Database giver indsigt i kommunale nøgletal på folkeoplysningsområdet
Vifos database giver overblik over kommunernes tilskud, procedurer og omfanget af aktiviteter på folkeoplysningsområdet, og med en ny opdatering i efteråret 2025 kan kommuner og andre interesserede selv dykke ned i tallene og se på udviklingen over tid. Databasen er baseret på tal fra Vifos undersøgelser af folkeoplysningen i kommunerne.
Målet med databasen er at give indsigt i de mange forskellige måder, kommunerne forvalter folkeoplysningsområdet på. Håbet er derfor også, at kommunerne kan finde inspiration til det fremtidige arbejde på folkeoplysningsområdet, fordi databasen gør det synligt, hvordan området ser ud i andre kommuner.
Benyt databasen
I databasen kan du få indblik i datagrundlaget fra de enkelte kommuner og mulighed for at sammenligne på tværs af kommuner og kommunetyper.
Under fanerne 'Data - foreningsarbejde' og 'Data - voksenundervisning' kan du vælge, hvilke informationer du ønsker at få præsenteret inden for de to hovedområder. Du kan også vælge, hvilke kommuner du ønsker at sammenligne, og om du kun vil have de nyeste tal eller både tal fra 2023 og 2018, så du kan se på udviklingen.
Du kan læse mere om definitionen af de forskellige nøgletal under fanen ’Information’.