Mød talerne: Karsten Naundrup Olesen skriver på en bog, der skal gøre alle klogere på folkeoplysningsloven

Hvorfor er der brug for en bog, der giver et juridisk blik på folkeoplysningsloven?

Når jeg rejser rundt i folkeoplysningslandet, så får jeg tit rigtig mange spørgsmål, og de er jo i sagens natur meget konkrete, fordi de kommer fra folk, som sidder med loven – enten som forening eller kommune. Det har altid slået mig, at der kan være så mange spørgsmål til en lov, der jo trods alt er ret gammel, og som bliver brugt dagligt.

Dernæst undrede det mig, at der ikke findes noget sted at slå op. Jeg kan finde selve loven, og jeg kan finde noget om, hvad folkeoplysning er, men hvis jeg nu har et spørgsmål til selve loven, så er det meget vanskeligt at finde.

Så jeg synes, der manglede en bog, hvor man prøver at tage fat i folkeoplysningsloven. Hvad kan den fortælle os om, hvad man må, hvad man skal, og hvad man ikke må i forhold til folkeoplysning? Både hvis man er forening, og hvis man er kommune.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan svare på alle spørgsmål, men jeg kan måske give et lidt bedre grundlag.

Min tanke er at prøve, om jeg dels kan lave en hurtig og nem indføring til nye sagsbehandlere i kommunen eller nye folk i foreningerne, som måske ikke kender så meget til folkeoplysningen, og dels henvende mig til dem, der har en vis erfaring, men som alligevel har nogle spørgsmål, som de så kan slå op og se ’hvordan skal jeg forholde mig til det?’

Hvilke temaer kommer bogen til at adressere?

Der kommer helt sikkert noget om selve regelgrundlaget – altså hvilke regler gælder i forhold til folkeoplysning. For selvfølgelig er der folkeoplysningsloven, men der findes også andre regler, som er relevante at kende til.

Så er der noget om aktørerne er på området. Det er selvfølgelig foreningerne og kommunerne, men hvad er de for en størrelse, og hvilke spillere er der ellers på banen?

Derudover vil jeg kigge på de folkeoplysende foreninger, fordi det er dem, der er omfattet af loven, og på hvad folkeoplysning er, både i forhold til voksenundervisning og de frivillige folkeoplysende foreninger. Her vil jeg se på, hvad det egentlig er, loven omfatter.

Så har vi fået kridtet banen op, og så skal vi kigge på de to muligheder for støtte, nemlig i form af tildeling af lokaler og faciliteter samt tildeling af penge på forskellig vis.

Derefter vil jeg kigge på noget af det, der hele tiden popper op, nemlig det konkurrencemæssige aspekt. For den her snitflade mellem folkeoplysning og kommercielle aktiviteter bliver nok i virkeligheden større og større, uden at man skal overdrive det.

Det er jo en helt klassisk diskussion. Tidligere så vi det i tilknytning til danseskoler, og senest har det været oppe at vende i forbindelse med fitness, hvor den branche mener, at de kommercielle aktører er udsat for urimelig konkurrence fra de folkeoplysende foreninger.

Det sidste emne, jeg regner med at komme omkring, handler om alle de betingelser, der skal være opfyldt for at få støtte – for eksempel skal man føre tilsyn og lave regnskab og den slags. Det er sådan meget praksisnært i forhold til dagligdagen.

Hvad ser du som jurist som de største styrker og svagheder ved folkeoplysningsloven i dag?

Det er måske i virkeligheden én og samme ting. Det positive er jo, at loven er meget bred i forhold til, hvem og hvad den omfatter – altså hvad der er en forening og hvad der er folkeoplysende virksomhed.

Den bredde kan opfattes som noget positivt, fordi den betyder, at loven kan rumme mange forskellige former for foreningsdannelse. Det betyder, at man bibeholder det, som hele tiden har været tanken omkring folkeoplysning, nemlig at det er noget, der foregår derude, hvor mennesker er.

Hvis du vælger en meget stram model, så har man jo dikteret, hvordan mennesker skal indrette sig, hvor det nu i virkeligheden er op til folk selv at vurdere, hvordan de skal indrette sig.

På samme måde er der en ret bred definition af, hvad det er for nogle aktiviteter, man kan få støtte til, og det er jo også godt, for så er der bedre rum til, at borgerne kan finde på noget.

Begge dele er nogle store styrker, men det er jo samtidig det, der er svagheden, for det gør det enormt besværligt både at være forening og kommune. For i praksis sidder der en medarbejder i kommunen og skal vurdere, hvorvidt noget er en forening, og på den anden side af bordet, er der nogen, der har tanken om at lave nogle aktiviteter, og de kan have svært ved at afgøre, om de er en folkeoplysende forening, eller hvordan bliver vi det?

Det er jo meget groft skåret, men alt i alt vil jeg sige, at styrken ved elasticiteten samtidig er svagheden, og så er vi i virkeligheden tilbage til der, hvor det hele startede med, at det er derfor, der kan være så mange spørgsmål.