Klare forventninger får flere medlemmer til at løse frivillige opgaver i foreninger
Når foreninger har klare forventninger til frivilligt arbejde, er der større sandsynlighed for, at medlemmerne udfører det. Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmer i 84 foreninger på Fyn, Langeland og Ærø. Størrelse, foreningstype og medlemskabets varighed spiller også en rolle.
Når foreninger har klare forventninger til, at medlemmerne udfører frivilligt arbejde i foreningen, er der også større sandsynlighed for, at de gør netop det. Det er et af de centrale resultater i en spørgeskemaundersøgelse om frivilligt arbejde blandt medlemmer i 84 foreninger på Fyn, Langeland og Ærø.
Undersøgelsen er en del af en større undersøgelse af foreningslivet, som Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) på SDU og Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) står bag, og svarene viser, at medlemmerne oftere påtager sig frivillige opgaver i foreninger, hvor der er en klar forventning om, at medlemmerne bidrager. De frivillige bruger også flere timer i foreninger, hvor det frivillige arbejde har afgørende betydning for foreningens aktiviteter.
Undersøgelsen viser desuden, at i de foreninger, hvor der er en klar forventning om frivilligt arbejde, er det også mere udbredt, at medlemmerne selv oplever denne forventning.
Figur 1. Medlemmernes oplevelse af foreningens forventning til, at de udfører frivilligt arbejde
Foreningens størrelse gør en forskel
Medlemmernes frivillige indsatser hænger også sammen med, hvilken størrelse forening de er medlemmer af. Medlemmer i små foreninger med under 50 medlemmer er betydeligt mere tilbøjelige til at hjælpe frivilligt end medlemmer i større foreninger. Omvendt lægger frivillige i foreninger med 100-199 medlemmer og i foreninger med mere end 500 medlemmer flere timer end frivillige i de mindste foreninger.
Foreningstypen har også betydning. For eksempel er medlemmer af kultur- og fritidsforeninger (såsom musikforeninger, museumsforeninger og spejdergrupper), interesseforeninger (såsom religiøse og politiske foreninger) samt lokalsamfunds- og boligforeninger (såsom borgerforeninger, antenneforeninger og grundejerforeninger) mere tilbøjelige til at være frivillige end medlemmer i idrætsforeninger.
Her er det dog vigtigt at tage forbehold for, at undersøgelsen kan være nået bredere ud blandt medlemmer af idrætsforeninger end blandt de andre foreningstyper. Det kan betyde, at der er en større andel af menige medlemmer, som ikke er frivillige, som har svaret på spørgeskemaet i idrætsforeninger end i de øvrige foreninger.
Endelig viser undersøgelsen, at jo længere tid medlemmerne har været med i foreningen, og jo oftere de kommer der, jo mere tilbøjelige er de til at hjælpe med frivillige opgaver og bruger også flere timer på det.
Mænd er generelt mere tilbøjelige til at hjælpe med arbejdsopgaver og bruger flere timer på frivilligt arbejde end kvinder. Alderen spiller ligeledes en rolle, da de 30-49-årige bruger betydeligt flere timer på frivilligt arbejde end de 15-29-årige.
De fleste frivillige bruger få timer
Selv om mange medlemmer udfører frivilligt arbejde i deres foreninger, så bruger de ikke nødvendigvis mange timer på det. 39 pct. af de frivillige bruger mindre end én time om måneden på arbejdsopgaver i foreningen, mens 25 pct. bruger mellem én og fire timer. Knap to tredjedele bruger dermed højst fire timer om måneden.
En mindre gruppe yder en mere omfattende indsats: 16 pct. bruger fem til ni timer om måneden, 12 pct. bruger 10-19 timer, og 8 pct. bruger 20 timer eller mere.
Foreningernes frivillige indsats består derfor både af mange små bidrag og af en mindre gruppe, som påtager sig et stort og tidskrævende ansvar. Det understreger, at frivilligt engagement ikke behøver at være omfattende for at have værdi. Også korte og konkrete opgaver indgår i det samlede arbejde, som får foreningernes aktiviteter til at fungere.
Figur 2. Antallet af arbejdstimer på en typisk måned blandt de frivillige
Det frivillige arbejde i foreningerne har mange former, men typiske opgaver er at hjælpe med det praktiske arbejde i forbindelse med aktiviteter og arrangementer. 57 pct. hjælper med opgaver ved arrangementer, og 44 pct. udfører andet praktisk arbejde.
Omkring tre ud af ti frivillige bidrager med at tilrettelægge og lede aktiviteter, udføre bestyrelsesarbejde eller deltage i udvalg, afdelinger eller råd.
Mellem 13 og 17 pct. af medlemmerne arbejder med administration, kommunikation, udviklingsarbejde eller dialog med kommunen og andre samarbejdspartnere. 10 pct. arbejder med uddannelse, kompetenceudvikling eller koordinering af frivillige, mens 7 pct. står for fundraising gennem ansøgninger.
De enkelte aktiviteter udelukker ikke hinanden, da deltagerne i undersøgelsen har kunnet vælge flere svar.
Figur 4. Fordelingen af arbejdsopgaver blandt frivillige
Konteksten har betydning for medlemmernes frivillige engagement
På flere områder bekræfter denne undersøgelse resultater fra tidligere undersøgelser. Praktiske opgaver er de mest udbredte blandt de frivillige, efterfulgt af opgaver med at tilrettelægge og lede aktiviteter. Mænd er oftere frivillige end kvinder, og de 30-49-årige bruger flere timer på frivilligt arbejde end de 15-29-årige.
Undersøgelsen giver samtidig ny viden om betydningen af den sammenhæng, medlemmerne indgår i. Medlemmer er oftere frivillige, når foreningen tydeligt forventer, at de bidrager, og når de gennem et længere medlemskab og hyppigt fremmøde har en større tilknytning til foreningen.
Foreningens størrelse spiller også en rolle: I små foreninger er medlemmerne oftere frivillige, mens de frivillige i nogle større foreninger bruger flere timer på det frivillige arbejde.
Om undersøgelsen
Projektet ’Foreningslivets udvikling og betydning i Danmark’ undersøger, hvordan foreningslivet på Fyn, Langeland og Ærø har udviklet sig fra 2004 til 2024, herunder hvor engagerede medlemmerne er i deres respektive foreninger, hvordan befolkningen er aktiv i foreninger, og hvilke barrierer der er for foreningsdeltagelse.
Projektet bliver gennemført af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) på SDU og Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) med støtte fra TrygFonden.
Denne artikel bygger på svar fra projektets medlemsundersøgelse, som blev gennemført i efteråret 2025 blandt 2.363 medlemmer i 84 udvalgte foreninger på Fyn, Langeland og Ærø.
Undersøgelsens svarprocent var 28 pct., hvilket betyder, at vi sandsynligvis har fået flere svar fra de mest deltagende og engagerede medlemmer, og at tallene for medlemmernes frivillige indsats formentlig er højere, end vi ville finde blandt alle medlemmer i foreninger.