Mød talerne: Demokratiet har det overordnet godt, men der er ridser i lakken, siger Michael Bang Petersen, der står i spidsen for Magtudredningen 2.0

Hvordan står det til med demokratiet?

Det er et stort spørgsmål, og et vi ikke har det fulde svar på endnu, fordi Magtudredningen 2.0 først afsluttes i 2028. Men med udgangspunkt i de foreløbige resultater, kan vi sige, at hvis man kigger helt snævert på kerneinstitutionerne i demokratiet – altså vi har frie valg, vi har sikring af grundlæggende politiske rettigheder, vi har en magtdeling osv. – så står det rigtig fint til.

Vi kan sådan set slås lidt med nordmændene om at have det mest velfungerende, liberale demokrati i verden.

Men når man har et af de mest velfungerende demokratier, så giver det også mening at hæve barren lidt. Demokrati handler om andet end valg.

Vi argumenterer for, at et demokratisk samfund også skal skabe det, som vi kalder en egentlig mægtiggørelse af borgerne. De skal ikke alene have nogle formelle deltagelsesmuligheder, men også reelle muligheder for at bidrage ind i den politiske proces. De skal føle sig som medborgere, og de skal have nogle kanaler, hvor de kan deltage uden for valgene.

Derudover skal et demokratisk samfund sikre det, vi kalder en demokratisk viljesdannelse. Det betyder i bund og grund, at vi skal have en offentlig samtale af høj kvalitet, som gør, at forskellige interesser og frustrationer ude i samfundet, kan mødes et sted og få sat en eller anden form for fælles dagsorden.

Endelig ligger der en central opgave i et demokratisk samfund om, at der skal træffes nogle beslutninger. Der skal være et beslutningssystem, som handler effektivt og retfærdigt, sådan at borgernes problemer bliver løst i sidste ende.

Hvor er der ridser i lakken, og hvor er der lyspunkter?

Når vi hæver barren på den her måde, så er der små sprækker mere eller mindre hele vejen rundt. Det er ikke, fordi vi på nuværende tidspunkt har fundet afgrundsdybe problemer, men der er en fornemmelse af, at vi på mange af de her områder går i en forkert retning.

• Borgerne har en oplevelse af, at man ikke kan stole på de politikere, vi har.
• Vi har fået en offentlig debat, der er blevet digitaliseret, og det gør både, at vi ser en mere polariseret debat på de sociale platforme, og at vi har nogen, som helt holder op med at følge samfundsrelevante nyheder, fordi de kan blive underholdt på for eksempel streamingtjenester.
• Vi ser også nogle udfordringer inde i det politiske beslutningssystem, særligt omkring hastighed, hvor folketingspolitikere har en oplevelse af, at de har for travlt. Vi ser embedsværket sige, at hastigheden går ud over den faglige kvalitet i lovgivningen.

Men alt det skal ses i kontekst af den første konklusion om, at det overordnet går ret godt. Nogle af udviklingerne er også positive.

Hvis vi kigger på digitaliseringen, så betyder det for eksempel, at der er flere stemmer i den offentlige debat, end der var tidligere – på grund af de sociale platforme. Digitaliseringen betyder også, at man har adgang til langt mere information, end man havde tidligere. Men omvendt har man muligheden for helt at zoome helt væk.

Hvordan ser du foreningslivets og civilsamfundets rolle ind i det?

Jeg tænker, at civilsamfundet spiller en række ret væsentlige roller i det danske demokrati, og måske er det også nogle roller, som skal have mere fokus fremadrettet. Dels kan man sige, at civilsamfundet og civilsamfundsorganisationer er med til at etablere en kanal, hvorigennem borgerne kan få deres frustrationer og problemer hørt af det mere formelle politiske system.

Men det kræver jo, at man fortsat sikrer den her medlemsbase, så man kan repræsentere sine medlemmer. Så det kræver en opmærksomhed på at sikre en bred medlemsskare. Dernæst er der også det forhold, at civilsamfundet spiller en enormt vigtig rolle i forhold til, hvad er det for en retning, samfundet bevæger sig i mere kulturelt.

Mange af udfordringerne er desuden baseret på frivillige valg på den måde, at der eksempelvis ikke er nogen, der har sagt, at vi skal bruge så meget tid på de sociale platforme. Det er sådan set vores eget frivillige valg. Der er heller ikke nogen, der har sagt til os, at vi skal nedprioritere vores generelle politiske engagement.

Men vi kan bare se, at folk siger, at de ikke føler, de har tid til det. Og når det kommer til nogle af de her valg, så spiller civilsamfundet og andre kulturbærende institutioner som uddannelsessystemet formentlig en ret stor rolle i at få sikret demokratiet fremad ved at etablere en forståelse af de pligter, som følger med at være borgere i et demokrati, og hvorfor det at leve i et demokrati er et fælles gode, som vi alle bør understøtte.