Nordisk projekt skal styrke forskning i folkeoplysningens betydning
Et nordisk netværksprojekt undersøger, hvordan folkeoplysningen bidrager til demokrati og kulturliv. Som partner udarbejder Vifo en rapport, der kortlægger de centrale karakteristika ved folkehøjskoler og studieforbund/aftenskoler i fire nordiske lande.
Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) er med som partner i et nordisk projekt, som har fokus på, hvad folkeoplysningen betyder for demokrati og kulturliv.
Projektet har modtaget støtte fra det svenske forskningsråd og er først og fremmest et netværksprojekt, som skal fremme den nordiske forskning i folkeoplysning ved at udvikle fællesnordiske forskningsprojekter, en konference og et ph.d.-kursus, der tilsammen skal skabe en bedre og mere bæredygtig infrastruktur for komparative forskningsprojekter.
Som en del af arbejdet med at bane vejen for mere forskning på folkeoplysningsområdet på tværs af de nordiske lande, har Vifo ansvaret for at udarbejde en rapport, som afdækker de centrale karakteristika ved folkehøjskoler og studieforbund/aftenskoler i Norge, Sverige, Finland og Danmark.
På trods af mange ligheder i traditionerne for folkeoplysning på tværs af de nordiske lande er der også væsentlige forskelle, som det er vigtigt at være opmærksom på i komparative studier. Formålet med rapporten er derfor at skabe et overblik over de to områders karakteristika i de respektive lande inden for lovgivning, økonomi, organisering, aktiviteter og deltagere.
Rapporten skal være et værktøj, der kan bruges som baggrundsviden i fremtidige komparative studier, og den kommer til at bestå af links og kilder til videre læsning, så læseren selv kan dykke dybere ned i materialet
Rapporten forventes udgivet ultimo 2025.
Om det samlede projekt
Projektet har den svenske titel ’Den nordiska folkbildningens betydelser för demokrati och kulturliv’ og har modtaget en netværksbevilling fra det svenske forskningsråd (Vetenskapsrådet).
Projektet ledes af Johan Söderman, Göteborgs universitet, og de øvrige medlemmer af projektgruppen er Henrik Nordvall, Linköpings universitet, Annika Pastuhov, Åbo Akademi, Øivind Varkøy, OsloMet-storbyuniversitetet, og Malene Thøgersen, Videncenter for Folkeoplysning.
Projektet har fire delmål:
- At afholde en nordisk konference for forskere og forskningsinteresserede praktikere på folkeoplysningsområdet
- At udarbejde en rapport som beskriver karakteristika ved og statistik om folkeoplysningsområdet i de nordiske lande, som kan bruges til at planlægge og designe komparative studier
- At udvikle to komparative forskningsprojekter med fokus på specifikke folkeoplysningsaktiviteter i de nordiske lande og deres betydning for demokrati og kulturliv
- At udvikle et ph.d.-kursus med fokus på nordisk folkeoplysning.
