Vifo Artikel 14.09.2022

Frivillige driver plukkehave for beboerne på Trøjborg

Alle er velkomne til at plukke spiselige blomster, krydderurter og bær i en lille plukkehave på et torv i Aarhus. Haven blev grundlagt i coronatiden og har allerede inspireret til et nyt projekt et andet sted i bydelen.

Skrevet af: Kirsten Sparre

En bronzefennikel med søde anisfrø tårner sig op i en plantekasse på et hjørne af Steen Billes Torv på Trøjborg i Aarhus. Alle er velkomne til at tage en stængel eller to med hjem fra den og de andre spiselige planter i plukkehaven, der blev grundlagt i coronatiden og nu drives af en gruppe lokale beboere under Trøjborg Fællesråd.

Ideen til dyrkningsfællesskabet Steen Billes Torv, som plukkehaven hedder officielt, opstod ved en tilfældig samtale mellem Pernille Klitgaard Laursen og Julie Trier, hvor sidstnævnte udover at bo på Trøjborg også er selvstændig landskabsarkitekt. Pernille Laursen savnede en have, og de to blev hurtigt enige om, at sådan en var der plads til at lave på Steen Billes Torv, hvor der allerede var to halvgamle og forladte bede og et hjørne, der primært blev brugt som hundetoilet.

Haven blev anlagt i april 2021 med tre højbede og en genoplivning af de indhegnede bede fra tidligere, efter at Trøjborg Fællesråd havde lavet en brugsaftale med Aarhus Kommune om at bruge jorden og med økonomisk tilskud fra NRGI-værdipuljen, SMAG på Aarhus og Aarhus Kommunes pulje til at bekæmpe ensomhed under corona.

Arbejdet med at anlægge haven nød godt af, at det skete, mens Danmark langsomt var ved at åbne op efter en lang nedlukning i vinteren og foråret.

"Der kom en del og hjalp med arbejdet, fordi de havde behov for, at der skete noget og gerne ville have noget fællesskab. Det blev gjort muligt af, at arbejdet med haven foregik udendørs," fortæller Julie Trier.

Nu er der ikke så mange, der er aktive i dyrkningsfællesskabet som før, fordi hverdagen har meldt sig efter corona. Men der er stadig en fast kerne på 10-11 personer - også unge -  som deler tjansen med at luge og vande i haven, og der kommer flere ved de arrangementer, som tovholderne arrangerer med jævne mellemrum, og hvor man for eksempel kan bytte planter.

Grønne fingre på Trøjborg

Plukkehaven består af tre store højbede med spiselige blomster og krydderurter og to indhegnede bede med forskellige bær hen over sæsonen. Foto: Thomas Søndergaard

Pluk alt fra bær til dagliljer og salvie

Haven er ikke kun et projekt, der skal glæde de aktive. Hele ideen med den er, at den skal tilbyde områdets beboere noget spiseligt, som de gerne må tage med sig hjem.

Højbedene er fyldt med spiselige stauder som for eksempel morgenfruer, kornblomster og dagliljer og masser af krydderurter som oregano, salvie, estragon, timian, persille og mynte. I de indhegnede bede er der hen over sæsonen stikkelsbær, ribs, solbær, hindbær, majbær, rabarber og skovjordbær.

De mange bær er populære blandt områdets børn, der hopper ind i de små indhegninger og spiser løs, når de alligevel er på legepladsen ved siden af. Men der er ikke helt så stor afsætning på planter og krydderurter fra højbedene som ønsket, og derfor drømmer Pernille Laursen om at få lavet nogle skilte i høj kvalitet, der fortæller om planterne og ikke mindst, hvad de kan bruges til hjemme i køkkenet.

"Vi vil også gerne have en vandhane på torvet," fortæller hun, der lige nu må hente vand til planterne i en slange trukket på tværs af vejen fra hendes egen vaskekælder.

Julie Trier påpeger, at der også kunne være flere aktiviteter omkring haven, hvis der var et toilet på torvet, og et lille hus eller overdækket areal med et udekøkken, der kunne bruges af de små, lokale foreninger.

Nyt projekt spirer frem et andet sted i bydelen

Dyrkningsfællesskabet på Steen Billes Torv har også knopskudt i en anden retning. Nogle af de frivillige omkring projektet bor et stykke fra torvet og vil gerne etablere en have med grøntsager i et andet område på Trøjborg i samarbejde med en lokal skole, der ønsker sig en skolehave og ikke har sine egne grønne arealer.

Drømmen er at lave en køkkenhave i højbede og bygge en siddetrappe, så folk, der kommer forbi, kan slå sig ned og tage en pause eller spille en omgang rundbold. Der skal også være en lille scene til små arrangementer.

Ligesom med dyrkningsfællesskabet skal det være en forening af interesserede, der kommer til at stå for driften, fortæller Julie Trier.

"I sommer er der åbnet et nyt kollegium ved siden af arealet, hvor vi tænker, de unge på sigt kunne tænke sig at blive en del af fællesskabet om at drifte en køkkenhave. Vi ved, der er mange unge, der er tilflyttere uden netværk, og som føler sig ensomme, og at der er mange, der er interesseret i det grønne, så det vil være oplagt," siger hun.  

Køkkenhaven starter på forsøgsbasis i september 2022 med frivillig arbejdskraft, der skal anlægge det første højbed i genbrugsmaterialer, når der er kommet en godkendelse fra Aarhus Kommune.

Fokusområde:

Grønne uderum

Hvem er aktøren?

En gruppe af frivillige under Trøjborg Fællesråd

Hvad går aktiviteten/projektet ud på?

Siden foråret 2021 har de frivillige bygget og drevet en plukkehave på et torv i byområdet Trøjborg i Aarhus med spiselige planter, krydderurter og bær. Med jævne mellemrum bliver der lavet aktiviteter, hvor flere end den faste gruppe af frivillige deltager.

Hvem henvender projektet sig til?

Beboere på Trøjborg, som har lyst til at være med i et fællesskab om at drive en have. Alle beboere og forbipasserende er også velkomne til at tage produkter fra haven med hjem til deres eget køkken.

SØG STØTTE TIL DIT EGET PROJEKT PÅ REALDANIA.DK

Videncenter for Folkeoplysning samarbejder med Realdania om puljen 'De nye folkerum'. Puljen er en del af Realdanias indsats ’RESPOND – rammerne for den nye hverdag’, der undersøger, hvordan COVID-19 påvirkede vores adfærd, og hvordan vi kan omsætte den nye viden og nye initiativer til bedre livskvalitet i fremtiden.

Inspiration fra andre projekter og aktiviteter

AOF Center Odenses ladcykel
Vifo Artikel 14.09.2022
I Odense er folkeoplysningen kommet på hjul
Onlinerejser med DEO
Vifo Artikel 14.09.2022
DEO giver mulighed for at rejse fra lænestolen
Sport X i Aarhus
Vifo Artikel 14.09.2022
I Sport X kommer fællesskabet før faciliteterne
Glade folk i Hattemagertoften
Vifo Artikel 14.09.2022
Beboere i seniorbyggeri har lavet en fysisk telefonkæde
Det Runde Bord står klar med mad
Vifo Artikel 06.10.2022
Frivillige lavede 110.000 måltider til socialt udsatte under coronanedlukningen

Læs mere om 'De nye folkerum'

Baggård
Vifo

De nye folkerum