Fællesskabers handlekraft under corona
Da pandemien lukkede Danmark ned og satte grænser for måden at være sammen på, fandt borgere i foreninger, lokalsamfund og andre fællesskaber alligevel veje frem. Denne temaside samler nogle af deres fortællinger og de læringer om civilsamfundets handlekraft, der kom ud af perioden.
I 2026 er det seks år siden, Danmark og resten af verden blev væltet omkuld af en ny virus – COVID-19 – som i flere omgange lukkede store dele af samfundet ned og fundamentalt udfordrede vores måder at mødes på.
I dag står livet under coronapandemien ikke længere skarpt i erindringen. Men perioden har sat varige spor på mange livsområder, og samtidig opstod nye initiativer og tilgange, som er værd at holde fast i.
Her samler vi en række fortællinger om, hvordan borgere i foreninger, lokalsamfund og andre fællesskaber rundt om i landet håndterede benspændet fra pandemien og fandt nye veje, og hvad vi lærte om civilsamfundets handlekraft i den periode.
Samarbejde med Realdania skabte rammen for at indsamle viden om corona og civilsamfund
I perioden 2022 til 2025 samarbejdede Videncenter for Folkeoplysning med Realdania om puljen 'De nye folkerum', og det samarbejde blev en vigtig ramme for at indsamle historier og data om, hvad der skete i civilsamfundet under og efter corona.
'De nye folkerum' var en del af Realdanias indsats 'RESPOND - rammer for den nye hverdag', der undersøgte, hvordan COVID-19 påvirkede vores adfærd, og hvordan vi kan omsætte den nye viden og nye initiativer til bedre livskvalitet i fremtiden.
27 projekter modtog støtte fra puljen i marts 2023, og to år senere samlede Vifo op på, hvordan foreninger, lokalsamfund og fællesskaber svarede på coronakrisens udfordringer gennem interviews med de projekter, der havde modtaget støtte fra Realdania til at videreføre projekter fra coronatiden, og gennem andre typer af viden indsamlet under og efter corona.
Det lærte vi om fællesskabers handlekraft under corona
I pixien ‘Da foreninger, lokalsamfund og fællesskaber fandt nye veje’ lægger Vifo et analytisk blik på, hvad foreninger, lokalsamfund og fællesskaber bidrog med i coronatiden.
Civilsamfundet bidrog med mange konkrete svar på konkrete problemer som ensomhed, isolation og manglende adgang til fællesskab.
Der blev skabt nye aktiviteter, men også nye måder at organisere fællesskaber på. Foreninger gik fra faste medlemskaber til “kom og vær med”. Fra planlagte aktiviteter til mere spontane fællesskaber, hvor det at gøre noget sammen blev vigtigere end formen.
Samtidig rykkede aktiviteter ud i det fri eller online. Digitale løsninger og uderum gjorde det muligt at nå mennesker, som normalt ikke deltager. Små justeringer, som samlet pegede på et skifte i, hvem fællesskaberne er for, og hvordan de fungerer.
Coronatiden viste også, at foreninger og lokale fællesskaber kan fungere som en øvebane for forandring. Krisen blev en katalysator, hvor det blev legitimt at afprøve nye løsninger også uden at vide, om de ville lykkes.
Det er ikke nødvendigvis et generelt kendetegn ved civilsamfundet, men det peger på et potentiale og en handlekraft, som rækker ud over blot at være omstillingsparat.
Sådan gik det med at videreføre erfaringer fra coronatiden
I sommeren 2025 opsøgte Vifo flere af de projekter, som fik støtte af Realdania til at arbejde videre med de projekter, de havde sat i gang under corona.
Det blev til fire artikler, hvor initiativtagerne selv forklarer, hvordan corona blev startskuddet til at gøre ting på nye måder, der stadig er relevante og til glæde og gavn for mange flere år senere.
Sådan skabte fællesskaberne løsninger under corona
Kort efter coronarestriktionerne blev ophævet i 2022 besøgte Vifo en række projekter, hvor vidt forskellige typer af fællesskaber med stor kreativitet havde forsøgt at løse de meget konkrete problemer, som corona skabte i hverdagen.
Jurymedlemmers faglige blik på, hvad vi lærte af corona
Da foreninger, NGO’er og andre grupper af frivillige i 2022 kunne søge midler fra Realdanias pulje ’De nye folkerum’, blev der nedsat en jury til at bedømme ansøgningerne.
Jurymedlemmerne havde vidt forskellige baggrunde inden for kultur, natur, foreningsliv, medier og byggeri, og i en række korte artikler har Vifo spurgt jurymedlemmerne om, hvordan de gennem deres faglighed oplevede, at foreninger og fællesskaber reagerede på coronakrisen.