Vifo Artikel 26.11.2025

Vifo inviterer til konference om engagement og indflydelse 

Sæt X i kalenderen 24.-25. marts 2026, når Vifos folkeoplysningskonference løber af stablen i Horsens. Denne gang er fokus på, hvordan folkeoplysningen og civilsamfundet skaber engagement og indflydelse i en tid med forandring.

Skrevet af: Redaktionen

Demokratiet er under pres, krigen er rykket tættere på Danmarks grænser, og politikerne snakker om behovet for åndelig oprustning i det danske samfund. Men hvilken rolle kan og skal folkeoplysningen spille i denne sammenhæng?

Disse emner er omdrejningspunktet for Videncenter for Folkeoplysnings (Vifo) sjette konference, der forgår i Horsens 24.-25. marts 2026. Konferencen stiller skarpt på demokratiets tilstand og undersøger borgernes veje til aktiv medskabelse gennem folkeoplysningen. 

”Mange har en følelse af, at vi lige nu står i en krisetid. På årets konference vil vi derfor sætte fokus på, hvad vi som borgere kan bidrage med, og hvor og hvordan folkeoplysningen og civilsamfundet skaber engagement,” siger Henriette Bjerrum, der er centerleder i Vifo.

”Samtidigt er vi nysgerrige på, om man rent faktisk får indflydelse, når man engagerer sig, og hvad det i så fald kræver,” siger hun.

Derfor har årets konference fået titlen ’Engagement og indflydelse i en tid med forandring’.

”Vi vil sætte fokus på folkeoplysningens engagerende potentiale, blandt andet i lyset af de store samfundsstrømninger som teknologisk udvikling, grøn omstilling og fokus på sikkerhed, og så kommer vi helt sikkert til at se nærmere på folkeoplysningens potentiale i relation til et demokrati, der er under pres,” siger Henriette Bjerrum.

Programmet er ved at tage form

Programmet er endnu ikke helt på plads, men nogle temaer ligger allerede fast. Blandt andet tager flere sessioner udgangspunkt i rapporten ’Foreningslivet i Danmark’, som Vifo for nyligt har udgivet i samarbejde med Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund.

Sessionerne vil se på udviklingen, hvordan det går med foreningerne, deres demokrati og oplevelsen af medlemmernes engagement. De vil også tage temperaturen på frivilligheden blandt unge og se på kommunernes rolle i samspillet med civilsamfundet.  

”Vi kommer heller ikke udenom at se nærmere på civilsamfundets rolle i den grønne omstilling. Det er ikke første gang, at vi sætter det emne til debat, men med en session om Den Grønne Trepart fortsætter vi snakken,” siger Henriette Bjerrum.

Nye og velkendte ansigter  

I den forbindelse har Lars Skov Henriksen, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet og leder af projektet ’Lokal Grøn Kapacitetsopbygning’, sagt ja til at være oplægsholder.

Han gæstede også Vifos konference i 2023, men denne gang vil han blandt andet give et indblik i de udfordringer og potentialer, der er ved at involvere det lokale civilsamfund i en så omfattende opgave som den grønne trepart.

For første gang får deltagerne desuden mulighed for at høre Michael Bang Petersen, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, fortælle om Magtudredningen 2.0, der blandt andet tager temperaturen på det danske demokrati, danskernes engagement og deres demokratiske selvtillid.

”Det ligger fint i tråd med årets tema, og Michael Bang Petersen vil give os et indblik i, hvor den demokratiske krise kradser, og hvor vi skal kigge efter de gode tendenser,” siger Henriette Bjerrum.

Læs mere om konferencen og tilmeld dig her

Konferencepartner

Læs nyheder fra Vifo

Talere foran et banner
Vifo Artikel 27.03.2026
Hvad skal folkeoplysningen kæmpe for i fremtiden?
Tre mænd på en scene
Vifo Artikel 27.03.2026
AOF: Civilsamfundet skal bære et nyt demokrativærn
Noah Kallesø fra Coding Pirates
Vifo Kommentar 26.03.2026
Noah Kallesø: "Er jeg så mærkelig, at der ikke er et sted, jeg kan være?"
Bjarne Obsen
Vifo Artikel 25.03.2026
Bjarne Ibsen i åbningsdebat: "Vi har et foreningsliv, der mister betydning for samfundet"
Unge på højskole
Vifo Artikel 09.03.2026
Ungeløftet på højskolerne: Mindre bureaukrati og stærk opbakning skaber succes
Grønt fællesskab
Vifo Artikel 03.03.2026
Ny rapport viser, at deltagelse i grønne fællesskaber kan være vejen til et lavere klimaftryk
Michael Bang Petersen
Idan Vifo Artikel 26.02.2026
Mød talerne: Demokratiet har det overordnet godt, men der er ridser i lakken, siger Michael Bang Petersen, der står i spidsen for Magtudredningen 2.0
Fjernundervisning
Vifo Artikel 25.02.2026
Tre ændringer i folkeoplysningsloven skal lette hverdagen for foreninger og aftenskoler