Hvor er fritidslivet i kampen om børn og unges teknologiske dannelse?
Vi mangler fritidstilbud, hvor forældre for eksempel kan gå til AI med deres børn og sammen udvikle dømmekraft, normer og balance omkring nye teknologier. Når vi ved, at brug af teknologi formes socialt og kulturelt, så bør fritidslivets aktører også integrere teknologisk dannelse i de dagsordener om beredskab, cybersikkerhed og robusthed, som fylder lige nu.
Dette debatindlæg blev først bragt på berlingske.dk lørdag 30. maj 2026
Når Red Barnet argumenterer for, at børn og unge skal rustes bedre til en digital fremtid, peger organisationen på noget væsentligt: Digitale teknologier former allerede børn og unges sociale liv, demokratiske deltagelse og adgang til fællesskaber. Derfor er det ikke nok kun at diskutere restriktioner, skærmtid og beskyttelse. Børn og unge har også brug for teknologisk dannelse i deres beredskabskasse.
Og netop teknologisk dannelse så vi flere eksempler på ved Videncenter for Folkeoplysnings konference i marts.
Her fortalte børn og unge om, hvordan fællesskaber omkring kodning, robotter og digitale projekter havde været med til at forme dem som mennesker. Ikke gennem store fortællinger om innovation, men gennem erfaringer med samarbejde, fejl, konflikter, vedholdenhed og små sejre. Erfaringer, jeg selv nød godt af, da et barn med stor tålmodighed forsøgte at lære mig at kode en robot.
Lad civilsamfundet rådgive om undervisningen i teknologiforståelse
I øjeblikket arbejder folkeskolen på at udvikle teknologiforståelse som et nyt fagområde. Der er fokus på både kreativitet, design og overordnede digitale fænomener i verden. Det giver god mening. Men spørgsmålet om, hvordan man underviser i det, er fortsat på tegneblokken. Og her kunne man spørge en civilsamfundsven. Der er nemlig nogle af dem, der har arbejdet med det i flere år.
Organisationer som Coding Pirates og Videnskabsklubben har i årevis skabt fællesskaber, hvor børn og unge lærer at forstå og skabe med teknologi sammen med andre. Ikke som projekter, der skal udvikle den enkeltes kompetencer, men som frivillige fællesskaber præget af nysgerrighed, deltagelse og fælles problemløsning.
Samtidig tilbyder organisationerne ofte noget andet end logikkerne på de platforme, som mange børn og unge ellers møder online. Her handler teknologi ikke primært om synlighed, forbrug og opmærksomhedskonkurrence, men om fordybelse, skabelse og samarbejde. Det kan de fleste blive enige om, er godt.
Sagen er bare den, at børnene ikke er alene hjemme i teknologien, men i mange tilfælde har følgeskab af en familie, som bliver påvirket af og påvirker børn og unges brug af teknologien.
Derfor kan det også undre mig, at jeg ikke kan finde et tilbud fra nogen organisationer om at gå til AI med min datter. Hvor er det fritidstilbud, som bryder generationskløften og giver os mulighed for som familie at udvikle en fælles teknologisk dannelse, hvor vi får øjnene op for hinanden i en virkelighed, der udvikler sig hele tiden?
En stor del af den offentlige debat placerer fortsat ansvaret hos det enkelte barn eller den enkelte familie. De skal selv regulere skærmbrug, navigere i algoritmer og balancere sociale medier. Men brug af teknologi formes også socialt og kulturelt.
Derfor handler spørgsmålet ikke kun om, hvor meget teknologi børn og unge har adgang til (og hvornår), men også om, hvor de kan gå hen og finde nogen, der kan hjælpe dem med at udvikle dømmekraft, normer og balancer omkring teknologien.
Her har jeg så et andet spørgsmål til de aktører i civilsamfundet, der arbejder med fritidslivet: Hvorfor er så få af dem optaget af at integrere teknologisk dannelse i de dagsordener om beredskab, cybersikkerhed og robusthed, som ellers fylder meget lige nu?
Hvis fritidslivet vil være en central aktør i fremtidens demokratiske beredskab, kræver det mere end robuste organisationer, beredskabstræning, prepper-kurser og nye sikkerhedspuljer. Det kræver, at den erfaring, som nogle foreninger og fritidstilbud allerede har gjort sig, aktivt bliver sat i spil f.eks. som inspiration til, hvordan folkeskolerne kan arbejde med det pædagogisk i det kommende fag om teknologiforståelse.
Lige nu ser vi en pudsig sameksistens af, at vi diskuterer demokratiets robusthed, samtidig med at en stor del af børn og unges sociale, kulturelle og politiske liv foregår på digitale platforme, som hverken folkeskolen eller civilsamfundet for alvor har taget ansvar for at skabe demokratiske modspil til.
Måske er spørgsmålet derfor ikke kun, hvordan vi beskytter børn og unge mod teknologiens konsekvenser, men også hvem der tager ansvar for at skabe de fællesskaber, hvor de lærer at forstå den.
