Coronaperioden blev en øvebane for nye, uperfekte aktiviteter i civilsamfundet

I 2026 er det seks år siden, Danmark og resten af verden blev væltet omkuld af corona, som i flere omgange lukkede store dele af samfundet ned og fundamentalt udfordrede vores måder at mødes på.

Tiden med corona står ikke længere skarpt i erindringen, men faktisk blev perioden en katalysator, som fortæller meget om det potentiale, der ligger i civilsamfundet i en krisesituation.

Det viser en analyse, som Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) har lavet som udløber af projektet 'De nye folkerum', hvor Vifo hjalp Realdania med at finde ansøgere til en pulje på 2 mio. kr., som foreninger, NGO'er og andre fællesskaber kunne søge til at videreføre projekter, der blev skabt under corona, men som også kunne have værdi i tiden efter pandemien.

Analysen bygger på en kortlægning af 260 aktiviteter sat i gang under pandemien af forskellige aktører i civilsamfundet, en gennemgang af lige så mange ansøgninger til Realdanias pulje og opfølgende samtaler med de 27 projekter, som fik penge fra puljen. 

Både kortlægningen og ansøgningerne til Realdanias pulje viser, at mange foreninger, aftenskoler, lokalsamfund og andre fællesskaber gentænkte deres egne rammer under corona, og i den proces fandt de på nye aktiviteter, der også åbnede sig for nye deltagere. 

Blandt eksempler på denne trend var

• AOF Center Odense, der rullede ud med en ladcykel i udsatte boligområder for at lave 'Folkeoplysning på Hjul' med aktiviteter som gratis cykel for kvinder, ramadanfest og debatter i nærmiljøet.
• DBS Rønne spejderkreds, der åbnede sine faciliteter for hele familien via online booking under corona.
• Roskilde Stories, der kørte rundt med en trailer fyldt med udstyr som paddleboards, bålgrej og legeredskaber for at samle folk på tværs af generationer rundt om i lokalområdet.

"Denne åbenhed var et nybrud, for normalt har mange fritidsaktiviteter primært henvendt sig til eksisterende medlemmer. Men flere af de projekter, der søgte midler fra Realdania, var altså åbne for alle, der havde lyst," fortæller Maja Pilgaard, chefanalytiker i Vifo.

Under corona fik flere foreninger, lokalsamfund og fællesskaber også øjnene op for, at det var muligt at flytte aktiviteter, der traditionelt foregår indendørs, til uderum eller finde på helt nye aktiviteter i uderum. Det gjaldt både for sociale fællesskaber, kunst og kultur og fysiske aktiviteter.

Det var aktiviteter som

• Gadehavegård i Tåstrup, der videreførte corona-erfaringer med havekasser og uderum som samlingspunkt for beboerne.
• Rum for Æstetik i København, der med en specialdesignet ladcykel kunne skabe kunst i det offentlige rum på en bæredygtig måde.
• Dragonsport Fencing i Mogenstrup, der skiftede indendørs fægtning ud med udendørs gaming og fysisk leg i naturen.
• Livsværkstederne i Brabrand, der brugte en ladcykel til socialt opsøgende arbejde blandt sårbare borgere.

"Ved at forbinde inde og ude udfordrede projekterne de traditionelle rammer for deres aktiviteter med enkle og fleksible løsninger, der både udvidede målgrupperne og aktiviteterne. Løsningerne opstod på et bagtæppe af nedlukninger, men de viser, at alternative løsninger kan bidrage med et nyt lag i forhold til, hvad det egentlig kræver at skabe fællesskab og aktivitet," siger Maja Pilgaard.

Hun fremhæver også, at de mobile løsninger, der opstod flere steder under corona, gør det nemmere for deltagerne at være med, og at det er med til at nedbryde traditionelle barrierer for fællesskaber, når aktiviteter kan flytte sig fra sted til sted.

Foreninger, lokalsamfund og andre fællesskaber var selvfølgelig også en del af de mange digitale og hybride aktiviteter, der opstod under corona. Nogle eksempler er

• Rideklubber, der fik online adgang til ridelærere på distancen og opdagede nye muligheder for undervisning med eksperter uden for lokalområdet.
• FDF, der skabte et digitalt oplevelsesformat, hvor unge løste fysiske opgaver i deres nærmiljø i et nationalt oplevelsesløb, der blev koordineret digitalt.

"Disse og andre eksempler viser, at det digitale lag kan skabe større tilgængelighed. Det er også muligt at udvide grænserne for fællesskab, hvor lokale aktiviteter i den fysiske verden kan supplere et fællesskab eller en relation, der bliver skabt online," siger Maja Pilgaard.

Coronatiden viste, at der sker noget, når rammerne ændrer sig

Maja Pilgaard peger på, at vi ofte kender foreningsliv og lokale fællesskaber som nogle ret konservative aktører, der reproducerer og opretholder det eksisterende for de medlemmer eller deltagere, der kommer af sig selv. Men coronaperioden viste, at civilsamfundet også kan fungere som en øvebane for at afprøve nye, uperfekte aktiviteter og bruge vores fælles rum på nye måder.

Overordnet viser analysen, at fællesskaber hurtigt kan finde nye måder at handle på, når de står over for en akut krise. Mange aktiviteter og samarbejder opstod som pragmatiske svar på en konkret situation og udviklede sig hen ad vejen til mere varige aktiviteter, selv om det selvfølgelig ikke var alt, der overlevede, da krisen var overstået.

"Erfaringerne viser også, at fysiske rammer er vigtige for de lokale fællesskabers muligheder for at mødes, men der er et stort potentiale for at bruge eksisterende steder på nye måder og skabe nye typer af mødesteder. Det peger på, at rammer for fællesskab ikke kun handler om vægge og tag, men at de også kan formes ud fra konkrete behov og initiativer," siger Maja Pilgaard.

Endelig viser analysen, at det kræver ressourcer, hvis lokale fællesskaber skal videreudvikle de initiativer, der ofte opstod spontant.

"Den økonomiske støtte fra Realdania gjorde det muligt for modtagerne  at afprøve ideer, som ellers ikke ville blive realiseret. Støtten bidrog til at styrke organisationerne og gøre arbejdet mere langsigtet, ligesom den hjalp med at åbne døre til nye samarbejder og muligheder for finansiering,"  fortæller Maja Pilgaard.

Hun mener, at disse indsigter om handlekraften i civilsamfundet også kan være relevante, når man tænker på andre typer af samfundskriser som klimakrisen, trivselskrisen eller truslerne mod samfundssikkerheden.

"Coronatiden viste, at der sker noget, når rammerne løsnes, når det bliver legitimt at eksperimentere, og når det er vigtigere at handle end at gøre det rigtige på forhånd.  Under corona fik de frivillige sat kreativiteten fri til at tænke nyt, fordi de ikke var dybt begravet i hverdagens drift og rutiner," siger Maja Pilgaard.

Hun tilføjer, at det ikke er en tilstand, man nødvendigvis kan eller bør kopiere i fredstid.

"Men den minder os om, at handlekraft ikke kun opstår i systemer og planer. Den opstår også, når mennesker får mulighed for at handle på det, de ser lige foran sig," konkluderer hun.