Ny rapport viser, at deltagelse i grønne fællesskaber kan være vejen til et lavere klimaftryk

Der har længe været snak om, at fællesskaber kan være en vigtig del af den grønne omstilling. Nu er der imidlertid også dokumentation, der peger i den retning.

En ny undersøgelse fra forskningsprojektet SAMSKAB, som er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Behave Green, Bofællesskab.dk og foreningen Grønne Nabofællesskaber, viser nemlig, at det at være med i et grønt fællesskab har positiv betydning for noget så konkret som det personlige klimaaftryk.

Danskere, der er engageret i sådan et grønt fællesskab, har således et CO₂-aftryk, der i gennemsnit er mellem 20 og 50 pct. lavere end danskere, der ikke er medlemmer.

Undersøgelsen bygger på et stort spørgeskema med svar fra omkring 1.000 repræsentative danskere og godt 500 medlemmer af grønne fællesskaber, herunder Grønne Nabofællesskaber, Danmarks Naturfredningsforening, forskellige økosamfund og bofællesskaber.

Svarene fra de to grupper er sammenlignet på deres CO₂-aftryk inden for energi, transport og mad. Det dækker blandt andet over, hvor meget strøm og varme de bruger, hvor meget de kører og flyver, og hvad de spiser.

Anciennitet og aktivitetsniveau har betydning

Undersøgelsen viser samtidig, at det personlige CO₂-aftryk falder markant for dem, der har været medlem i 1-2 år, og at aftrykket falder yderligere, jo mere aktiv man er i de grønne fællesskaber.

Dermed konkluderer forskerne, at det ikke kun er personer, der i forvejen havde en grøn livsstil eller et lavt klimaftryk, som melder sig ind i grønne fællesskaber, men at deltagelsen i sig selv gør, at man bliver mere bevidst og derfor ændrer adfærd.

Ifølge Quentin Gausset, der er lektor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, skyldes forskellen ikke nødvendigvis, at medlemmerne foretager ekstreme livsstilsændringer, men snarere at relativt enkle valg hurtigt slår igennem på det samlede klimaaftryk.

“I bund og grund er det bare en flytur mindre eller at spise mindre kød. Det er den slags, der kan registreres hurtigt. Hvis man skifter fra bøf til kylling eller tager en flytur mindre i Europa, så kan man hurtigt spare ét ton CO₂ eller mere. Man behøver ikke helt at lade være med at flyve, men hvis man sløjfer én tur, kan man mærke det med det samme i sit regnskab,” siger Quentin Gausset.

Grønne fællesskaber som motor til omstilling

Netop dén pointe vil Quentin Gausset understrege, når han holder oplæg på Vifos folkeoplysningskonference i marts i sessionen 'Folkeoplysning, foreningsliv og nye grønne vaner’.

”Deltagerne på konferencen skal se, at det faktisk er nemt, smertefrit og relativt hurtigt at reducere sit CO₂-aftryk, hvis man er aktiv i et grønt fællesskab. Det handler ikke om at være et passivt Facebook-medlem, men om at møde op og deltage i aktiviteter. Når man gør det, kan vi efter omkring et år måle et tydeligt fald i klimaaftrykket,” siger han

Det er ifølge Quentin Gausset vigtigt, fordi der har været en debat om, hvorvidt staten eller kommunerne skal blande sig i borgernes adfærd. Nu viser rapporten, at der findes en mellemvej, hvor grønne fællesskaber kan gøre noget for både borgerne og samfundet, mener han.

Kommunerne kan også spille en rolle

Selvom grønne fællesskaber først og fremmest bygger på borgernes eget engagement, peger Quentin Gausset på, at kommunerne kan gøre det markant lettere at komme i gang. Ifølge ham kræver det ikke store investeringer, men snarere praktisk og organisatorisk støtte, som f.eks. at hjælpe med at stille lokaler til rådighed og hjælpe med synlighed i lokale medier.

”Både kommunikation og adgang til lokaler er besværligt. Så hvis kommunerne bare kan facilitere de ting, kan de få flere grønne fællesskaber og så kan de se, at borgerne involverer sig i at hjælpe kommunen med at nå deres reduktionsmål. Det er gratis, det koster ikke noget, men kommunerne skal bare facilitere det, i stedet for at være en bremseklods”, siger Quentin Gausset.

Rapporten viser, at fællesskaberne har en reel effekt på deltagernes CO₂-aftryk. Men for at udnytte potentialet fuldt ud kræver det, at kommunerne lærer at samarbejde med en type aktør, der ikke ligner de klassiske foreninger.

Grønne fællesskaber har typisk hverken CVR-nummer, bestyrelse eller vedtægter. Det udfordrer de vante samarbejdsformer i kommunerne, mener han, men det kan der være en løsning på, hvis kommunen møder borgerne i fællesskaberne.

”Kommunale medarbejdere og politikere kan også selv deltage som almindelige borgere. Hvis de kommer i et lokalt grønt fællesskab, så er det nemmere for alle. Så kan der opstå en bedre gensidig forståelse både for, hvordan kommunen fungerer, og hvordan fællesskaber fungerer,” siger Quentin Gausset.