad er de tilfredse med deres generelle vilkår som institutioner og deres samarbejdsrelationer med kommuner, forbund og andre aktører?
  • Aftenskolernes aktiviteter: Hvilke typer aftenskoleundervisning har skolerne? Hvilke fag og former er de mest populære? Hvor mange aftenskoler har aktiviteter uden for folkeoplysningsloven? Hvilke former for aktiviteter drejer det sig om, og hvad er grunden til, at de har supplerende aktiviteter?
  • Aftenskolernes organisering og aftenskoletyper: Hvordan er forholdet mellem frivillighed og professionalisme i aftenskolerne, og hvordan organiserer de forskellige typer sig? Væsentlige elementer er her bestyrelsernes rolle, karakteren af aftenskolernes relationer til de større oplysningsforbund og eventuelle øvrige samarbejdspartnere.
  • Aftenskolerne og de samfundsmæssige udfordringer: Hvilke samfundsmæssige udfordringer ser de som de vigtigste at adressere i fremtiden? Hvordan ønsker de at gribe det an? Er der forskelle på tværs af aftenskoletyper?

Derudover vil nye temaer som aftenskolerne og klimaet, beredskab og særlige tilbud til unge være en del af undersøgelsen.

Datagrundlaget for ’Aftenskolerne anno 2025 – hvordan har de det?’ er en spørgeskemaundersøgelse, der udsendes til lederne af landets aftenskoler, som Vifo gennem en kortlægning har identificeret i løbet af efteråret 2025. Derudover gennemføres en række kvalitative interviews med udvalgte lokale aftenskoler samt de landsdækkende oplysningsforbund.

Resultaterne af undersøgelsen forventes udgivet maj 2026.