Vifo Artikel 06.10.2022

Frivillige lavede 110.000 måltider til socialt udsatte under coronanedlukningen

Da herberger, væresteder og andre omsorgssteder lukkede ned under coronakrisen, mistede mange socialt udsatte muligheden for at få et måltid mad. Derfor rykkede foreningen Det Runde Bord ind i de køkkener, der stod tomme på grund af nedlukningen, og lavede mad til omsorgsstederne i Københavnsområdet.

Skrevet af: Cecilie Hedegaard Bak
Nøgleord: Corona De nye folkerum

Den 11. marts 2020 blev Danmark lukket ned, og millioner af danskere blev sendt hjem. Men hvor går man hen, hvis man ikke har et hjem? Coronasmitten var ikke kun skyld i, at skoler, butikker og kulturliv måtte lukke ned – også varmestuer, væresteder og enkelte herberger skruede ned for kapaciteten eller lukkede helt, og det betød blandt andet, at muligheden for at få et varmt og nærende måltid blev alvorligt indskrænket for landets socialt udsatte.

”Min telefon ringede, og det var min gamle ven Hasse, der arbejder på rusmiddelcentret Valmuen i København. Han fortalte, at deres brugere tabte sig faretruende meget, fordi de omsorgssteder, hvor de socialt udsatte normalt indtager deres mad, var lukket ned,” fortæller Peter Haugelund.

Han er daglig leder i den frivillige forening Det Runde Bord, der formidler gratis overskudsmad fra store events som Roskilde Festival og Grøn Koncert til en lang række af landets socialt udsatte.

Den problematik ville Peter Haugelund gerne være med til at løse sammen med de frivillige i Det Runde Bord, der primært består af professionelle kokke, socialarbejdere fra omsorgsverdenen og erhvervsfolk fra blandt andet fødevarebranchen.

Det runde bord i gang med madlavning

Det Runde Bord rykkede ind i fire forskellige køkkener, som de kunne få lov at låne gratis under coronanedlukningen. Foto: Det Runde Bord.

Det Runde Bord rykkede ind i de nedlukkede køkkener

Held i uheld var landets restaurationer og tilhørende køkkener på daværende tidspunkt også lukket ned, kokkene var sendt hjem, og mange stod med råvarer, som de ikke kunne få lov til at tilberede.

”Der var en masse mennesker, som stod og ikke skulle på arbejde, så der var ligesom et vakuum, vi kunne suge folk ind i, og ikke mindst en meget tydelig udfordring, så vi havde på ingen måde problemer med at skaffe frivillige. Men jeg husker tydeligt, at vi på et tidspunkt havde en begrænsning på fem mennesker i køkkenet, og det var presset, fordi mange flere ville være med,” siger Peter Haugelund.

To dage efter, at Peter Haugelund havde modtaget opkaldet fra Valmuen, blev de første tilberedte måltider kørt ud til de socialt udsatte.

”Vores chefkok Peter Otto havde tre restauranter, som var lukket ned, så vi stod der og bankede mad af sted alle ugens dage. Nogle af råvarerne kom fra de nedlukkede restauranter, men vi fik også en pænt stor del fra fødevaregrossisten Inco, som vi har samarbejdet med i mange år,” siger Peter Haugelund.

Derudover modtog foreningen donationer på MobilePay samt midler fra Spar Nord Fonden og Østifternes Fond, som de kunne købe råvarer for. Fra marts til december 2020 kunne foreningen derfor sende cirka 110.000 solide og næringsrige måltider ud til forskellige omsorgssteder i Københavnsområdet.

”Vi måtte rykke rundt mellem fire forskellige køkkener i perioden, som vi kunne låne gratis. Vi kørte til kontoen var tom, og vi ikke havde noget køkken mere,” siger Peter Haugelund.

Kokke laver mad

Det Runde Bord er en frivillig forening primært bestående af professionelle kokke, socialarbejdere og erhvervsfolk fra bl.a. fødevarebranchen. Foto: Det Runde Bord.

Behovet er der stadig, men madlavningen er indstillet

Han har endnu ikke prøvet at stå i en situation, hvor den overskudsmad, de har hentet fra diverse arrangementer eller selv har produceret under coronakrisen, ikke er blevet afsat.

”Behovet må tydeligvis være der, og vi har talt med flere, der fortæller os, at vores indsats har virket. Blandt andet talte jeg med en sygeplejerske på Valmuen, der behandler brugernes sår. Hun fortalte, at hun efter vores indsats stort set ikke havde set nogen, der kom med sår, som skyldes misbrug,” siger Peter Haugelund.

Det undrer ham derfor, at der ikke er mere fokus på ernæringen for de socialt udsatte.

”Det er der i alle andre sundhedsindsatser. Men her har vi at gøre med en gruppe, hvis hovedfokus ikke nødvendigvis er på at komme ned og få købt noget ernæringsrigt mad, men vi kunne jo se og høre, at der var nogle gevinster ved at sørge for, at de her mennesker har god mad til rådighed,” siger han.

Indsatsen var med Peter Haugelunds egne ord en kæmpe succes, der byggede bro mellem frivillighed, det civile samfund, erhvervsliv og forvaltningen. Derfor ærgrer det ham, at de har været nødt til at stoppe arbejdet.

"Vi løb tør for penge og lånekøkken og måtte med tungt hjerte lukke ned. Vi er selvfølgelig fortsat i det omfang, vi kan, men behovet er langt større end de indsatser, vi og andre kan levere," siger han.

Tema/fokusområde:

Wildcard

Hvem er aktøren?

Det Runde Bord er en frivillig forening, der primært består af professionelle kokke og socialarbejdere fra omsorgsverdenen, erhvervsfolk fra bl.a. fødevarebranchen og en lang række af andre kompetente ildsjæle.

Hvad går projektet/aktiviteten ud på?

Under coronakrisen lånte Det Runde Bord køkkener i de restauranter, som var lukket pga. coronarestriktionerne. Her tilberedte de måltider, som de kørte ud til socialt udsatte.

Hvem henvender projektet sig til?

Socialt udsatte i Københavnsområdet.

 

SØG STØTTE TIL DIT EGET PROJEKT PÅ REALDANIA.DK

Videncenter for Folkeoplysning samarbejder med Realdania om puljen 'De nye folkerum'. Puljen er en del af Realdanias indsats ’RESPOND – rammerne for den nye hverdag’, der undersøger, hvordan COVID-19 påvirkede vores adfærd, og hvordan vi kan omsætte den nye viden og nye initiativer til bedre livskvalitet i fremtiden.

Inspiration fra andre projekter og aktiviteter

Onlinerejser med DEO
Vifo Artikel 14.09.2022
DEO giver mulighed for at rejse fra lænestolen
Grønne fingre
Vifo Artikel 14.09.2022
Frivillige driver plukkehave for beboerne på Trøjborg
Glade folk i Hattemagertoften
Vifo Artikel 14.09.2022
Beboere i seniorbyggeri har lavet en fysisk telefonkæde
Sport X i Aarhus
Vifo Artikel 14.09.2022
I Sport X kommer fællesskabet før faciliteterne
AOF Center Odenses ladcykel
Vifo Artikel 14.09.2022
I Odense er folkeoplysningen kommet på hjul

Læs mere om puljen 'De nye folkerum'

Baggård
Vifo

De nye folkerum