"Der er ingen, der bliver glemt her, og man har en fornemmelse for de svage beboere"
Lene Wiell Nordberg oplevede, at corona gav større opmærksomhed på de rum, vi deler hverdagslivet i. Det er ikke kun de rum, vi har udnævnt til sociale rum, men det kan også være trappeopgangen eller vaskeriet.
I efteråret 2022 kunne foreninger, NGO’er og andre grupper af frivillige søge midler fra Realdanias pulje ’De nye folkerum’, til at arbejde videre med nogle af de mange gode projekter og aktiviteter fra coronatiden, som også kunne bidrage til øget livskvalitet i tiden efter pandemien.
Til at bedømme ansøgningerne blev der nedsat en jury, og i en række korte artikler har Vifo spurgt jurymedlemmerne om, hvordan de oplevede, at foreninger og fællesskaber reagerede på coronakrisen.
Her giver vi ordet til jurymedlem Lene Wiell Nordberg, der er forsker fra Aalborg Universitet ved BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø.
Med dine faglige briller og udgangspunkt, hvad har du så lagt mærke til, at der skete i civilsamfundet i coronaperioden?
Jeg var en del af et forskningsteam, hvor vi i coronaperioden ad flere omgange var ude i de udsatte områder. Mange af dem oplevede et stigma under pandemien, og flere af dem blev udpeget som hotspots. Men i virkeligheden skabte de faktisk flere steder nogle gode historier.
Vi var i Ringparken i Slagelse. Her gik boligforeninger og beboerselskaber sammen og fik lavet forskellige ting som f.eks. en ugentlig rengøring, hvor beboerne frivilligt gik rundt og sprittede fællesarealerne og legeområderne af.
Beboerhuset og andre fælles lokaler lukkede ned, så lige pludselig fik trapperummene, vaskerummene og andre hverdagsrum en helt anden betydning. Det var her, de tilfældige møder opstod, i stedet for de steder, hvor man normalt mødtes.
Jeg oplevede også, at når folk blev syge, så spredte nyheden sig ret hurtigt, og så kom naboerne med mad. Der var en meget stor omsorg for hinanden. Og et stærkt fællesskab de steder, som man normalt ikke ville sige var for de ressourcestærke.
Kan du pege på noget, som du synes er en spændende nyskabelse i civilsamfundet fra coronaperioden?
Netop nabohjælpen og de stærke netværk blandt det, vi normalt forstår som ressourcesvage beboere, har været spændende at følge. Der er ingen, der bliver glemt her, og man har en fornemmelse for de svage beboere.
Vi laver også undersøgelser i disse områder under normale omstændigheder, og her ser vi, at etnicitet spiller en afgørende rolle i opdelingen af de her netværk. Og det, der var særligt interessant under corona, var, at etnicitetsspørgsmålet trådte i baggrunden. Man arbejdede sammen på tværs af de etniske netværk.
Hvad synes du, vi kan tage med fra coronakrisen?
Hvis vi igen ser på de udsatte områder, så skal man jo her i gang med at lave nogle kæmpestore transformationer.
I det hele taget kan man sige, at det ikke kun er gældende for de udsatte boligområder, men man har generelt en tendens til at lægge meget energi og fokus på de sociale rum, såsom beboerhuse, men måske skal vi have en større opmærksomhed på de andre rum, vi deler. Altså lægge noget mere generøsitet ind i de rum, hvor man deler hverdagslivet, som f.eks. trappeopgangen og vaskeriet.