Debatpilot: ”Debatpilotuddannelsen giver mulighed for at indgå i en dialog på en mere åben og undersøgende baggrund”
Vifo er i gang med at evaluere Frirumsdebatten og uddannelsen som debatpilot. I den forbindelse har vi snakket med Sanne Wiedemann, der dels bruger sin debatpilotuddannelse, når hun arrangerer Frirumsdebatter, men også i sit daglige arbejde som skoleleder.
Hver dag bliver vi præsenteret for mange forskellige former for debatter. Det kan være i tv’et, radioen eller på de sociale medier. Hvis man spørger de frie skoler, så er der en tendens til, at debatterne i langt højere grad fokuserer på konflikternes poler og på at udpege en vinder og en taber fremfor på at gøre os klogere ved at udfolde konfliktens nuancer og baggrund.
Derfor stiftede Friskolerne, Efterskolerne og Højskolerne i 2016 Frirummet og udviklede Frirumsdebatten som et anderledes debatformat. Formålet med Frirumsdebatten er at styrke den demokratiske samtale og inspirere blandt andre børn og unge til at engagere sig i debatten. Undersøgelser viste på daværende tidspunkt, at særligt børn og unge meldte sig ud af debatten på grund af den hårde tone.
”De frie skoler gik sammen som en reaktion på det, de dengang analyserede som en råbekultur og konfliktunderholdning. De følte, at der var en tendens til, at den offentlige debat var skruet sådan sammen, at den, der råbte højest, var den, der fik ret, og at debatterne afsatte for lidt tid til eftertænksomhed og nuancer,” forklarer Josefine Weng, der er leder af Frirummet.
Siden 2016 er mere end 200 journalister, undervisere, ledere med flere blevet uddannet debatpiloter, der gør dem i stand til at afholde og styre Frirumsdebatter. En af dem er Sanne Wiedemann, som er skoleleder på den fri grundskole Hillerød Lilleskole. Hun tilmeldte sig uddannelsen efter at være blevet fanget af Frirummets fokus på forståelse frem for polariseringen i den offentlige debat.
”Jeg synes, at tonen var hård, og at de unge måske også trak sig fra en debat, som jeg synes var naturligt, at de var en del af. Så jeg tænkte, at det var oplagt at arbejde med frirumsdebatter her på skolen, men også andre steder ude i den offentlige debat,” siger hun.
Hvad er en Frirumsdebat?
En Frirumsdebat består af tre runder: Front, Refleksion og Initiativ.
I den første runde trækkes fronterne op, og debatpiloten tydeliggør, hvor de to debattører er uenige og hvorfor. Det vigtige i denne runde er, at debattørerne ikke skyder modpartens argumenter ned.
Den anden runde, refleksionsrunden, indledes med et personligt spørgsmål til hver debattør. Det personlige spørgsmål peger tilbage til debattørens barndom eller ungdom og giver debattøren mulighed for at trække en forbindelse til sine nuværende værdier.
Formålet med refleksionsrunden er at få debattørerne til at udfolde emnets nuancer og kompleksitet. Debattørerne bliver for eksempel bedt om at svare på, hvilke af modpartens argumenter, der er de stærkeste og hvorfor.
I den sidste runde skal der forslag til løsninger på bordet. I denne runde bliver deltagerne inddraget og bedt om at bidrage med konkrete handlingsforslag.
Frirumsdebatten tager et smut til udlandet
I samarbejde med Frirummet er Videncenter for Folkeoplysning i gang med at evaluere debatformatet med særligt fokus på debatpiloternes udbytte og brug af uddannelsen inden for debatformen.
”Vi er interesseret i at blive klogere på, hvilken betydning det har, hvor det har fungeret godt, og hvor det måske har haft en anden effekt, end den vi havde regnet med,” siger Josefine Weng om evalueringen.
Spørger man Sanne Wiedemann har debatpilotuddannelsen været en stor succes, og hun har kunnet tage meget med fra uddannelsen. Det gælder ikke kun, når hun står ude som debatpilot, men også i sit arbejde som skoleleder.
”Én ting er, at man kan bruge uddannelsen til at lede Frirumsdebatterne. Jeg synes også, at uddannelsen giver os nogle redskaber til at løse konflikter og indgå i en dialog på en mere åben og undersøgende baggrund – de redskaber bruger jeg ofte i mit arbejde som skoleleder, hvor jeg hele tiden faciliterer samtaler og dialog,” forklarer hun og fortsætter.
”Jeg sidder med konflikter, uenigheder og uoverensstemmelser og selvfølgelig møder og andre arrangementer. Så det at gå ind i en debat på den måde, som Frirummet lægger op til, det synes jeg er en superfed måde at arbejde på, og hele det spinoff, der er kommet af at have taget uddannelsen, det havde jeg ikke forestillet mig,” siger Sanne Wiedemann.
Skolelederen er så begejstret for debatformatet, at hun nu tager konceptet med ud over Danmarks grænser.
”Vi skal sammen med 9. klasserne til Kroatien om en måned og lave frirumsdebatter med kroatiske unge på et gymnasium. Både for at træne dem og os selv og for at lære dem, hvordan man kan diskutere uenighed og komme frem til initiativer frem for at komme frem til yderligere uenighed,” siger hun.
”Eksemplet illustrerer, hvordan det er muligt for en debatpilot at sætte formatet i spil på helt nye måder ved at involvere eleverne, integrere det i den øvrige undervisning og eksperimentere med formatets ramme og grænser. Det kan tjene som inspiration til andre debatpiloter,” siger Maria Elisabeth Jensen, der er analytiker i Vifo og ansvarlig for evalueringen.
”Men det kræver også tid og ressourcer at planlægge og udvikle på formatet på den måde. Styrken i frirumsdebatten findes også i de mindre synlige 'ringe i vandet', som debatpiloternes adfærd, tænkning og arbejde med at sætte debatter op skaber i det daglige, på biblioteket, på skolen eller i undervisningen,” siger hun.
Josefine Weng glæder sig over, at debatpilotuddannelserne har haft stor betydning og sat sit aftryk hos debatpiloter og deltagere.
”Frirumsdebatten er et efterspurgt debatformat, som både viser deltagere og debattører, hvor værdifuldt det er, når vi fokuserer på at blive klogere af vores uenigheder frem for på at få ret”, siger Josefine Weng.
”Jeg er glad for, at debatpilotuddannelsen giver inspiration til undervisning, ledelse, konflikthåndtering og andre elementer i debatpiloternes professionelle virke og personlige liv. Det viser, at Frirumsdebatten er koncept, der er i stand til at skabe varige aftryk i vores måde at interagere med hinanden på og dermed i hele vores kultur,” fortsætter hun.
Mødet med virkeligheden kan være vanskeligt
Selvom Sanne Wiedemann nu har god erfaring med at bruge debatformatet og selv har kastet sig ud i at agere debatpilot ved flere lejligheder, var det vanskeligt i starten, fortæller hun.
”Jeg er på ingen måder vant til at stå på en scene, så jeg bliver nervøs. Men som med så meget andet i livet, så må man kaste sig ud i det og være villig til at afholde et arrangement. Så kan det godt være, at det ikke lykkes 100 procent de første gange, fordi der kan ske alt muligt. Men man er nødt til at gå ud og gøre det,” mener hun.
Sanne Wiedemann kender også til flere uddannede debatpiloter, som ikke har været ude at lave debatter efterfølgende, fordi de har været bange for, at det er for svært.
”Det er ikke sådan, at når du bliver uddannet debatpilot, så går du bare ud og gør det. Men der er nogen, der kan hjælpe én videre, så man kommer i gang, så når det kommer til stykket, så er det ikke så svært. Og det er jo ikke debatpiloten, der er i centrum, men de to debattører. Når man har prøvet det nogle gange, så finder man ud af, at det dør man ikke af,” siger Sanne Wiedemann.
I forbindelse med evalueringen har Vifo talt med flere debatpiloter, der deler samme opfattelse.
”Mens nogle debatpiloter er godt i gang med at arrangere Frirumsdebatter, er der også nogle, som ikke føler sig ’scenevante’, og som ikke er kommet i gang med at sætte debatter op, og jo længere tid, der går, jo sværere bliver det,” forklarer Maria Elisabeth Jensen, der har interviewet flere debatpiloter.
”I den forbindelse er der kommet nogle interessante perspektiver frem på den problemstilling, som også kan tjene som inspiration til udviklingsarbejdet fremadrettet. Det er noget af det, vi skal dykke mere ned i nu,” fortsætter hun.
