Mød talerne: Ansvaret for dannelse i en digital verden hviler på flere - også de folkeoplysende aktører, mener Stine Liv Johansen

Hvordan vil du definere digital dannelse?

Det er altid svært at få en forsker, der har skrevet en hel bog om digital dannelse, til at svare kort på det spørgsmål.

Vi bruger begrebet digital dannelse, men ofte uden rigtigt at definere det. Det bliver tit reduceret til noget med at tale pænt på nettet og ikke dele sine adgangskoder. Men det er langt mere komplekst i en verden, der er så gennemsyret af digitale teknologier.

Jeg foretrækker faktisk at tale om dannelse i en digital verden. Det gør det ikke mindre komplekst, men det understreger, at det ikke er noget særligt, der ligger inde i det digitale. Det handler om at kunne agere i den verden, vi lever i, hvor digitale teknologier spiller en enorm rolle i vores private liv, arbejdsliv, politiske liv og uddannelse.

I bund og grund handler det om at kunne agere som et myndigt, kritisk tænkende individ i de kontekster, man er en del af. For vi lever i en tid med ekstrem forbundethed. Vi kan konstant forbinde os med hele verden og søge information. Men vi skal kunne forholde os kritisk til den information, sætte den i kontekst og forstå den. Det er en enormt kompleks opgave, fordi informationsmængden er så stor.

Dannelsesopgaven i dag er derfor anderledes end tidligere. Det handler ikke kun om at passe ind i en familie eller et forudbestemt arbejdsliv. Det handler om at navigere i en global, digital offentlighed.

For unge mennesker betyder det også at kunne håndtere et konstant pres – at være på, at svare, at sammenligne sig med andre. En del af dannelsesopgaven er at kunne være i det som menneske.

Hvem har ansvaret for børn og unges digitale dannelse, og hvilken rolle kan folkeoplysningen spille?

Grundlæggende set synes jeg, det er vigtigt at huske på, at ansvaret ikke kun ligger ét sted. Vi kan ikke kun overlade det til regulering af tech-giganterne eller til forældrene eller til skolen. Vi bliver nødt til at stå på flere ben på én gang.

Det er en kæmpe folkeoplysningsopgave, og den handler ikke kun om børn og unge, men i høj grad også om forældre og fagpersoner.

Det er godt og vigtigt at forsøge at få tech-platforme til at tage ansvar, men det kan ikke stå alene. Der er brug for samtale og dialog. For dannelse sker gennem samtale, og man kan ikke danne sig selv alene. Derfor har alle institutioner og organisationer, hvor mennesker mødes i fællesskab, en rolle at spille.

Folkeoplysningen rummer mange aktører. Jeg har selv argumenteret for, at de frie skoler – efterskoler, højskoler, frie og private skoler – har en særlig rolle. De er ikke helt så bundet af den politiske pendulbevægelse mellem ”mere digitalt” og ”mindre digitalt”.

Mange efterskoler har mobilfri opstart eller forbud, hvilket kan være fint. Men jeg savner, at de for alvor tager den dannelsesmæssige del på sig og går ind i de svære samtaler.

Det gælder også idrætsorganisationer. Det er fint at fjerne mobiler fra omklædningsrum, men man kunne også arbejde med temaer som krop, køn, samtykke, grænser og fællesskaber i en verden præget af digital sammenligningskultur. Man kunne klæde instruktører på med viden, så de kan tage samtalerne i hverdagen – i bussen på vej til kamp, for eksempel.

Vi ved, at børn og unge sjældent selv henvender sig til voksne om deres digitale liv. Derfor er det en opgave for alle voksne – i musikskolen, fodboldklubben, efterskolen – at være klar til at tage samtalerne uden at være fordømmende.

Der er også noget helt konkret i infrastrukturen. Mange unge er stadig på Facebook, fordi foreningerne kommunikerer der. Kunne man vælge andre platforme? Kunne man arbejde for løsninger, hvor man ikke konstant får notifikationer?

Det kræver fælles beslutninger og vilje til at skubbe på udviklingen.

Hvad ser du som de helt store udfordringer, hvis debatten bliver for unuanceret, og den bliver på ’sluk’-præmisser?

Jeg synes allerede, vi ser alvorlige konsekvenser, fordi der er nogle debattører, der har fået stor gennemslagskraft. Det betyder, at vi misser nuancerne i forhold til alt det gode, der foregår online.

Vi glemmer for eksempel de børn og unge, som ikke bare lige kan gå ned i en idrætsforening. Jeg har arbejdet med Muskelsvindfonden, og for nogle unge med handicap er digitale medier helt afgørende for deltagelse i fællesskaber.

Der findes mange unge, der er marginaliserede eller udsatte af forskellige årsager. For dem kan digitale fællesskaber være en reel mulighed for deltagelse.

Derudover synes jeg, debatten fokuserer meget på skærmtid, men alt for lidt på, hvad der foregår på skærmen, sammen med hvem, i hvilke sammenhænge og hvad det betyder for de unge.

Og unges stemmer er i det hele taget fuldstændig fraværende i den her debat, og det er et demokratisk problem. For vi tromler hen over dem – først med tvangsdigitalisering og nu med forbud.

Pendulet svinger frem og tilbage, men svinger det for meget til den ene side, så misser man alle de gode muligheder for læring og pædagogik og spændende undervisning, som også kan ligge i det digitale. Det er ikke sådan, at hvis vi bare slukker og fjerner og forbyder og burer inde, så har vi løst problemet. Vi har stadig ikke løst problemet med digital dannelse.

Derfor mener jeg også, at der virkelig er en åben bane at spille på her for de folkeoplysende aktører.